FARSØ: Det er ikke kun i Tøndermarsken at man kan se Sort Sol, altså hvor stære i hundredvis – sommetider i tusindvis sværmer på himlen inden de slår sig ned i rørskoven for at overnatte.
Lige nu er stærene på vej retur fra deres vinterhi sydpå.
-Normalvis færdes stære i flok ikke i byer, de foretrækker åbent land, grundet frygt for rovfugle. Men det er tilsyneladende anderledes i Farsø, hvor Søanlægget med sin rørskov ser meget tilforladelig ud, siger Vesthimmerlands naturvejleder, Karin Winther.
I denne uge er sværmen af stære set flere gange, og ifølge Karin Winther vil chancen fortsat være der indtil midten af april.
Hun fortæller at sværmen af stære – eller sort sol, vil være at se i aftenskumringen, altså mellem 19.30 og 20.30. Man kunne også opleve sort sol i Farsø Søanlæg sidste år.
Derfor opstår sort sol
Stærene samler sig i store flokke for at gå til ro for natten i rørskove. I følge Naturstyrelsen, så ved man ikke med sikkerhed hvorfor. Muligvis er det fordi, at de svimlende store flokke forvirrer rovfuglene, og når de er i samlet flok, er det nemmere for stærene at holde øje med potentielle farer.
Stærene bliver typisk angrebet af den hurtige spurvehøg, men også rørhøg og duehøg kan udgøre en trussel. Rovfuglene er på jagt efter et aftensmåltid. Det er derfor livsvigtigt for stærene, at de kan beskytte sig når der er fare på færde. Stærenes våben er lort og opkast som de i store mængder overdænger rovfuglen med.
-Det betyder også, at når du retter blikket mod himlen og den “sorte Sol” kommer over dig, så kan du også være uheldig at få en hilsen med hjem af de lidt mindre lækre slags, fortæller Karin Winther.
Hun minder om vi skal være glade for at kunne opleve naturfænomenet.
– Stærene har været i stor tilbagegang, fordi deres levesteder forsvinder til fordel for landbrug og boliger. Og de store områder med rørskov, hvor stærene overnatter, er også blevet færre. Vi kan kun håbe, at det bliver bedre, for det er virkelig et af de helt flotte naturfænomener, som vi desværre ikke kan tage for givet i fremtiden, siger hun.