VESTHIMMERLAND: Poolsommerhuse er betegnelsen for meget store sommerhuse, som kan rumme grupper af mennesker eller flere familier sammen
Sommerhustypen har i andre kommuner og især i pressen været drøftet meget, idet karakteren af brugen af disse huse, afføder andre påvirkninger til det område, hvori de etableres. Påvirkningerne kan handle om trafikmønstre, brugsmønstre af husene, støj, udsigt, ændring af områdets karakter m.v.
Vesthimmerlands Kommune har fået en konkret henvendelse med ønske om at etablere et poolsommerhus på enten en grund på Frøsang i Hvalpsund eller Løgstørvej 67 i Myrhøj.
Af den årsag er Teknik- og Miljøudvalget blevet stillet overfor at tage stilling til både principielle vilkår for poolsommerhuse i Vesthimmerland, såvel som den konkrete forespørgsel på de to adresser.
Sommerhuse skal placeres i sommerhusområder
Som udgangspunkt siger Planloven, at sommerhuse skal etableres indenfor arealer, som har zonestatus som sommerhusområder. Kommunen har ikke frie muligheder for at udlægge sommerhusområder og især indenfor kystnærhedszonen (3 km fra kysten), må kommunen ikke udlægge yderligere sommerhusarealer eller ændre i de allerede udpegede, uden styrelsens godkendelse. Denne kan i øvrigt kun søges ved særlige lejligheder.
Mulighed: Helårsbolig uden bopælspligt
Omvendt har Vesthimmerlands Kommune ikke indført bopælspligt, hvorfor det er muligt at opføre helårsboliger i såvel landzone som byzone, som kan anvendes til udlejning.
Altså har en bygherre muligheder, men byggeriet skal opføres efter bygningsreglementets krav til helårsbeboelse, eventuelle lokalplans krav og have status af helårsbolig. Dette er tilfældet for adresserne Frøsang, Hvalpsund og Løgstørvej 67, Myrhøj. Begge arealer ligger udenfor sommerhusområder, hvorfor de ikke kan få status af sommerhus.
Løgstørvej 67 ligger i landzonen og kræver således en landzonetilladelse. Hvis kommunen finder, at det er muligt at tillade et poolhelårshus på en landzonetilladelse, så vil byggeriet få status af helårshus, men uden bopælspligt. Adressen grænser op til Myrhøj Camping.
Frøsang ligger i byzonen i et område udlagt til blandet bolig og erhverv. Hvis kommunen finder det muligt at tillade et poolhelårshus, vil dette få status som helårshus, men uden bopælspligt.
Forslag til egnede arealer
Teknik- og Miljøudvalget drøftede sagen og bemyndigede forvaltningen til at igangsætte en undersøgende proces med henblik på at fremsætte konkrete forslag til areal(er) for etablering af poolsommerhuser i Vesthimmerlands Kommune.
Poolhus på Frøsang afvist
Teknik – og Miljøudvalget afviste forespørgslen om etablering af et poolsommerhus eller pool helårshus på lokaliteten Frøsang i Hvalpsund, på grund af beliggenhed nær plejehjem.
Løgstørvej 67 er en mulighed
Til gengæld tillader Teknik- og Miljøudvalget etablering af et pool helårshus på Løgstørvej 67 ved en landzonetilladelse såfremt det er muligt. Det vurderes, at placeringen og aktiviteten kan være forenelig med områdets karakter. Huset sigter mod ferie og turisme, hvilket er i tråd med aktiviteten på Myrhøj Camping og i et område med flere turismemæssigt fokus.
/cf