Skoleområdet er presset

VESTHIMMERLAND: Færre elever betyder højere udgifter pr. elev. Det er det som Vesthimmerlands Kommune nu og i fremtiden ser ind i.

Kigger man et år frem, så skal Børne- og Skoleudvalget finde 5. mio. kr. i såkaldt råderum, men kigger man længere frem i tiden kan dette beløb blive højere – så høje, at man bliver nødt til at kigge på lukninger af mindre skoler.

Børne- og Skoleforvaltningen peger for 2023 på et forslag som kan spare ca. 2 mio. kr. Det er ved at lægge flere skoleledelser sammen. Man foreslår at lægge ledelser på Østermarksskolen og Vestrup Skole sammen, Gedsted og Aalestrup Skole, Løgstør og Ranum Skole samt Hornum og Vester Hornum.

En fælles ledelse kan for hver af de skoler, der kan blive lagt sammen resultere i en besparelse på kr. 400.000. Med fem sammenlægninger udgør det de 2. mio. kr.

Børne- og Skoleforvaltningens udregning går på, at der på de to skoler der kan blive lagt sammen, kun skal være en skoleleder. På hver skole skal der være en deltids viceskoleleder. Der vil derfor kunne spares lønkroner. Der er dog ikke direkte tale om afskedigelser hvis forslaget gennemføres.

Som det fremgår af et læserbrev her i avisen fra den socialdemokratiske gruppe i Byrådet, går man ikke ind for dette forslag i budgetforhandlingen for 2023, der netop er gået i gang.

Kigger man elevtal, så er der 3.119 elever i de Vesthimmerlandske folkeskole i dette skoleår. Det er 113 færre end sidste år. Udviklingen forventes at fortsætte, så der om fem år vil være 2.831 elever – altså 401 færre elever end i dette skoleår. Det ser skidt ud for de mindre skoler.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: