Forside Blog Side 354

Nu går folketingsvalget ind i sin slutspurt

VESTHIMMERLAND: På næste tirsdag skal der stemmes til Folketingsvalget. 

Der er derfor ingen tvivl om, at de lokale kandidater til folketinget vil gøre sig ekstra bemærket her i de sidste dage frem til valget med lokalannoncer, plakater, kandidatindlæg, arrangerede besøg hos virksomheder og institutioner – og selvfølgelig i det offentlige rum på gader og stræder.

På tirsdag vil stemmebokse, valgurner og valgtilforordnede være på plads på Vesthimmerlands 14 valgsteder for at tage imod vesthimmerlændingenes stemmer.

Ved seneste folketingsvalg i 2019 var stemmeprocenten for Vesthimmerland alene 80,97 %. Ser man på Himmerlandskredsen, som udgør Vesthimmerlands og Rebild kommuner var stemmeprocenten på 83,47 %          

SE TEMA SIDERNE I FARSØ AVIS OM FOLKETINGSVALGET OG DE LOKALE KANDIDATER HER 

Byudviklingsplanen for Farsø kick-startes på lørdag

På lørdag åbner Labland arkitekter og Vesthimmerlands Kommune et bykontor til brug for byudviklingsplanen i Farsø Rådhuscenter

FARSØ: Vesthimmerlands Kommune har afsat midler til at udarbejde en ny byudviklingsplan og gennemføre en byfornyelse i Farsø.

Ny plan for de næste 10 år
Byudviklingsplanen skal afløse den seneste plan fra 2012, hvor størstedelen af ønsker og projekter er gennemført. Dermed er det nu tid at få udarbejdet en ny byudviklingsplan for Farsø, gældende for ca. 10 år frem i tiden.    

Ønsket er, at byudviklingsplanen skal have vision for fremtiden og byfornyelsen skal understøtte Farsø, som en aktiv og levedygtig by, som man gerne vil bo, arbejde og udfolde sig i.

Ønsker høj grad af borgerinddragelse
Projektforløbet starter nu og løber frem til marts 2023. Ønsket er en stor grad af borgerinddragelse, hvor borgerne kan være med til at bestemme i hvilken retning byen skal udvikle sig – på både kort og lang bane.      

-Vi ser frem til samarbejdet og håber at rigtig mange borgere vil tage del i det spændende udviklingsarbejde om byens fremtidige udvikling, siger projektleder i Vesthimmerlands Kommune, Merete Bach Hansen.

Har allieret sig med LABLAND arkitekter
Det er dog ikke Vesthimmerlands Kommune der styrer projektforløbet alene. Sammen med lokale ildsjæle og aktører har man valgt LABLAND arkitekter til styre processen. LABLAND arkitekter har forvejen et godt kendskab til egnen og til at involvere lokalbefolkningen, men ikke mindst til at lave udviklingsplaner og visionsplaner som passer godt til området.

Har lavet planer for Hvalpsund og Aalestrup
LABLAND har lavet visionsplaner og udviklingsplaner for Hvalpsund og senest Aalestrup.
I Hvalpsund er udviklingsplanen så godt som gennemført og i Aalestrup er LABLANDs plan lige nu i høring.        

Bykontoret i Farsø Rådhuscenter er åbent på lørdag
Processen i Farsø er allerede i gang. Alle borgere i Farsø by har været inviteret til at udfylde et online spørgeskema. Det er optakten til det første møde med borgerne på lørdag i bykontoret. Bykontoret finder man i den forreste del af det tidligere Super Brugsen i Farsø Rådhuscenter.

Mød op i bykontoret med dine ideer og ønsker
Her opfordres borgerne til at møde op og høre mere om hvordan byudviklingsplanen laves, men ikke mindst for at borgerne kan komme med deres ideer og ønsker til udviklingen af Farsø.

-Vi vil meget gerne blive lidt klogere på borgernes oplevelse af Farsø, byens udfordringer og hvilke potentialer, der med fordel kan bidrage til byens fremtidige udvikling. Helt konkrete ting er meget velkomne, opfordrer Simone Foss Brink Simonsen, projektleder i LABLAND og Merete Bach Hansen fra Vesthimmerlands Kommune.

Tanken med bykontoret er at borgerne kan følge med i processen frem til marts næste år, men ikke mindst vil LABLAND være til stede gennem forskellige byudviklingsaktiviteter – alt fra ungeworkshop, fyraftensstunder med forskellige tematikker, til åben tegnestue.

-Bykontoret skal danne ramme for inspirerende samtaler, med plads til krydsbestøvning, udvikling og ‘høst’ af viden og gode idéer til Farsøs fremtidige udvikling, siger Simone Foss Brink Simonsen

Byudviklingsråd
Hvis man har lyst til at følge udviklingen af byudviklingsplanen og byfornyelsesprogrammet lidt tættere, kan man i øvrigt tilmelde sig projektets byudviklingsråd. Byudviklingsrådet er projektets lokale ambassadører og vil deltage i 5 sparrings- og udviklingsmøder med LABLAND og Vesthimmerlands Kommune gennem projektforløbet. Fra Byudviklingsrådet vil der, i takt med at man bliver klogere på byens udviklingsmuligheder, udspringe arbejdsgrupper, som vil være med til at igangsætte konkrete projektforslag.

Byudviklingsrådet nedsættes umiddelbart efter kickstart-arrangementet og der udsendes herefter information til de tilmeldte.

SE ANNONCEN FOR DET ÅBNE BYKONTOR HER

Hyggelig uhygge hos de blå spejdere – FOTOS

Der blev gået til den mandag aften udenfor spejderhuset i Farsø Søanlæg, hvor de blå spejdere holder til. Her blev der udhulet og skåret græskarhoveder.

FARSØ: Der blev skåret grimasser og græskarhoveder, da de blå spejdere i Farsø her til aften brugte deres spejdermøde på at forberede en sending græskar, som i denne uge skal være med til at sprede hyggelig uhygge i Farsø.

I alt 40 græskarhoveder blev der skåret. Det gav ganske vist gode arm- og fingerkræfter, men heldigvis havde spejderne god hjælp fra nogle elever fra Farsø Efterskole i Stistrup.

Farsø Handelsstandsforening havde leveret græskarrene, medens spejderne med hjælp af en håndfuld elever fra Farsø Efterskole leverede den kreative arbejdskraft, som resulterede i en masse flotte græskarhoveder, som skal bruges til at udsmykke hovedgaden i Farsø og centergangene i Farsø Rådhuscenter.

De 40 græskarhoveder fra de blå spejdere vil blive placeret langs hovedgaden i Farsø, mens andre 30 græskarhoveder skåret af kammeraterne hos de grønne spejdere i Farsø vil blive placeret i og omkring Farsø Rådhuscenter

Spejdere er naturligvis også miljøbevidste, og derfor gik der ikke meget til spilde på mandagens møde, hvor kødet fra de udhulede græskar blev brugt til at lave en velsmagende græskarsuppe over bål, medens frøene kom med hjem i poser, så de kan blive sået hjemme i haverne til foråret.

Tag en tur rundt i Farsø og se græskarhovederne – hvis du tør…

Halloween i Vestrup for første gang

På en dejlig solbeskinnet efterårsdag var det muligt for børn at skære deres eget halloween græskarhoved

VESTRUP: I dag blev der afholdt Halloween ved Vestrup skole

I skolegården var der et stort udvalg af græskar i alle mulige størrelser og former, som man kunne købe, og det var muligt at skære dem ud med det samme. Flere benyttede sig af det og fik snittet flotte og skræmmende græskar, til at tage med hjem.

En af initiativtagerne, græskaravler Jakob Dalby fra Vognsild fortæller: 
–  Det er første gang vi har afholdt ’Halloween i Vestrup’, og succesen kan ikke måles på, hvor mange græskar vi har solgt, men på hvor mange besøgende der kom, og med 400 besøgende kan det vist godt betegnes som en succes.

Det var skolens støtteforening og de lokale spejdere der sammen med Jakob Dalby stod for arrangementet.

Midt i Vestrup skoles skolegård var der tårne af halmballer som udgjorde klatretårn/rutsjebane og en labyrint i 3 etager.

Midt i skolegården var der to store tårne af halmballer – ét som rutsjebane/ klatretårn og ét stablet som en labyrint i tre etager.

’Smølfebyen’ dannede den perfekte ramme med masser af siddepladser, shelters, bålsteder, hvor der kunne købes græskarsuppe, snobrød, pandekager, kage og kaffe, som alt sammen var tilrettelagt af skolens støtteforening og de lokale spejdere.

Den frække hest Svend og hans venner havde også fundet vejen til Vestrup og gik en rask tur hen over parkeringspladsen med alle, der havde lyst.

Hyggen kunne mærkes over hele det store areal. De besøgende blev guidet rundt til alle aktiviteter ved hjælp af en ’skattejagt’. Børn og barnlige sjæle ledte efter græskar med udskårne bogstaver, som ledte dem gennem skolen, forbi Støtteforeningens ’bar’ og kagebod, forbi Scare House med levende skeletter og klovne og sluttede ved børnehaven, hvor man også lige kunne blive malet i ansigtet eller finde sin gevinst, hvis man havde gættet ’kodeordet’.

Hele arrangementet var meget vellykket, og det fantastiske vejr gav det smukkeste præg på en dejlig efterårsdag.

Top Skat

Af: Per Flak, Gråbølle 9, Farsø

Den 11. oktober 2022, kunne jeg læse et indlæg af Per Larsen  folketingsmedlem og regionspolitiker m.m., hvor Per Larsen viste sin lønseddel frem for offentligheden. Per Larsen fortalte om han hårde arbejde i Folketinget mm. , man skulle faktisk få ondt af Per Larsen. Han er påtvunget så hårdt et job med arbejdsopgaver der kan strække sig til 21.30 om aftenen. Men ynken fra Per Larsen stopper ikke her. Per Larsen oplyser ned i artiklen at han må nøjes med en løn fra Folketinget plus øvrige frøns fra det offentlige, i alt 1,1 million kr. om åre.  Per Larsen oplyser i artiklen, at han skal betale et kæmpe beløb i topskat 100. 000.- kr. Ja, det er valg, dette må være en god grund til at få fjerne topskatten, ja det er dette De Konservative går til valg på, og formand Søren Pape går til valg på dette emne, og det er vist det sidste skud liste C har i bøssen. Men det er brand ærgerlig, at man som læser af Nordjyske og TV2 nyheder og andre offentlige medier, fylder alle vælgerne med usandheder,

En ubegavet stemmeberettiget kan med simpel hovedregning se, at Per Larsens tal ikke hænger sammen. Beregn: man betaler topskat af den del over 552 000 kr. forinden fratrækkes AM bidrag=8% det skulle give en topskat til Per Larsen på 69.000,- kr.(beregningen er tjekket med Told og Skat).

Det må være bevidst forgøjlet indlæg af Per Larsen. Han kunne bare se på sin lønseddel, der står tallene jo, hvorfor oplyser Per Larsen noget urigtig?. Det er ikke i orden,

Per Larsen nævner også han sidder i Regionsrådet (burde nævne arbejde i regionsrådet), med de regnemetoder Per Larsen ligger for dagen kan man da bedre forstå, at Supersygehuset er oversteget med 1,3 milliard kr.

Efterårsløb i Vester Hornum

Ruten for alle tre løb gik naturligvis igennem Vester Hornum

VESTERHORNUM: Efterårsferie er i Vester Hornum lig med efterårsløb.

I dag var Løbeklubben var igen trukket i arbejdstøjet, og havde arrangeret løb for alle interesserede løbere og motionister på distancerne maraton, halvmaraton samt rundeløb.

Her går en af starterne i efterårsløbet

Der var rigtig god opbakning med 94 betalende deltagere (heraf 18 på maraton, 32 på halvmaraton og resten rundeløbere), på en skøn efterårsdag med perfekt løbevejr.

Løberne kunne undervejs forsyne sig med godter i depotet, hvor der både var til den søde tand og den sunde sult.

-Et dejligt arrangement med løbere i højt humør og gode ben, fortæller bestyrelsesmedlem i Vester Hornum Løberne, Helle Bæk.

Den røde snor blev klippet til Galleri Kvisten i Farsø – FOTOS

Mor og datter, Helle og Signe Nøhr klipper den røde snor for åbningen af Galleri Kvisten i Farsø.

FARSØ: Selvom Helle Nøhr altid er storsmilende, så var dagen i dag, hvor hun åbnede døren til by-udgaven af Galleri Kvisten noget helt særligt.

Helle Nøhr tog glædestrålende imod alle der kiggede forbi til åbningen.

For det første fordi åbningsdagen har været længe undervejs, men særligt fordi rigtig mange kiggede forbi til åbningen for at hilse på – og for at se, hvordan Galleri Kvisten har indrettet sig i kælderen under Nørregade 31. 

Der var et stor ryk ind til åbningen af butikken, som reelt var Åbent Hus over to dage, så alle havde mulighed for at besøge den nye butik i Farsø.

Datter, Signe Nøhr stod for åbningstalen og snorklip. Hun sagde bl.a.:

Kære mor, så nåede du til den længe ventede dag. I dit tidsperspektiv har du ventet alt for længe med at nå hertil.  Den her dato er blevet skubbet et par gange, men det er gået rigtigt stærkt her til sidst. Efter lamperne var blevet installeret her i kælderen – så gulvet kunne blive gjort færdig, så stod der en færdig butik i løbet af en uge. Jeg kunne ikke helt lade være ved at grine ved mig selv, da jeg modtog en række billeder på SMS fra dig med en fuldstændig dekoreret butik, selvom det i bund og grund ikke var overraskende at det gik så stærkt.

Jeg har aldrig oplevet at nogen er kommet så hurtigt på plads i hus og i butikken. Det er overhovedet ikke til at se at I kun har boet her i huset i et år. Du er en tornado, fuld af energi og det kan nogle gange være svært at følge med når det vedrører din butik og din kreative side. Så hatten af for dit drive!. De skubbede datoer og planer har der været mange af undervejs i den her proces. For en terrassedør og et vindue i endegavlen ud mod søen blev endte ud med en renovering af alle tre etager. Du har også mærket travlheden i byggebranchen og det har til tider været svært for dig at acceptere at håndværkere ikke altid har haft tid, hvilket også har involveret din søn og svigersøn. Så nu håber jeg der kommer ro på indtil næste projekt.
Det har været en drøm meget længe at flytte til Farsø og der har også været bump på vejen. Først og fremmest krævede det at I solgte gården.
Der mangler stadig lidt her og der, men det gamle apotek er kommet til sin ret igen. Og jeg hører fra mange i Farsø, at det glæder dem at det lige præcis er jer der er flyttet ind. Så huset i fremtiden også kan spille en rolle i forhold til gamle historiske bygninger her i Farsø. Din butiksrejse har før været forbi Farsø, hvor du allerede dengang forelskede dig i det gamle apotek. Nu slutter din rejse så her med din egen butik her i Farsø.  

Herefter klippede mor og datter den røde snor og alle de fremmødte kunne se de nye lokaler som Galleri Kvisten nu har indrettet sig i.

Sjovt nok befinder Galleri Kvisten sig i kælderen under Nørregade 31, men Helle Nøhr har bevist valgt at beholde navnet Galleri Kvisten som hun har været kendt for i 22 år.

Farsø fejrer Halloween

FARSØ: I slutningen af denne måned er der som bekendt Halloween og dette vil blive markeret i Farsø.

Torsdag, fredag og lørdag i næste uge vil man finde 70 græskarhoveder, som vil vise vej til en god handel i Farsøs butikker i hovedgaden og i Farsø Rådhuscenter. 

De 70 græskarhoveder, som er sponsoreret af Rema 1000, udskæres og sættes på plads af Farsøs to spejdergrupper KFUM Spejderne og DDS Spejderne. 

Desuden får butikkerne hjælp af Bakkegårdens Børnehave, Børnehaven Valhalla, Højgårdens Børnehave og Plejecenter Højgården med klippet Halloween pynt ligesom butikkerne også selv vil pynte op til halloween – dertil naturligvis gode halloweentilbud!.

Herudover vil der være aktiviteter torsdag, fredag og lørdag, som man kan læse meget mere om i næste uges avis.

Det kan dog godt afsløres her, at der torsdag lægges ud med æbler som gave til kunderne, nemlig gratis æbler fra Brovejens Frugtplantage. Desuden Hessels Køkken- og Snapselaug med smagsprøver på æblesuppe og snaps. Desuden vil der være salg af anden frugt. Man vil også kunne møde den lokale clairvoyant Jeanette Meldgaard fra Sjørup       

Landbruget skal ikke have en hovsa-CO2-afgift

Marie Bjerre

Af: Marie Bjerre, MF (V) og klimaordfører, valgt i Himmerland

I valgkampen har de røde partiers kappes om at råbe højest om en CO2-afgift på landbrug, og senest har S også meldt sig i koret i forsøget på at komme til at lyde mest grøn. Enhedslisten vil have halveret dansk landbrug, og for Alternativt er det slet ikke nok. De vil have reduceret den animalske produktion med 86 procent.

Sagen er bare, at en sådan tilgang til dansk landbrug slet ikke er godt for klimaet. Klimaet har ikke brug for en uigennemtænkt CO2-afgift, som fører til tab af arbejdspladser eller konkurrenceevne. Det er klimanationalisme, hvor vi gør noget, som ser pænt ud for vores egne tal. Men det gør jo ikke noget godt for klimaet. For produktionen vil bare flytte til andre lande, og så forspilder vi muligheden for at udvikle de nye grønne produktionsmetoder, hvor også svinekød og oksekød vil kunne produceres med et endnu lavere CO2-aftryk end i dag. Dansk landbrug er allerede godt i gang. I Venstre ønsker vi at understøtte den grønne omstilling. Her bør en CO2-afgift være et redskab til at skabe de rette incitamenter. Men det er useriøst, at nogle partier ikke vil afvente ekspertgruppen, der er nedsat til at vurdere, hvordan man kan lave en CO2-afgift, men i stedet er klar til at lægge sig fast på en bestemt CO2-afgift allerede nu. Det kan betyde massive tab af arbejdspladser i landbruget og følgeerhvervene, og her vil vi særligt blive ramt i Himmerland. Det er afgørende for Venstre, at en CO2-afgift ikke fører til tab af konkurrenceevne og arbejdspladser. Derfor er vi også villige til at investere massivt i den grønne omstilling. Kun sådan får vi skabt en reel grøn omstilling og gjort noget godt for klimaet.

Jeg håber, at et flertal efter folketingsvalget vil have samme tilgang, hvor vi ser erhvervslivet og landbruget som medspillere i den grønne omstilling fremfor modstandere



Vindmølle ombygges til klatretårn

Denne vindmølle skal omdannes til et klatretårn på Vesterbølle Efterskole.

VESTERBØLLE: På mandag får Vesterbølle Efterskole leveret en 30 meter høj vindmølle

-Vi er i gang med et rigtig spændende projekt omkring en vindmølle i nye klæder her på Vesterbølle Efterskole. Vi har købt en nedlagt vindmølle af Vestas, som vi vil lave om til klatretårn, fortæller afdelingsleder Rasmus Hedegaard.

Sådan ser tegningerne ud for det nye klatretårn.

Processen er godt i gang – arkitekten har været på sagen, byggetilladelsen er givet, og nu skal den så fragtes fra den mark, hvor den befinder sig lige nu. Når den ankommer, skal den lægges til rette på vores parkeringsplads ved hjælp af en kæmpe kran.

De kommende uger/måneder skal den shines op og forberedes til sit nye formål. Vi har en professionel ruteplanlægger, som kommer og hjælper med at lave greb og klatrerute, inden vi endeligt kan få den rejst op.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.