FARSØ: Det fremhævede afgående formand for Farsø Handelsstandsforening Jørgen Højrup Jensen, igen og igen på handelsstandsforeningens netop afholdte generalforsamling.
Coronaen har skubbet til vores grænser mentalt, men også skubbet til handlen generelt. Online handlen er på den ene side eksploderet, men jeg føler også, at flere er begyndt at tænke mere over at handle lokalt. Hvor længe sidstnævnte holder skal jeg lade være usagt, men vi skal gøre alt for, at så mange som muligt forbliver trofaste i vores butikker.
Apropos trofast og loyal fornemmer jeg også en begyndende tendens til, at mange har nok i sig selv, og glemmer hvad en handelsstandsforening kan gøre for din butik og for din by. Vi har stået meget på egne ben i et par år, og nogen har måske glemt, hvad det er, vi kan gøre sammen. Til det kan jeg kun svare, at sammen kan vi gøre alt, men alene kan vi i bedste fald kun det halve.
Lad mig give nogle eksempler:
Vi har fælles markedsføring vendt mod kunderne. Ved at gøre det sammen, er vi mere attraktive, end hvis vi kun var os selv og egen butik. Kunderne vil gerne have noget at komme efter.
Når der er noget at fejre, så sætter vi en næsten 2 kilometer lang flagalle op i Farsø, som der betales af fælleskassen
Når kunderne måske ikke har tid eller lyst til at finde en gave, så køber de et gavekort. Det har alle medlemmer mulighed for at kunne indløse, og udgifterne til kort, håndtering, administration osv. betales af fælleskassen.
Når vi laver udsalg, fødselsdag, fastelavn, påske, mors dag, fars dag, hot sommer, musik på torvet hver mandag om sommeren, halloween, støt brysterne, grænsesalg, æbledage, alle by nights, black Friday, musikarrangementer, underholdning for børn, juletræstænding, julesokker til børnene, julelys i hovedgaden, i centeret og på torvene og alt muligt andet – ja så er det fælleskassen, der tager regningen.
Når vi vil have noget til at ske, og vi laver udvalg der mødes og laver aktiviteter til glæde for alle, ja så er det fordi de her mennesker har valgt at bidrage til fællesskabet og fælleskassen.
Og sådan kunne Jørgen Højrup Jensen fortsætte sin opremsning af betydning af fællesskab og fælles kasse også i forhold til andre foreninger, Vesthimmerlands Kommune, turisme m.v..
Det er vigtigt at vi står sammen, og viser vores solidaritet med hinanden. Når vi gør det, og vi har alle de ovennævnte aktiviteter sammen, så kan kunderne mærke os, og så kommer de og handler hos os, og dermed kommer vores investeringer til fællesskabet tilbage.
Derfor er det vigtigt, at vi har en aktiv handelsstandsforening, og det har vi heldigvis i Farsø, og jeg håber virkelig, at det sammenhold fortsætter i mange år fremover! Uden fællesskabet er vi ingenting!