Forside Blog Side 313

Egnens proff-kunder var inviteret til håndværkermesse – FOTOS

Vorup-gruppens faste leverandører havde indtaget tømmerhandelens gård og en af hallerne til håndværkermesse.

FARSØ: I næste uge er det de private der er inviteret til aftensalg hos XL Byg i Farsø.

I dag var det byggemarkedets og tømmerhandelens proff-kunder, altså håndværkere og andre erhvervskunder, der var inviteret til håndværkermesse i tømmerhandlens gård.

På messen fandt proff-kunderne 24 af Vorup-gruppens faste leverandører, som alle havde nyheder med indenfor værktøj, beklædning, trailere m.m.          

Direktør for XL Byg – Farsø Tømmerhandel, Thomas Lapirtis, tog imod de mange erhvervskunder, der var inviteret fra det meste af Himmerland.      

Direktør for XL Byg – Farsø Tømmerhandel, Thomas Lapirtis, tog imod de mange erhvervskunder. Her tømrermester Tyge Tolstrup.

Og der var mange der tog imod tilbuddet. Over middag, efter at de fleste håndværkere var klar til at gå på weekend, slog de omkring håndværkermessen for at se nyhederne og måske benytte sig af dagens særlige messetilbud.       

Der var mange nyheder indenfor værktøj

Vejret var forårslunt, og derfor blev der taget god tid til at kigge og få en snak.   

Kommunen har ikke fundet overskridelser af PFAS i drikkevand og badevand

Vesthimmerlands Kommune har ikke fundet overskridelser af PFAS i drikkevandsboringer og badevand i Vesthimmerland, gør Teknik- og Miljøforvaltningen op.

VESTHIMERLAND: PFAS er en gruppe af stoffer (måske 12.000 forskellige), som alle indeholder fluor og som har været udbredt brugt siden begyndelsen af 1950’erne.

Stofferne er stabile samt vand- og fedtskyende. Et af de mest anvendte stoffer er PFOS, som bl.a. er anvendt til brandskum, og som blev forbudt i 2011. Det er endnu tilladt at anvende næsten alle PFAS-stofferne – også i brandslukningsskum frem til 2024.

Stofferne ophobes i fødekæden og derfor er der mennesker, som har indtaget store mængder PFAS ved at spise kød fra dyr, som har græsset på PFAS forurenede arealer.

Brugen af stofferne er stadig vidt udbredt, og det er antagelsen at forureningen med PFAS har bredt sig til hele vandkredsløbet i et eller andet omfang. PFAS er således bl.a. truffet i grundvand, søer, havvand og regnvand. Mange af stofferne har stærke overfladeegenskaber, hvorfor de er vandafvisende, og koncentreres kraftigt i skum på havvand. Derudover er der lokaliteter, hvor jorden er kraftigt forurenet. Da PFAS findes i regnvand, må det desuden antages at PFAS findes i lave koncentrationer i jorden over alt.

Der er fastlagt en række grænseværdier for PFAS, bl.a. i drikkevand, og jord. Der er til gengæld ikke grænseværdier for PFAS i affald.

Vesthimmerland er afventende
Kommunen venter lige nu, som resten af landet, på en national handlingsplan, som sætter retningen for håndtering. Kommunen har dog allerede en rolle i forhold til drikkevand og badevand. Dette sætter kommunerne i en vanskelig situation.

Kommunen kontrollerer drikkevand og badevand
PFAS indgår i kontrolprogrammerne for drikkevand. Der er endnu ikke truffet overskridelser i drikkevand i Vesthimmerlands Kommune. DR har i marts bragt en historie om en række vandboringer, hvor der er konstateret særligt høje værdier. En af disse er beliggende i Aalestrup. I den er der truffet PFAS i koncentrationer på ca. 500 gange grænseværdien. Boringen er en moniteringsboring, som ikke anvendes til drikkevandsforsyning. Det antages, at forureningen stammer fra en virksomhed, som har ligget i umiddelbar nærhed.

Kommunen er ligeledes myndighed for badevandskvalitet. Der er kun udtaget enkelte prøver, men der er endnu ikke truffet overskridelser af vejledende kvalitetskriterier for badevand i Vesthimmerlands Kommune.

Regionen tager prøver af potentielt forurenede grunde
Der er på slammineraliseringsanlægget i Aalestrup truffet forhøjede værdier for PFAS i spildevandsslam. Der er ikke truffet forhøjede værdier i slam fra øvrige renseanlæg.

En række arealer er af Region Nordjylland registreret som PFAS forurenede eller under mistanke for at være det. Der er ingen af disse arealer, som anvendes til skole, daginstitutioneller lignende følsom anvendelse i vores kommune. Kommunen antager, at det også fremadrettet er regionen, som varetager kortlægning og evt. oprensning af arealer, hvor jorden er forurenet med PFAS. Kommunens rolle vil som i andre jordforureningssager være at afdække, om der kan meddeles påbud til forurener, samt at meddele tilladelse til bygge- og anlægsarbejde eller ændret arealanvendelse i samarbejde med regionen.

Kommunen har aktuelt ikke systematisk viden om PFAS-forurening i jorden. 2 enkelt prøver tæt på kysten i Hvalpsund viser, lidt uventet, ikke indhold over grænseværdierne. Derudover har regionen truffet PFAS i jordprøver fra 2 forskellige lokaliteter i kommunen.

Der er i en aktuel sag konstateret PFAS i bygge- og anlægsaffald. Det er en udfordring at håndtere dette for kommunen, da der endnu ikke er fastlagt grænseværdier i bygge- og anlægsaffald.

Der er aktuelt ikke modtageanlæg, som har miljøgodkendelse til at modtage jord, slam eller affald, med forhøjede koncentrationer af PFAS.

Byrådet skal tage stilling til om skoleelever skal i skole Bededag

VESTHIMMERLAND: Folketinget vedtog den 28. februar en lov som afskaffer Store Bededag som helligdag. Loven medfører, at Store Bededag fra 2024 vil være en almindelig arbejdsdag.

Det betyder, at de ansatte på skolerne får en ekstra arbejdsdag, uanset hvad der er aftalt i deres overenskomster og lokalaftaler. Det betyder også, at Vesthimmerlands Kommune får en ekstra lønudgift svarende til 0,45 % af årslønnen.  Kommunen forventer dog en eller anden kompensation. Regeringen har lagt op til, at kompensationen kan ydes til dagtilbud og SFO, da disse skal holde åbent en ekstra dag.

Men hvad med skoleeleverne?. Det er nemlig kommunen der bestemmer antallet af skoledage. Skal det fortsat være 200 dage – eller skal det fra 2024 være 201 dage?. Og skal Store Bededag fortsat være en fridag eller en skoledag?.  

Bortset fra sommerferiens begyndelsestidspunkt, som er sidste lørdag i juni, og reglerne for elevernes timetal, er det overladt til lokal afgørelse, hvor mange skoledage der skal være på et skoleår, og hvornår og hvilke ferier og fridage, der skal være.

Børne- og Familieudvalget har kigget på de nye forhold, men ønsker en principiel drøftelse af antallet af undervisningsdage og hvor en eventuel feriedag skal placeres. Punktet er derfor på Byrådets næste møde. 

Kommunen vært for innovationsdag om sundhed og innovative velfærdsløsninger

45 udstillere og en række indlægsholdere gav deres bud på innovative velfærdsløsninger

VESTHIMMERLAND: Danish Life Science Cluster står hvert år bag innovationsdagen ”Når Innovation Lykkes – på Tværs”. Denne gang blev den afholdt i Vesthimmerland på Gundestrupgaard udenfor Aars.

400 besøgende og 45 udstillere deltog. Alle, med en fælles interesse for sundhedsinnovation, og et fælles mål om at løse udfordringerne med mangel på sundhedspersonale i fremtiden. 

Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune, siger:

-”Når Innovation Lykkes” er en årlig begivenhed og netværksdag, som vi er meget stolte over at lægge gård og ramme til. Med over 400 mennesker tilmeldt har vi skabt et dynamisk miljø med lyst og vilje til at se innovativt ind i vores nuværende og fremtidige udfordringer på sundhedsområdet. I dag er samtidig et bevis på at en begivenhed og et arrangement, hvor det private og offentlige samarbejde er forbilledligt. Så stor tak til Danish Life Science Cluster for at give os muligheden for værtskabet i samarbejde med Rebild Kommune, siger Per Bach Laursen.

Temaet for dagen var ’Opskriften på vellykket sundhedsinnovation’, og hvordan man i fællesskab kan løse udfordringerne med manglende sundhedsmedarbejdere. Dagen bød på relevante oplæg fra den virkelige verden, paneldebatter, netværk og snak om fremtidens udfordringer og løsninger. 

Mads Duedahl, Regionsrådsformand, Region Nordjylland, der også var blandt de besøgende fortæller:

– Velfærdsteknologi er en afgørende løsning for at frigøre ressourcer og hænder i vores sundhedsvæsen. Vi skal med innovative løsninger skabe rum for mere pleje og omsorg – og derfor medvirker vi selvfølgelig i dag, siger Mads Duedahl og understreger, at både store og små teknologiske ”opfindelser” kan give mere tid til eksempelvis læger og sygeplejersker.    

Virksomheder, offentlige parter og vidensinstitutioner på tværs af regionale grænser og sektorer var med til at inspirere, fortælle om løsninger og erfaringer, danne nye netværksrelationer og give et indblik i vellykket sundhedsinnovation for de mange besøgende.

Drøftelser af skolestruktur fortsætter

Børne- og familieudvalget, som består af formand Inger Nielsen (V), Jeppe Korreborg Pedersen (K), Benny Hansen (V), David Rathkjen (SF), Jens Chr. Pedersen (S), Lars Andresen (V) og Signe Nøhr (K) på borgermødet i Vestrup Minihal forleden

VESTHIMMERLAND: Byrådet besluttede i forbindelse med budget 2023, at alle fagudvalg på baggrund af de demografiske udfordringer skal arbejde med strukturen i kommunens tilbud inden budgetforhandlingerne for 2024.

På Børne- og Familieudvalgets møde i marts blev de 9 scenarier og det samlede materiale sendt i høring med høringsfrist den 3. maj.

Siden da har Børne- og Familieudvalget afviklet 3 velbesøgte borgermøder i Ranum, Vestrup og Gedsted.

Næste del af strukturprocessen er dialogmøderne med repræsentanter fra skolebestyrelserne, hvor også dagtilbudsstukturen drøftes.

Charmeoffensiv i Sundhedens Hus

Opførelsen af Sundhedens Hus er i fuld gang. I sidste uge fik bygningen græs på taget. Sundhedens Hus vil være klar til indflytning lige efter nytår.

FARSØ/VESTHIMMERLAND: Ligesom mange andre steder er der mangel på praktiserende læger. I Vesthimmerland er der sågar flere ydernumre ledige. I Farsø er der et.    

Det nye Sundhedens Hus i Farsø, som netop nu er under opførelse, etableres med det formål at lave et fælles lægehus, hvor flere praktiserende læger og speciallæger kan få til huse.

Det er Vesthimmerlands Kommune der er bygherre på huset, og naturligvis er interesseret i at få fyldt huset med læger så hurtigt som muligt.

Som tidligere beskrevet her i avisen, så flytter Farsø Lægehus v. praktiserende læge Steinar Sandberg til huset. Han har været med til at designe huset, så det stemmer overens med de ønsker som især nyuddannede læger har, nemlig muligheden for at leje sig til lokaler i fællesskab med andre læger.

Sundhedens Hus står klar til indflytning lige efter nytår, og der er plads i huset til nye læger. Steinar Sandberg har selv et ledigt ydernummer, ligesom et ydernummer til en speciallæge er ledig.

I starten af maj måned står Vesthimmerlands Kommune bag en charmeoffensiv overfor læger og kommende læger til hele Vesthimmerland. Et godt udgangspunkt er naturligvis projektet med Sundhedens Hus, og derfor vil de potentielle læger også blive inviteret til Farsø, hvor de kan se Sundhedens Hus og få fortalt om mulighederne i Vesthimmerland                                 

I invitationen til lægerne, som altså er sendt til nuværende læger og læger under uddannelse står der: Hvis du vil være praktiserende læge et sted, hvor det giver mening og værdi – og du kan se dine muligheder, så bør du overveje Vesthimmerland. I Vesthimmerland har vi højt til loftet og himlen, men nært mellem mennesker, lyder det i invitationen fra Vesthimmerlands Kommune.    

Populær Chris MacDonald på Vesterbølle Efterskole

VESTERBØLLE: Begejstringen var til at få øje på, da Chris MacDonald i sidste uge gæstede Vesterbølle Efterskole med sit foredrag ”Koden til præstation og trivsel”.

Et bredt publikum med både betalende gæster, elever og ansatte mærkede en super veloplagt og energisk Chris MacDonald, som med humor og videnskabelige perspektiver fortalte om, hvad der helt grundlæggende skal til, for at mennesket har det godt. Chris MacDonald berørte emner som stress og depression med en naturlig alvor og bragte sig selv i spil ved at fortælle om, hvordan han selv gennemlevede en depression som ganske ung.

Vejen til bedring dengang var bl.a. brolagt med sport – og sporten og den sunde livsstil karakteriserer jo i høj grad den Chris MacDonald, som Danmark kender i dag. Der var dog ingen belærende tilgang eller en løftet pegefinger, men han vandt publikum på sin viden, som han præsenterede på en meget aktuel måde.

Samtidig balancerede han foredraget med humor og selvironi. Fortællinger omkring det danske sprogs finurligheder og oversættelser heraf, når man som amerikaner rammer Danmark, bragte publikum i latter. Oversættelsen ”no cow on the ice” vil nok af mange fremover forbindes med Chris MacDonald, som tydeligvis havde en nærværende og god kontakt med sit publikum. Elevernes begejstring udmøntede sig efter foredraget i mange snakke og en længere kø til autografskrivning og tegninger.

Omkategorisering af ejendomme

Theresa Berg Andersen

Af: Theresa Berg Andersen, Hobrovej 145, Vilsted, Medlem af Folketinget for SF

Man skal ikke straffes for at give plads til naturen – derfor bør vi have et naturkriterie i kategoriseringen af ejendomme

I SF mener vi at den nye omkategorisering af ejendomme rammer helt skævt. Derfor foreslår vi at indføre et naturkriterie, så man ikke risikerer et skattesmæk ved at omdanne landbrugsjord til natur.

For det er på alle måder skørt at have et system, som forgylder klassisk landbrugsdrift og straffer naturudlægning.

I skrivende stund venter omtrent 15.000 husejere på at få svar på om deres ejendom nu skal kategoriseres som ejerbolig frem for landbrug. Det er en del af Vurderingsstyrelsens omkategorisering af ejendomme på landet som led i udrulningen af det nye ejendomsvurderingssystem.

Helt konkret betyder omkategoriseringen at ejendomme med mellem 2 og 15 hektar landbrugsjord vil blive individuelt vurderet på baggrund af deres mest prominente anvendelse – mens dem med 15 hektar eller derover fortsat vil blive kategoriseret som landbrug. Kategoriseringen har således afgørende betydning for størrelsen på den grundskyld, som man betaler på sin ejendom.

Det betyder altså at den lille ejendom med meget natur risikerer en ny kategorisering med voldsomme stigninger i grundskylden til følge – mens det store konventionelle landbrug forskånes.

Det betyder også, at det store klassiske landbrug ofte vil slippe med et mindre skattetryk end den lille landejendom, der forsøger at bedrive landbrug på nyere og måske mere bæredygtige måder.

Med andre ord risikerer vi at tilskynde det klassiske og konventionelle landbrug – mens vi straffer ejere, som satser på alternative afgrøder, mindre animalsk produktion, samt udlægning af landbrugsjord til natur.

Det er mildest talt problematisk – og det rammer tydeligvis helt skævt.

Traditionelt har SF’s politik været, at der ikke bør være ekstra statsstøtte til landbrug gennem den nedsatte grundskyld for landejendomme. Vi mener heller ikke, at liebhaverejendomme på landet bør have skattefordele – især når vi kan se, at det ofte har presset priserne op. Derfor er vi generelt positivt stemte over for omkategorisering af grunde, for vi mener, at beskatning af grunde skal følge med tiden.

Men derfor mener vi også, at omkategoriseringen skal gøres rigtigt – og med øje for naturen samt for landdistrikternes bedste. Derfor skal vi tilskynde udlægning af landbrugsarealer til natur, og vi skal gøre det mere attraktivt at købe en landejendom for dem, der f.eks. vil lave en gårdbutik eller som vil dyrke alternative afgrøder og fokusere på lokalt producerede fødevarer.

Konkret foreslår vi derfor at man indfører et naturkriterie i ejendomsvurderingssystemet, som skal sikre, at naturen kan prioriteres i landbruget. Samtidig skal det sikre, at vi ikke risikerer en overudnyttelse af jorden.

Det vil betyde, at et areal som er udlagt som tinglyst natur, beskyttet natur eller lignende vil ”tælle med” som landbrug når man ser på ejendommens anvendelse – og så man på den måde ikke risikerer en forhøjet grundskyld for at vægte naturområder over malkekøer på sin ejendom.

Selvom det ikke løser problemerne for alle, er vi overbevist om, at det kan hjælpe mange – ikke mindst naturen.

Samtidig mener vi både principielt og helt grundlæggende at der er noget forkert i at beskatte naturudlægning. For selvfølgelig skal man ikke straffes for at ville give noget areal tilbage til naturen.

Fransgård Maskinfabrik fejrer endnu et 25-års jubilæum

Administrerende direktør og jubilar, Jens Ploug i en af produktionshallerne hos Fransgård Maskinfabrik i Fredbjerg.

FREDBJERG: Det er efterhånden ved at være en årlig tradition, at Fransgård Maskinfabrik holder et eller andet medarbejderjubilæum, og nu sker det igen.

Det vil sige: egentligt burde det have været fejret i 2020, og arrangementet var også næsten helt planlagt, men så kom Covid-19 og ødelagde det hele.

Fejring 3 år forsinket
25 års jubilæumsmarkeringen kommer derfor med 3 års forsinkelse, idet nuværende administrerende direktør Jens Ploug blev ansat hos Fransgård Maskinfabrik i 1995 som lagermedarbejder.

Jens byggede løbende på sine kompetencer og tog bl.a. en diplomuddannelse som akademiøkonom med salg som speciale. Her fungerede Fransgård Maskinfabrik helt naturligt som praktikvirksomhed. Efter endt uddannelse blev Jens tilbudt en stilling som sælger og senere fulgte en udnævnelse som salgschef. I 2006 købte han 33% af aktierne og blev derved medejer. Jens Ploug tiltrådte som administrerende direktør i 2019.

Fra lagermedarbejder til administrerende direktør
-Det har været en spændende periode fra at være lagermedarbejder via jobbet som sælger og salgschef for senest at overtage jobbet som administrerende direktør, udtaler Jens Ploug, og tilføjer med et smil: Det ville da være en skam ikke at få samlet vores kunder og forretningsforbindelser, familie og venner af huset til en fejring, når nu det er et jubilæum – også selvom det er forsinket med 3 år.

Arbejder en del fra hjemmekontoret og ude i verden
Privat bor Jens Ploug i Vildbjerg mellem Herning og Holstebro, så det er efter en længere køretur, når han møder ind på fabrikken i Fredbjerg. I en moderne virksomhed med nem IT-adgang er det dog ikke nødvendigt for Jens at møde op hver dag, så det bliver til en del dage på hjemmekontoret, hvis han da ikke lige er på forretningsrejser rundt omkring i verden.

Tankerne cleares ved Vesterhavet
I sin fritid nyder Jens at være sammen med sin bedre halvdel Majbritt, drengene Oliver og Oscar samt andet familie og venner, hvor en hel del af fritiden foregår i familiens sommerhus i Søndervig. Her traves mange, lange ture langs Vesterhavet med hunden Chanel.

-Det er det rene terapi, hvor jeg får klaret tankerne, forklarer Jens.

Forventer forretningsforbindelser fra nær og fjern
Jubilæet fejres på fredag i en af virksomhedens mange produktionshaller, som det er sket så mange gange før. Erfaringen fra tidligere receptioner viser, at der kommer folk fra nær og fjern – også fra udlandet. Fransgård Maskinfabrik sælger maskiner til store dele af verden – faktisk så langt væk som i Australien. 

SE ANNONCEN FOR RECEPTIONEN HER

-Om der kommer gæster derfra, kan vi ikke vide, siger Jens Ploug og slutter: – Det er altid en god idé at afholde et jubilæum i en af vores mange produktionshaller, da der er god plads. Mange af vores gæster kan godt lide, at det bliver fejret blandt de maskiner, de kender så godt fra deres hverdag. Så det bliver rigtigt sjovt!

Byudviklingsplan for Farsø snart klar til høring

Dette foto er fra præsentationen af Byudviklingsplanen for Farsø i Bykontoret i Farsø Rådhuscenter den 4. marts, hvor interesserede borgere kunne kigge forbi.

FARSØ: Siden sidste efterår har Vesthimmerlands Kommune, borgere og arkitektfirmaet LabLand arbejdet på en ny byudviklingsplan for Farsø.

Den overordnede plan blev fremlagt for alle interesserede i ”Bykontoret” i Farsø Rådhuscenter den 4. marts 2023

Siden har LabLand og planlæggere fra Vesthimmerlands Kommune tilføjet og rettet de sidste input til planen.

Byfornyelsesprojekter har fået yderligere 3 mio. i startkapital 
Som udgangspunkt er der afsat 3.mio som startkapital til igangsætning af 6 konkrete byfornyelsesprojekter i planen, som skal tage sin start i 2024.

Men kommunen er tilsyneladende så begejstret for planen, at økonomiudvalget den 15. marts, skød yderligere 3 mio. kr. ind til byfornyelsesprojekterne.        

Farsø – Sammen om en sund og grøn by
Nu er processen nået dertil, at Økonomiudvalget og Byrådet skal tage stilling til, om byudviklingsplanen som har fået navnet “Farsø – Sammen om en sund og grøn by” inkl. byfornyelsesprogram skal udsendes i offentlig høring.

Byudviklingsplanen indfanger både Byrådets og lokalområdets ønsker til Farsø’s udvikling. Byudviklingsplanen vil derfor være det naturlige grundlag for de kommende års planlægning og udvikling i Farsø og ikke mindst det naturlige udgangspunkt for dialogen mellem bl.a. byen, projektudviklere, fonde og kommunen.

Byudviklingsplanen er bygget op omkring en overordnet vision for Farsø, som kan rummes i sætningen “Sammen om en sund og en grøn by”, og i forlængelse af 5 strategiske pejlemærker for byen, om bosætning, erhverv, sundhed, bæredygtighed og kultur, beskrives byudviklingsplanens 4 indsatsområder og 6 konkrete byfornyelsesprojekter.

Fire indsatsområder
Planens 4 indsatsområder er: 1. Boliger for alle., 2. En vækstby for erhverv., 3. En levende bymidte samt 4. Bynatur og landskab.

For hvert indsatsområde er der et forslag til fokus for indsatsen, og dernæst er der beskrevet en række mere eller mindre konkrete idéer og forslag til hvor og hvad, der kan arbejdes med.

Planens handleplan beskriver, hvordan der kan arbejdes for en realisering af planens indsatsområder. Heraf fremgår, at kommunen har initiativpligten på nogle af planens indsatser som f.eks. en snarlig udpegning af erhvervsarealer og stillingtagen til indretning af området omkring busstationen og skolen, mens byen har initiativpligten på andre, som for eksempel at skaffe yderligere fondsmidler og afklare perspektiverne for et byens hus.

Seks konkrete byfornyelsesprojekter
Planens 6 byfornyelsesprojekter er: 1. Nyt inventar til torveområdet., 2. Større synlig forbindelse mellem busstation og skole., 3. Synliggørelse af ”Den røde tråd”., 4. Cirkelbro ved søens samlingsplads., 5. Stier og biodiversitet ved naturrummet syd for Sundhedshuset samt 6. Fjernelse af fitness-udstyr ved ellipsen mellem skolen og hallerne.

Klar til høring
Kommunen forpligter sig med byfornyelsesprogrammet til at realisere de konkrete byfornyelsesindsatser, når byfornyelsesprogrammet er vedtaget.

Borgere og interesserede har i hele forløbet haft mulighed for at komme med forslag og ideer til planen bl.a. via spørgeskemaundersøgelse og bylivskontoret. Hvis byudviklingsplanen sendes i høring har interessenter mulighed for at se det endelige resultat – og endnu en mulighed for at komme med bemærkninger inden byudviklingsplanen vedtages endeligt.

Det forventes at byudviklingsplanen udsendes i høring i maj måned.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.