FARSØ: Når Region Nordjylland den 1. januar 2027 overtager driften af 20 sundheds- og omsorgspladser på Plejecenter Højgården, kan regionen samtidig få adgang til flere lokaler end først planlagt.
Sundhedsudvalget skal i denne uge tage stilling til en indstilling om at give sundhedsforvaltningen grønt lys til at udleje op til otte boliger mere i en afdeling, der har stået midlertidigt lukket siden 2023.
Har brug for mere plads
Overtagelsen af de 20 pladser er en del af den landsdækkende sundhedsreform, hvor ansvaret for denne type pladser flyttes fra kommunerne til regionerne.
Under forberedelserne har det vist sig, at de to afdelinger, som regionen overtager på Plejecenter Højgården, ikke rummer alle de nødvendige faciliteter. Der er blandt andet behov for depotrum, omklædning og mødelokaler til medarbejderne.
Derfor har Region Nordjylland undersøgt muligheden for at leje flere lokaler på Plejecenter Højgården.
Ifølge sagsfremstillingen har regionen især vist interesse for en løsning med fire ekstra boliger, men kommunen ønsker at have mulighed for at forhandle helt op til otte boliger.
Lukkede boliger kan tages i brug igen
De boliger, der nu kan blive en del af lejemålet, ligger i en afdeling med otte plejeboliger, som Byrådet besluttede at lukke midlertidigt i august 2023 som led i en tilpasning af plejeboligkapaciteten.
Afdelingen har siden stået tom, og kommunen vurderer, at den derfor kan bringes i anvendelse gennem en lejeaftale med regionen.
Mindre fleksibilitet
Kommunen peger dog også på en bagside ved løsningen.
Hvis boligerne udlejes til Region Nordjylland, bliver det vanskeligere senere at genåbne dem som kommunale plejeboliger, hvis behovet for flere pladser opstår.
Vesthimmerlands Kommunes sundhedsforvaltning vurderer dog, at kommunen fortsat vil kunne tilpasse kapaciteten på andre plejecentre, hvis der senere bliver brug for flere plejeboliger.
Kan spare tomgangsudgifter
Den konkrete økonomi er endnu ikke på plads. Den afhænger blandt andet af, hvor mange boliger regionen ender med at leje, og hvilke vilkår parterne aftaler.
Kommunen forventer dog, at en udlejning vil kunne reducere udgifterne til de tomme boliger.
En juridisk vurdering har samtidig fastslået, at kommunen har mulighed for at udleje de midlertidigt ledige boliger til Region Nordjylland, så længe aftalen sker på markedsvilkår, er tidsbegrænset og følger reglerne i almenboligloven.
/cf
