Rally tog afstikker til Holme og Farsø

FARSØ/ HOLME: Det traditionsrige Herregårdsløb, som er rallykørsel, blev i dag lørdag afviklet af Motorsport Nordjylland med seks hastighedsprøver – og vel at mærke på forskellige lokationer.

Start og slut var ved HEG i Aars, men to etaper førte også mod vest mod Farsø. Der blev således kørt på pladsen ved Vesthimmerlands Biogas i Holme og i Industrikvarteret i Farsø. Nærmere bestemt på Søndergården på pladserne ved Versalifts to matrikler.

Løbet havde 29 deltagende biler og havde deltagelse af såvel nybegyndere med et 1. dags licens og mere professionelle kørere, der kørte finale i det Jysk-Fynske Mesterskab og DM i klubrally. Derfor var der også deltagelse af enkelte sjællandske kørere.

Klubrally er begynderdisciplinen i Dansk rally sport, delt op i syv klasser afhængig af motorstørrelse, dækvalg og bilens ombrygningsgrad. Man kunne således se både almindelige gadebiler og rallybiler. Der køres oftest på lukkede industriområder hvor kegler opsættes som forhindringer. Et klubrallyløb går ud på at gennemkøre hastighedsprøverne på kortest mulige tid. På etapen i Farsø var en god tid 1, 40 min, mens 3,15 min var overskridelse af tidsgrænsen.

Klubrally køres som al anden rally med to personer i bilen.

Herregårdsløbet har været afviklet uafbrudt i over 50 år. Herregårdsløbet fik sit navn for over 50 år siden fordi kørerne havde deres prøver ved herregårde.  Selvom navnet er holdt ved, så køres der altså nu i industrikvarterer. 

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: