Seniorer ønsker bofællesskaber

VESTHIMMERLAND: I forbindelse med Vesthimmerlands Kommunens budget 2024 blev der afsat 5,6 mio. kr. til disponering af grundkapital til byggerier, der har karakter som senior-bofællesskaber.

Sundhedsudvalget er i den forbindelse blevet bedt om at udarbejde et bud på Vesthimmerlands Kommunes kriterier for etablering af Seniorbofællesskaber. Disse kriterier kan komme i spil ved salg af kommunal grund eller når der samarbejdes med almen boligforening omkring etablering af seniorbofællesskaber.

Kriterierne er nu i høring i Ældrerådet med efterfølgende godkendelse i Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget.

Flere ældre
Vesthimmerland ser ind i en demografisk udvikling, der medfører, at der bliver flere ældre i Vesthimmerlands Kommune over de kommende år. Det stiller krav til, at der er attraktive boformer og ældremiljøer til rådighed, så borgere vælger at blive boende i kommunen.

Pres på lejeboliger
En undersøgelse fra 2020 omkring fremtidige boligønsker blandt borgere i Vesthimmerlands kommune viser, at 67% ønsker at deres næste bolig er et lejemål, hvilket viser en stigende efterspørgsel på at bo til leje fremfor at bo i ejerbolig.

Allerede i 2020 viste der sig en mangel på lejeboliger til seniorborgere.

Undersøgelsen viser også, at seniorborgere ønsker at bo trygt, grønt og centralt samt at ønsker til boligstørrelse varierer.

Bolig med tryghed, tilgængelighed og fællesskab
En seniorbolig/seniorbofællesskab refererer normalt til en type bolig, der er designet og tilpasset til ældre borgere, typisk over 60 år, og som har særlige behov og ønsker i forhold til boligfaciliteter og miljø. Disse boliger er ofte skabt med henblik på at imødekomme ældres behov for tryghed, tilgængelighed og fællesskab. Begrebet “seniorbolig” omfatter i dag forskellige typer af boliger og fællesskaber til ældre. Der oprettes i Danmark flere og flere seniorboliger som seniorbofællesskaber. Disse fællesskaber består typisk af 15-25 selvstændige seniorboliger og fællesområder til aktiviteter. For at bevare en dynamisk aldersfordeling er der ofte fastsat regler, der sikrer, at mindst én beboer i en bolig skal være fyldt 50-55 år. Selvom der er en nedre aldersgrænse, har erfaringen vist, at en varieret alderssammensætning kan være til gavn for fællesskabet.

Aktivt og meningsfuldt ældreliv
Formålet med de kriterier, som lige nu er i høring i Ældrerådet, er at skabe seniorbofællesskaber, der ikke kun opfylder basale boligbehov, men også understøtter et aktivt og meningsfuldt ældreliv i et trygt og inkluderende miljø.

Og ikke mindst at lejeboligkapaciteten i Vesthimmerland tilpasses den aktuelle og forventede efterspørgsel.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: