FARSØ: Vesthimmerlands Kommune har afsat midler til at udarbejde en ny byudviklingsplan og gennemføre en byfornyelse i Farsø.
Ny plan for de næste 10 år
Byudviklingsplanen skal afløse den seneste plan fra 2012, hvor størstedelen af ønsker og projekter er gennemført. Dermed er det nu tid at få udarbejdet en ny byudviklingsplan for Farsø, gældende for ca. 10 år frem i tiden.
Ønsket er, at byudviklingsplanen skal have vision for fremtiden og byfornyelsen skal understøtte Farsø, som en aktiv og levedygtig by, som man gerne vil bo, arbejde og udfolde sig i.
Ønsker høj grad af borgerinddragelse
Projektforløbet starter nu og løber frem til marts 2023. Ønsket er en stor grad af borgerinddragelse, hvor borgerne kan være med til at bestemme i hvilken retning byen skal udvikle sig – på både kort og lang bane.
-Vi ser frem til samarbejdet og håber at rigtig mange borgere vil tage del i det spændende udviklingsarbejde om byens fremtidige udvikling, siger projektleder i Vesthimmerlands Kommune, Merete Bach Hansen.
Har allieret sig med LABLAND arkitekter
Det er dog ikke Vesthimmerlands Kommune der styrer projektforløbet alene. Sammen med lokale ildsjæle og aktører har man valgt LABLAND arkitekter til styre processen. LABLAND arkitekter har forvejen et godt kendskab til egnen og til at involvere lokalbefolkningen, men ikke mindst til at lave udviklingsplaner og visionsplaner som passer godt til området.
Har lavet planer for Hvalpsund og Aalestrup
LABLAND har lavet visionsplaner og udviklingsplaner for Hvalpsund og senest Aalestrup.
I Hvalpsund er udviklingsplanen så godt som gennemført og i Aalestrup er LABLANDs plan lige nu i høring.
Bykontoret i Farsø Rådhuscenter er åbent på lørdag
Processen i Farsø er allerede i gang. Alle borgere i Farsø by har været inviteret til at udfylde et online spørgeskema. Det er optakten til det første møde med borgerne på lørdag i bykontoret. Bykontoret finder man i den forreste del af det tidligere Super Brugsen i Farsø Rådhuscenter.
Mød op i bykontoret med dine ideer og ønsker
Her opfordres borgerne til at møde op og høre mere om hvordan byudviklingsplanen laves, men ikke mindst for at borgerne kan komme med deres ideer og ønsker til udviklingen af Farsø.
-Vi vil meget gerne blive lidt klogere på borgernes oplevelse af Farsø, byens udfordringer og hvilke potentialer, der med fordel kan bidrage til byens fremtidige udvikling. Helt konkrete ting er meget velkomne, opfordrer Simone Foss Brink Simonsen, projektleder i LABLAND og Merete Bach Hansen fra Vesthimmerlands Kommune.
Tanken med bykontoret er at borgerne kan følge med i processen frem til marts næste år, men ikke mindst vil LABLAND være til stede gennem forskellige byudviklingsaktiviteter – alt fra ungeworkshop, fyraftensstunder med forskellige tematikker, til åben tegnestue.
-Bykontoret skal danne ramme for inspirerende samtaler, med plads til krydsbestøvning, udvikling og ‘høst’ af viden og gode idéer til Farsøs fremtidige udvikling, siger Simone Foss Brink Simonsen
Byudviklingsråd
Hvis man har lyst til at følge udviklingen af byudviklingsplanen og byfornyelsesprogrammet lidt tættere, kan man i øvrigt tilmelde sig projektets byudviklingsråd. Byudviklingsrådet er projektets lokale ambassadører og vil deltage i 5 sparrings- og udviklingsmøder med LABLAND og Vesthimmerlands Kommune gennem projektforløbet. Fra Byudviklingsrådet vil der, i takt med at man bliver klogere på byens udviklingsmuligheder, udspringe arbejdsgrupper, som vil være med til at igangsætte konkrete projektforslag.
Byudviklingsrådet nedsættes umiddelbart efter kickstart-arrangementet og der udsendes herefter information til de tilmeldte.
SE ANNONCEN FOR DET ÅBNE BYKONTOR HER
