Private kan få nedrivningstilskud til faldefærdige ejendomme

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har gennem en lang årrække haft en nedrivningspulje med tilskud fra staten. Her har kommunen efter tur – hvor tilstand og synlighed er blevet vurderet, opkøbt faldefærdige ejendomme og revet dem ned.

Men det er også muligt for private at få et tilskud på op til 50.000 kroner til selv at sørge for at få deres ejendom revet ned.

Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune har netop revurderet kriterierne for den private pulje. Oprindeligt var det kun i byer mellem 200 og 4.000 indbyggere, man kunne få kommunalt tilskud til at rive sin bolig ned. Nu er der lagt op til, at den nedre grænse fjernes, så alle mindre bysamfund og det åbne land i Vesthimmerland også kan komme i betragtning.

En række kriterier skal dog være opfyldt. Kun private ejendomsejere kan modtage støtte. Ejendommen skal være registreret som lovlig helårsbeboelse og opført for 1960. Bygningen må ikke være beboet eller udlejet under og efter ansøgningstidspunktet. Der gives ikke tilskud til nedrivning af udhuse. Nedrivningen skal udføres af en professionel nedrivningsentreprenør med en passende erfaring inden for området. Ansøger skal i den forbindelse indhente mindst 2 nedrivningstilbud, som dokumenterer at den billigste pris er valgt til opgaven.

Og ikke mindst står der i retningslinjerne. ”Tilskud kan kun gives til bygninger, der efter Vesthimmerlands Kommunens vurdering fremstår som væsentligt nedslidte og skæmmende i omgivelserne. Det forudsættes, at bygningen i sin nuværende stand forringer det visuelle udtryk af området og bidrager negativt til oplevelsen af det omkringliggende miljø.  Bygningen skal desuden være synlig fra offentligt tilgængelig vej, hvorpå der foregår en vis færdsel”. 

Økonomiudvalget har besluttet at der kan søges året rundt, men behandlingen af ansøgningerne sker kun to gange årligt. Der gives 50% i tilskud, dog maksimalt 50.000 kr. inkl. moms pr. ejendom.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.