FARSØ: Budgetforhandlingerne omkring Region Nordjyllands budget 2020 er gået i gang.
Som altid er udgangspunktet et sparekatalog, for med stigende udgifter til sundhed fattes Region Nordjylland penge.
Af sparekataloget, fremgik også en nedlæggelse af Skadestuen på Farsø Sygehus. Man foranlediges nærmest til at sige pr. automatik, for her var den også at finde i sidste års sparekatalog og året forinden.
Men i år sagde regionspolitikerne fra inden budgetforhandlingerne for alvor gik i gang sidste mandag, hvor der var 1. behandling af budget 2020.
-Jeg ville ikke være med til det, lød det fra Formand for Akut og Praksisudvalget, Mogens Ove Madsen(S), da Farsø Avis mødte ham på Farsø Sygehus i dag lørdag, hvor han deltog i Åbent Hus arrangementet for sygehusets 125 års jubilæum.
Han er dermed med helt på linje med sin partifælle og regionsrådsformand Ulla Astmann.
Hun valgte nemlig forud for 1. behandlingen at pille forslagene helt ud af administrationens oplæg til sparemuligheder. Det drejer sig om lukning af Skagen Gigt- og Rygcenter, delvis nedlæggelse af center for pårørende i psykiatrien, nedlæggelse af musikterapiklinik samt lukning af skadestueklinikkerne i Farsø og Hobro.
Beslutningen glæder regionspolitiker Pia Buus Pinstrup (C), der sidste år stemte imod Regionens Budget, netop fordi man ville lukke skadestuen i Farsø og spare 3 mio.. Heldigvis gik det ikke helt så galt, men til gengæld blev åbningstiden reduceret til kl. 17.00 på hverdag og kl. 15.00 i weekend, fra tidligere også at have åbent om aftenen.
– Det hænger ikke sammen at lukke en skadestue, når en lægevagtfunktion vil bakke ud. Endda med begrundelsen, at der ikke er en skadestue eller åbningstiden skæres ned. Det skal der findes en løsning på, siger Mogens Ove Madsen.
Pia Buus Pinstrup (C) er enig i at der skal findes en løsning på lægevagtområdet. Man skal helt klart gøre op med sig selv. Vil man finde sig i en centralisering på dette område, hvor der kun vil være lægevagt tilknyttet de tre største sygehuse i Nordjylland, nemlig Aalborg, Thisted og Hjørring.
FAKTA:
Regionsbudgettet i korte træk for 2020
Sundhedsområdet: 12 milliarder kr.
Aalborg Universitetshospital 5,7 milliarder
Regionshospital Nordjylland 1,2 milliarder kr
Psykiatrien 740 millioner kr.
Den præhospitale enhed – ambulancer og akutbiler ca. 300 millioner kr.
Sygehusapoteket 45 millioner kr.
Praksisområdet 2,3 milliarder kr., inklusiv almen lægehjælp, medicin, tandlæge- og speciallægebehandling.
Specialsektoren (specialinstitutioner, rehabiliteringscentre, bosteder mv.) og regional udvikling. Denne andel udgør henholdsvis 4,2 og 1,4 procent af budgettet