Forside Blog Side 319

Åbningsmatch i Hvalpsund Golf

Vindere af åbningsmatchen i Hvalpsund Golf Club sammen med sponsor Finn Bisgaard fra Din Tøjmand.

HVALPSUND: Nu har golfsæsonen for alvor taget sin start. I dag var der åbningsmatch i Hvalpsund Golf Club.

Formand Anders Westh bød velkommen til åbningsmatchen sammen med matchens sponsor Din Tøjmand Farsø ved Finn Bisgaard.

Årets åbningsmatch havde 65 deltagere til start. Det var et dejligt forårsvejr, hvilket også afspejlede sig i nogle flotte resultater.

A – rækkens vindere blev Flemming Pedersen med 38 point, Ernst Rieks med 37 point og Jens Kudahl med 36 point. B – rækkens vindere blev Kirsten Krog med 38 point, Niels Buus med 36 point og Hanne Østergaard med 34 point og rosende omtale til Louise Michelsen og Peter Dahl og med 34 point. C – rækkens vindere blev Bente Binder med 40 point, Steen Hansen med 38 point og Gerda Lynderup med 32 point.

Nærmest flaget på dagen blev på hul 3 Flemming Pedersen 4,44 meter, på hul 7 Ernst Rieks 2,08 meter og på hul 15 ingen kom nærmest i et slag.

Efter matchen var der præmieoverrækkelse og der blev serveret en lækker frokostplatte til alle deltagere.

Ullits Minihal fyldt til gymnastikopvisning – FOTOS

Ullits Gymnastikforenings fem hold har indmarch

ULLITS: En af de store traditioner i Ullits, er at man mødes til gymnastikopvisningen i Ullits Minhal.

Der var da også syn for sagen, for alle Ullits Gymnastikforenings ca. 70 gymnaster havde taget mor og far, søskende og bedsteforældre med til forårsopvisningen så der var fyldt til sidste plads i hallen. 

Gymnastikforeningens fem hold og et gæstehold var på gulvet for at vise hvad de har lært gennem vinteren. Der var især krudt i de yngste gymnaster som havde glædet sig til at ”optræde”. Nogle i gymnastikdragt med strutskørt, andre i deres seje spidermantrøjer.   

Hanne Langbak fra Ullits Gymnastikforening kunne fortælle, at der er stor succes med gymnastikforeningens nye hold Jumping Fitness, der har modtaget kr. 54.000 til indkøb af trampoliner fra Fonden Sparekassen Farsø.   

Far/Mor barn holdet
Ikke kun gymnasterne var på gulvet. Alle blev aktiveret.
Spillopperne er på gulvet
Ullits Minihal var fyldt til sidste plads til gymnastikopvisningen

Fremtidens bus – flere ekspresbusser og mere flextrafik

VESTHIMMERLAND: Teknik- og Miljøudvalget har netop godkendt Nordjyllands Trafikselskabs (NT) forslag til reducering af antal afgange på flere busruter i Vesthimmerland.

Dels skyldes det at NT skal spare penge, men også at flere afgange kører tomme eller kun med ganske få passagerer.

Kommunen har især fokuseret på, at skoleelever kan komme til og fra skole uden al for lang ventetid.

Men NT’s kigger også ud i fremtiden med et oplæg til fremtidens kollektive trafik.

Her peget trafikselskabet på at man skal fokusere på flere ekspresbusser og mere flextrafik. Desuden foreslås en opgradering af stoppesteder på ekspresbusnettet.

Fokuserer på ruter med flest passagerer
NT fokuserer ganske naturligt på de ruter med flest passagerer, som er korridorer igennem kommunerne, med jævnlige afgange fra- og mellem hovedbyerne. Men det betyder også, at landdistriktet bliver henvist til de fleksible produkter i flextrafikken – Plustur og Flextur.

Plustur
Plustur er kollektiv trafik, hvor man – hvis ikke der kører bus på strækningen – kan blive kørt fra en adresse (f.eks. bopæl) til nærmeste knudepunkt, hvorfra man kan komme videre med kollektiv trafik. Omvendt kan man også blive befordret videre fra et knudepunkt til en adresse, hvis der ikke er busmulighed i nærheden af adressen. Plustur sikrer, at alle i Nordjylland kan komme til og fra kollektive trafik, uanset hvor man bor.

Tilbud om Plustur fremkommer kun via Rejseplanen.dk, hvorfra bestilling også skal foretages. Ligesom Flextur skal også Plustur bestilles senest 2 timer i forvejen. Hver enkelt Plustur skal bestilles særskilt. I.f.m. omstigningen mellem bus og Plustur på knudepunktet må påregnes ventetid i omfanget 10-15 minutter

Tilvalget af en Plustur er fortsat planlagt til at være gratis.

Omstigningen mellem bus og Plustur (taxa) vil ske på et knudepunkt, d.v.s. et stoppested med parkerings- og ventefaciliteter. Det ligger i oplægget at disse ventefaciliteter (minimum) skal indeholde læskærm, cykelstativ og affaldskurv.

Flextur
Flextur er NT’s mest fleksible produkt, hvor alle kan bestille rejse fra adresse til adresse i hele Nordjylland alle dage mellem kl. 06-23. Flextur er især oplagt for rejser, hvor der ønskes et højere serviceniveau og kan også anvendes til rejser i områder uden kollektiv trafik mod en højere egenbetaling.

Rejser kan bestilles telefonisk eller via NT´s hjemmeside men senest 2 timer før ønsket afgang. Flextur koster 6,00 kr./km. med en minimumsbetaling på 60 kr. – dog 80 kr. i myldretiden.

Fælles for Plustur og Flextur vil uændret gælde, at man ved bestillingen kan angive om man har behov for at medbringe hjælpemidler m.v. – herunder f.eks. kørestol, rollator og/eller førerhund.

Kræver planlægning hvis du bor ”på landet”
Altså, vil det være omstændigt at komme med bus fra landdistriktet – det kræver i hvert fald planlægning ud over den normale busplan.

Vesthimmerlands Kommune kan ud fra oplægget fra NT konkludere at det indebærer forbedringer for brugere af kollektiv trafik, der rejser mellem større bysamfund og væsentlige ændringer for brugere, der bor i kommunens landområder og småbyer – især i og omkring Rønbjerg, Gatten og Skarp Salling.

De forslåede omlægninger forventes overordnet kun at påvirke kommunens økonomi i begrænset omfang – dog skal kommunen afholde anlægsudgifter til opgradering af stoppesteder og knudepunkter. For Vesthimmerlands kommunes vedkommende er disse investeringer anslået til ca. 2,75 mio. kr. før eventuelt tilskud fra Trafikstyrelsen.

Den økonomiske byrdefordeling mellem kommuner og region opretholdes bl.a. ved at regionen i følge oplægget skal deltage i finansieringen af Plustur og vedligeholdelsen af udstyr på knudepunkter og stoppesteder. Der er dog ikke taget højde, at kommunerne i nogle tilfælde kan tænkes at ville indsætte busbetjening til erstatning for den betjening, der udgår i oplægget.

Den individuelle bruger af kollektiv trafik vil i nogle tilfælde opleve en merudgift i det omfang brug af bus må erstattes med brug af Flextur


Anbefalet af Teknik- og Miljøudvalget
Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune kan overordnet anbefale principperne i NTs oplæg til Fremtidens Kollektive Trafik. Men Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at de ønsker at stop ved Toppedalskolen (Vindblæs) betjenes på rute 57, hvilket er indarbejdet i høringssvaret, som i øvrigt er godkendt.

Hent de grønne poser til madaffald på biblioteket

Når du løber for de grønne poser til madaffald, som du fik udleveret med dine nye affaldscontainere, kan fra den 1. maj hente en ny forsyning af grønne poser på biblioteket eller på genbrugspladsen

VESTHIMMERLAND: Biblioteket kan have mange funktioner, nu også som hjælper for Vesthimmerlands Forsyning.

Fra den 1. maj 2023 kan man nemlig hente de grønne poser til madaffald gratis på kommunens biblioteker eller genbrugspladser.

De grønne poser der er tale om er dem som bruges til madaffald i husholdningernes affaldsordning. Da de nye affaldscontainere blev taget brug ved årsskiftet fulgte der også 3 ruller grønne poser med. Disse ruller vil naturligvis være opbrugt på et tidspunkt og derfor tilbyder Vesthimmerlands Forsyning altså at afhente nye ruller på biblioteket eller genbrugspladsen i deres åbningstid.

-Opstår der behov for flere afhentningssteder eller alternative løsninger, vil vi undersøge mulighederne for at udvide ordningen, fortæller Vesthimmerlands Forsyning.

Der samtidig fortæller, at man også er velkommen til at bruge andre poser.

-Har du ikke mulighed for at hente eller ønsker du at bruge andre poser, står det dig frit for at bruge en anden pose. Alle typer, størrelser og farver kan anvendes. Du skal blot sikre, at du kan slå knude på posen, lyder det fra forsyningen, der dog ikke anbefaler bionedbrydelige poser.

Bionedbrydelige poser kan give problemer, da man ofte ser, at nedbrydningsprocessen går i gang for tidligt, i forhold til håndtering af madaffaldet. Forsyningens grønne poser til madaffald er lavet af helt almindelig plastik, som sorteres fra, inden madaffaldet omdannes til biogas.

40 års skolejubilæum

Fra venstre: Brian W. Mortensen, John N. Hansen. Bo Skov, Dan S. Jensen, Anni Bisgaard, Jeanette O. Jensen, Margit Dahl, Niels Peter Jensen, Brian Hald, Dan R. Jensen. Camilla Bjerregaard, Thomas Støvring, Lone Gertsen

OVERLADE: Til sommer er det 40 år siden at årgang 1983 gik ud af Overlade Skole.

Det blev fejret i lørdags, da klassekammeraterne mødes på Overlade Friskole. Dagen startede med rundvisning på skolen ved friskolelærer Lone Rasmussen.

Skolen har ændret sig meget gennem årene, hvor der er bygget til ad flere omgange. For 7 år siden blev kommuneskolen lukket, men fremstår i dag som en velfungerende friskole i god vækst.

Efter rundvisningen blev der hygget med kaffe og middag på skolen. Nogle havde ikke set hinanden i mange år, så det blev også til en runde med “siden sidst”. Snakken gik livligt hele dagen og der blev udvekslet mange minder fra en god og tryg skoletid.  Det var så hyggeligt en dag, så der var fuld opbakning til at mødes igen om 5 år. 

Kvinden i Fokus med Corolyne

FARSØ: Der var lagt op til hygge, snak og fortælling, da Farsø Handelsstandsforening her til eftermiddag havde indrettet Hotel Farsøs store sal til arrangementet ”Kvinden i Fokus”.

110 kvinder i alle aldre – herunder enkelte mænd, indfandt sig til kaffe med sødt og ikke mindst et foredrag med Carolyn Kaddu Rasmussen.

Jeg havde rigtig god tid da jeg kørte fra Vejle for nogle timer siden, indtil jeg blev ringet op. Hvor bliver du af?. Jeg havde fået at vide at jeg skulle være i Farsø kl. 14.30, men det var programsat til kl. 14.00. Men jeg nåede det, og her er jeg, lød det med et glimt i øjet fra dagens hovedperson Carolyn Kaddu Rasmussen kl. 14.10 efter at arrangørgruppen af kvinder fra Farsø Handelsstandsforening havde budt velkommen.

Carolyn Kaddu Rasmussen, er af mange er kendt fra tv-programmet, ”Helt Sort” sammen med sin komiker søn Melvin Kakooza.

Et program hvor den danske kultur tages op. En kultur som Carolyn Kaddu Rasmussen – ud over sproget, havde svært ved, da hun ankom til Danmark for 30 år siden med 2 små børn. Men som hun i dag trives rigtig godt i. Mødet med Danmark fik hun den 11. november 1992, som var starten på en hel ny tilværelse.

Inden mødet med den danske kultur fortalte Carolyn Kaddu Rasmussen om de barske oplevelser hun kom fra og måtte flygte fra – først som barn i Uganda og senere som 21 årig fra Kenya til Danmark.

Som barn blev hun passet af sin farmor, som igennem hele hendes liv har været hendes forbillede. Farmoren sagde: Rank ryggen og vær stolt af at være kvinde!. Det råd har hun fulgt med familie, uddannelse og karriere.

Carolyn Kaddu Rasmussen fortalte sin meget personlige historie, som også kan læses i hendes bog ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden”. Bogen var der mulighed for at købe i pausen og efter pausen kunne tilhørerne i salen stille hende spørgsmål. Efter et par timer på hotellet kunne de 110 deltagere tage på shopping hos Inge og Birthe og i Matas, som i dagens anledning gav procenter på køb.

Underskud har krævet handleplan for museer

Den årlige markering går på skift imellem de tre kommuner. I år er det Vesthimmerlands tur, hvor Stenaldercentret i Ertebølle er valgt som lokation for afholdelsen.

AARS/ERTEBØLLE: Vesthimmerlands Museum har i årevis kæmpet med et utilstrækkeligt tilskudsgrundlag. Det har medført, at museet nu har en negativ egenkapital. Det betyder, at museet, der også drifter Stenaldercenter Ertebølle er ude i markante driftsbesparelser i 2023 og 2024 for at få økonomisk balance.

For 2023 er der sågar bevilliget et kommunalt særtilskud på kr. 475.000. Et beløb – og mere til, nemlig kr. 514.000, som museet, indtil videre, selv skal finde en løsning på i 2024.

For de besøgende betyder det først og fremmest en reduceret åbningstid.

Kigger man isoleret på Stenaldercenter Ertebølle reduceres sæsonen, således at den kun er på 8 uger. Fra april til oktober vil der dog være åbent for besøgsgrupper ved forudgående bestilling. Det betyder, at der kan spares på sæsonansatte. Der vil også være besparelser på skoletjenesten på både Vesthimmerlands Museum og Stenaldercenter Ertebølle svarende til 8 timer pr. uge, hvilket betyder at skoler vil have mindre mulighed for at aflægge besøg.

I det hele taget kigges der på mandetimer i forskning, åbningstid, administration og konservering. Tiltagene gør, at det er i 2023 vurderes muligt at finde 200.000 kr. som investeres i arkæologiske administrationsopgaver for at undgå underskud på dette område (til allerede ansatte medarbejdere) og for ikke at sætte statsanerkendelsen over styr. Det vil også have fokus i 2024.

Samtidig vil museet forsat have stort fokus på at rejse projektmidler fra fonde og puljer. Her bliver der brug for fagkompetencer som en væsentlig forudsætning for at opnå bevillinger. Det gælder også for projekter, der kan løfte turistrelaterede oplevelsespotentialer bl.a. ifm. Aggersborg og Ertebølle.

Det er ledelsen på Vesthimmerlands Museums håb, at museet inkl. egne driftsbesparelser i 2024 og fremover, kan modtage et forhøjet driftstilskud i størrelsesorden kr. 475.000 om året.

Dette forhold vil Vesthimmerlands Kommune dog først tage stilling til i forbindelse med budgetlægningen for 2024.

Destinationsunderskud tages sandsynligvis fra pulje til fremme af turismepulje langs Limfjorden

Himmerlands Vestkyst. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND: Byrådet har det sidste ord i slutningen af denne måned, vedrørende et underskud på 542.216 kr. der skal dækkes i et katastrofalt regnskab fra 2021 i Destination Himmerland.

Beløbet udgør Vesthimmerlands andel i Destinationens underskud på i alt kr. 1.161.586 kr. for regnskabsåret 2021. Destinationens anden ejer, Mariagerfjord Kommune dækker sin andel.

Vesthimmerlands Kommune har som betingelse for at give tillægsbevillingen på 542.216, afventet Destinationens regnskab for 2022, som heldigvis viser et positivt resultat på kr. 221.915.

Kommunens forvaltning og Økonomiudvalget lægger op til at pengene finansieres af midler fra puljen til fremme af turisme langs Limfjorden for 2023. Puljen er på kr. 800.000 årligt, som netop blev øremærket Limfjordskysten i Vesthimmerland ved indgåelsen af Destination Himmerland.

9 bestod ”pølsekursus”

HVALPSUND: I fredags stod Hvalpsund Borgerforening bag et kursus for 9 medlemmer i fødevarehygiejne – også kendt som pølsekursus

På den måde er de 9 personer, der også repræsenterer andre foreninger i Hvalpsund, klædt på til kommende arrangementer, hvor der serveres mad og drikkevarer.

Alle 9 bestod.

Sort sol over Farsø Søanlæg

Sådan så det ud over Farsø Søanlæg, torsdag aften, hvor en stæreflok lavede Sort Sol over søanlægget. Foto: Karin Winther

FARSØ: Det er ikke kun i Tøndermarsken at man kan se Sort Sol, altså hvor stære i hundredvis – sommetider i tusindvis sværmer på himlen inden de slår sig ned i rørskoven for at overnatte.

Lige nu er stærene på vej retur fra deres vinterhi sydpå.

-Normalvis færdes stære i flok ikke i byer, de foretrækker åbent land, grundet frygt for rovfugle. Men det er tilsyneladende anderledes i Farsø, hvor Søanlægget med sin rørskov ser meget tilforladelig ud, siger Vesthimmerlands naturvejleder, Karin Winther.

I denne uge er sværmen af stære set flere gange, og ifølge Karin Winther vil chancen fortsat være der indtil midten af april.

Hun fortæller at sværmen af stære – eller sort sol, vil være at se i aftenskumringen, altså mellem 19.30 og 20.30. Man kunne også opleve sort sol i Farsø Søanlæg sidste år.

Derfor opstår sort sol
Stærene samler sig i store flokke for at gå til ro for natten i rørskove. I følge Naturstyrelsen, så ved man ikke med sikkerhed hvorfor. Muligvis er det fordi, at de svimlende store flokke forvirrer rovfuglene, og når de er i samlet flok, er det nemmere for stærene at holde øje med potentielle farer.

Stærene bliver typisk angrebet af den hurtige spurvehøg, men også rørhøg og duehøg kan udgøre en trussel. Rovfuglene er på jagt efter et aftensmåltid. Det er derfor livsvigtigt for stærene, at de kan beskytte sig når der er fare på færde. Stærenes våben er lort og opkast som de i store mængder overdænger rovfuglen med.

-Det betyder også, at når du retter blikket mod himlen og den “sorte Sol” kommer over dig, så kan du også være uheldig at få en hilsen med hjem af de lidt mindre lækre slags, fortæller Karin Winther.

Hun minder om vi skal være glade for at kunne opleve naturfænomenet.

– Stærene har været i stor tilbagegang, fordi deres levesteder forsvinder til fordel for landbrug og boliger. Og de store områder med rørskov, hvor stærene overnatter, er også blevet færre.  Vi kan kun håbe, at det bliver bedre, for det er virkelig et af de helt flotte naturfænomener, som vi desværre ikke kan tage for givet i fremtiden, siger hun.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.