Forside Blog Side 298

Få dage til herregårdskoncert på Hessel

På søndag er der herregårdskoncert i det fri på Hessel. Hvis vejret holder, vil siderne på teltet blive taget af, så musikken kan nydes sammen med den fantastiske udsigt fra Hessel til fjorden.

HVALPSUND: På søndag afholder Museet Herregården Hessel koncert i det fri med Kristian Lilholt og Tamra Rosanes.

Koncerten er et samarbejde mellem Hvalpsund Borgerforening og Hessel. Det er nu andet år at denne type koncert afholdes, og begge parter er glade for samarbejdet, der er båret af frivillige kræfter i borgerforeningen og på Hessel.

I et telt med udsigt henover både Hvalpsund og Limfjorden er ønsket at give gæsterne en smuk naturoplevelse med dejlig musik til. Koncerten begynder kl 14, men der adgang til teltet allerede en time før. Gæsterne kan også besøge herregården før koncerten eller i pausen.

De to kunstnere der underholder på søndag er først Kristian Lilholt og dernæst Tamra Rosanes.

Kristian Lilholt står bag 12 albums og hans musik er iørefaldende og genkendelig. Han kommer uden band og vil give en nærværende musikoplevelse.

Tamra Rosanes er Danmarks country dronning og synger smukke sange med fængende musik. Hun er på hendes 40 års jubilæumsturne og vil give en festlig koncert med masser af energi og dynamik.

Der kan stadig købes billet til Herregårdskoncerten.

Himmerlandshistorie fortalt ved Johs. V. Jensens mindesten

FARSØ: For første gang – så vidt vides, blev der her til aften fortalt himmerlandshistorier ved Johs. V. Jensens Mindesten på højdedraget syd for Farsø.

Og hvad er mere nærliggende, andet end at anledningen faktisk var flere; Vesthimmerlands Kulturarvsmåned og solhverv, altså årets længste dag. Derfor kunne Johs. V. og Thit Jensen invitere til højdedraget kl. 21.00, hvor de fremmødte udstyret med et glas vin og snaks kunne sætte sig til rette på de opsatte klapstole ved mindestenen.

Herefter var det at lytte og lade billederne danne for det indre øje. Johannes Thomsen fra Viborg Fortællerkreds var nemlig en eminent fortæller af Johs. V’s Himmerlandshistorie ”Syvsoverne”, så man nærmest kunne se det dvaske Bakfolk, som er hovedpersonerne i historien, for sig.

Historiefortællingen i de flotte omgivelser ved mindestenen varede ca. 40 minutter, hvorefter de ca. 40 fremmødte drog hver til sit igen. Oplevelsen var så god, at det klart er et arrangement til gentagelse med en anden af Johs. V’s himmerlandshistorier.  

Midsommerarrangement ved Johs. V. Jensens mindesten

Tag klapstolen under armen og deltag i Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museets midsommerarrangement ved Johs. V’s mindesten på onsdag, hvor der er sang og en god lokal Himmerlandshistorie i aftensolen.

FARSØ: I dag den 21. juni er årets længste dag – sommersolhverv.

I anledning af Johannes V. Jensens 150 års fejring har Johs. V. Jensen og Thit Jensen museet i år valgt at forlægge det faste midsommerarrangement til det stemningsfulde område ved Johannes V. Jensens Mindesten lige syd for Farsø.

Midsommerarrangementet, som finder sted i aftensolen, vil igen i år være ramme om hyggeligt samvær med et par sange og en god historie. I år optræder Johannes Thomsen fra Viborg fortællekreds. Han vil underholde med Johannes V. Jensens kendte Himmerlandshistorie om Syvsover-familien på Bakgaarden Den er der altid god lejlighed til at få genopfrisket!

-Museet er vært ved et glas vin undervejs, fortæller museumsleder Peter Hørup, der også oplyser at der er et mindre antal klapstole til rådighed, så medbring evt. gerne en selv. Hvis det skulle ske, at det regner kraftigt vil arrangementet blive afholdt indendørs på museet i Søndergade.

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

Lukker ikke plejehjem – men laver midlertidige lukninger af plejecenterafsnit

VESTHIMMERLAND: Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune har i dag afholdt ekstraordinært udvalgsmøde, hvor det er blevet besluttet at arbejde videre med midlertidige lukninger af plejecenter-afsnit og derfor ingen permanente lukninger på området.

26 pladser er allerede nedlukket på Plejecenter Solvang i Aars og med beslutningen i dag skal der ikke lukkes yderligere der. I stedet for permanente lukninger, så er det besluttet, at der midlertidigt skal lukkes 17 pladser – og her er indstillingen fra Sundhedsudvalget, at det er ni pladser på Plejecenter Aaglimt i Aalestrup og otte pladser på Plejecenter Højgården i Farsø.

Det bliver nu sendt i høring. Forvaltningen skal samtidig belyse og undersøge, om der midlertidigt kan reduceres pladser på Røde Kors Hjemmet i Løgstør, som et alternativ til Plejecenter Aaglimt eller Plejecenter Højgården i Farsø.

Formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen, siger:

-Vi har i dag afholdt et ekstraordinært sundhedsudvalgsmøde for at få vores kommende plejehjemsstruktur på plads før sommerferien. Det har været et gennemgående ønske på borgermøderne og det har vi lyttet til. Et enigt Sundhedsudvalg har valgt at fastholde antallet af plejehjem i Vesthimmerland.

-Med baggrund i, at vi bliver 50 % flere plus 80-årige de næste 10 år, har vi lagt vægt på, at vi på lang sigt får brug for den nuværende plejebolig-kapacitet. Beslutningen sikrer både vores økonomi og det faktum, at vi med midlertidige løsninger og ikke permanente lukninger fastholder vores plejehjemsberedskab, siger Asger Andersen, formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, og glæder sig over, at personale, pårørende og ikke mindst beboere i ro og tryghed kan gå på sommerferie og kende den nye struktur på området.

Den endelige beslutning om, hvilke plejecenter-afsnit der midlertidigt skal lukkes, sker efter høringsprocessen og en politisk behandling i Sundhedsudvalget og senere i Byrådet til august.

Vuggestuen Påfuglen har fundet sig til rette på Gedsted Skole – FOTOS

Her til eftermiddag var der indvielse af vuggestuen Påfuglen på i Børnehuset på Gedsted skole.

GEDSTED: Her til eftermiddag var der inviteret til indvielse af Vuggestuen Påfuglen.

Børn, forældre, ansatte, politikere og forvaltning var inviteret med til indvielsen, der ud over taler også bød på kendte børnesange akkompagneret af elever fra 6. klasse.  

Der var fælles tale ved skoleleder Anne Mette Rasmussen og Gitte Mortensen fra Børnehuset Sangfuglen, som vuggestuen Påfuglen nu er blevet en del af.

-Hold da op, sikke en festdag, lød det fra Gitte Mortensen, fra Børnehuset Sangfuglen, som vuggestuen Påfuglen nu er blevet en del af. Sammen med skoleleder Anne Mette Rasmussen fortalte de om samarbejdet.

-Vi har nu en dejlig og rummelig vuggestue, der nu kan rumme alle vores vuggestuebørn. Vi vil gerne sige til det politiske udvalg som med en ekstra bevilling har gjort det her muligt.

Det er faktisk kun tre år siden at sangfuglen flyttede ind her. Og der blev det lavet med en vuggestue til 8 børn. Det var passende på det tidpunkt. For 2,5 år siden kom vi hurtigt på 16 børn og nu er vi på en 18-20 stykker. Så derfor har vi to år lånt den ene børnehavestue, så vuggestuen kunne blive delt i 2, lød det fra Anne Mette Rasmussen.  

Nu har vi to dejlige stuer. Lille Påfugl og Store Påfugl. Vi har to store rummelige garderober og badeværelse med to puslepladser. Et rummeligt køkken så der nu kan laves mad til 20 børn. Vi har også fået et lille mødelokale som vi manglede.

Vi skylder en stor tak til det fleksible personale i vuggestue og børnehave som de sidste to år har måttet flytte rundt. Også tak til de tålmodige børn og forældre.

Der var også en tak til HimmerLand Resort som i forbindelse med ombygning har doneret et fint legeland til vuggestuen.

Fra formand for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen, lød det: – Hvor er det dejligt at se at der her i Gedsted sker rigtig mange ting. Jeg tror, at det er tredje eller fjerde gang vi er her til indvielse – eller en anden form for festlighed. Det er dejligt!. Tak for det!.  Når vi kigger tilbage i historien så var det i 2005 at man lagde børnehaven Lyngvej og Fritidshuset sammen til Børnehuset Gedsted. I 2008 lagde man Børnehuset ind under skolen og så kaldte man det for en LBO. Herigennem fik man muligheden for at samarbejde med skolen, dog stadig på to adresser. I 2013 blev der mulighed for vuggestuepladser i Gedsted. Det havde der ikke været tidligere, og det er altså nu 10 år siden, hvor man startede op med 6-8 vuggestuebørn.  I dag er vi så oppe på at indvie en vuggestue til 18 børn. Det er lidt tankevækkende i en kommune, hvor der er faldende børnetal, at man i Gedsted ser, at vi skal udvide antallet af vuggestuepladser. Det er dejligt!. For kort tid siden var vi i Bakkegården i Farsø, hvor der også var indvielse af en om- og tilbygning. Vi er faktisk rigtig glade som udvalg, at via vores Masterplanmidler kan bidrage til vedligeholdelse af lokaler og gode arbejdsforhold for vores medarbejdere på børneinstitutionsområdet. Efter taler og kage var der mulighed for at se Påfuglens nye lokaler.

Man kunne se vuggestuens nye lokaler
Selvfølgelig blev der også budt på kage

Ullits vil have friskole

150 borgere indfandt sig mandag aften i Ullits Minihal til borgermøde om muligheden for at etablere en friskole til erstatning for Ullits skole, som Byrådet i Vesthimmerlands Kommune i sidste uge besluttede at lukke.

ULLITS: Her til aften blev grundlaget for dannelsen af en friskole i Ullits til. 150 borgere var mødt op til borgermøde i Ullits Minihal.

Det skete fire dage efter, at Ullits i torsdags fik den klare besked i Byrådssalen, at Ullits skole skal lukke. Dog fortsætter det kommunale pasningstilbud i Børnehuset som hidtil.

Hvad skal der til?
Britta Skov Hansen, Ullits og Kristina Schøning Baandrup, Hvalpsund havde taget initiativ til borgermødet, og havde brugt de mellemliggende fire dage til, at lave aftaler og indhente information om hvad der skal til for at byen kan overtage skolen og omdanne den til en friskole.

Dialogerne i Ullits Minihal var mange

Nyttige informationer fra andre friskoler
Først og fremmest havde de været i kontakt med flere lokale friskoler, som beredvilligt og med tilbud om samarbejde, mødte op i Ullits for at fortælle hvad en friskole indebærer.

Særligt leder Troels Bergholt fra Overlade Friskole gav et rigtig godt overblik over hvad det kræver at drive friskole. Han gjorde meget hurtigt op: Hvis lokalområdet – uanset alder, ikke ser det som et fælles projekt, så har en friskole ikke en chance. Skolen kan ikke alene drives på baggrund af elever og lærere, der skal også en masse frivillige kræfter til – herunder også en bestyrelse med mange forskellige kompetencer. For med en friskole kommer intet af sig selv, man skal gøre det hele selv og man er afhængig af sammenholdet.  

Han nævnte som eksempel. Vi har ikke råd til at have en pedel ansat. Det betyder, at vi selv skal rydde sne om vinteren og lave småreparationer. Vi har også frivillige til at gøre rent på skolen. Det er ting som I ikke tidligere, som by, har skullet bidrage til skolen med.   

Herefter fulgte informationer fra Overlade Friskole, Hundelev Friskole, Fjelsø Friskole og den tidligere friskole i Strandby, der som bekendt ikke klarede den. Fra Lina Hartmann, der havde været med i Strandby Friskoles bestyrelse, lød det: Læg ikke alle opgaver over på få. Vær sammen om det!. Sørg for at holde på børnene i Ullits, så grundlaget ikke smuldrer. I har meget bedre forudsætninger end Strandby havde. I ligger et godt sted, midt i det hele, med et elevgrundlag fra Hvalpsund men også fra Farsø. Der er kun 6 km. i hver retning. Og sørg så allerede for nu, at søge efter en god skoleleder.             

Skolebygningen kan overtages for 1 mio. kr.
Efter informationerne fra de andre friskoler, kunne Britta Skov Hansen fortælle at hun har været i kontakt med Vesthimmerlands Kommune angående skolebygningen. Den kan overtages, inkl. inventar for 1. mio. kr. Der er mulighed for finasiering gennem kommunekredit. Hun kunne også fortælle at friskolen senest 15. august skal tilmeldes Undervisningsministeriet sammen med kr. 20.000. Som formand for Ullits Borgerforening kunne hun meddele, at pengene allerede var bevilliget – fra Borgerforeningen. Senest 1. februar skal der falde yderligere kr. 10.000. Disse penge vil en lokal anonym bidragyder give.

Det førte til, at rigtig mange af de fremmødte skrev sig op til at give tørn til etablering af en friskole i Ullits. Alene til arbejdsgruppen, som skal gøre forarbejdet, meldte sig 16 personer.

Lister hurtigt fyldt med navne
Med andre ord, er de indledede opgaver hen mod en friskole i Ullits på plads. Men det store spørgsmål denne aften var. Vil man have en friskole?

Det skulle en efterfølgende dialog i salen, og lister hvor man kunne skrive sig på til arbejdsgruppe, støtteforening, pedelklub – eller i det hele taget bare tilbyde sin hjælp vise.

Listerne blev hurtigt fyldt ud med navne. Til arbejdsgruppen meldte sig 16 personer og til støtteforeningen 14. Listerne med frivillige hjælpere talte et godt stykke over de 50, og de bød ind med mange forskellige ting, de kunne hjælpe til med af praktisk karakter.

Man har valgt at gribe muligheden for en friskole i Ullits

Med andre ord gik man fra borgermødet med en god følelse og ikke mindst opbakning til at gå videre. Nu skal arbejdsgruppen i gang med det praktiske. Ullits har et år til, at gøre en friskole klar.    

Vilde Blomsters Dag på Louns

I dag søndag kan man få et nærmere kig på de vilde blomster på Louns.

LOUNS: Den delvist fredede Louns Halvø er et spændende naturområde, der byder på stejle kystskrænter, høje bakker med et frodigt vildt liv med spændende blomster og flere vilde orkideer, men også mange hyldetræer, som bruges til lokale produkter.

Interessen for vilde planter har været stigende gennem de seneste år. Netop juni måned er højsæson for blomstrende planter hvor skove, overdrev, enge og vejkanter springer ud i et sandt farveorgie.

En tur i naturen bliver mere spændende, jo mere man ved om de arter, man ser: Hvad hedder planterne, hvilke krav stiller de til deres voksested, hvordan bestøves de, hvordan får de spredt deres frø?  Alt dette og mere til fortælles der om den første halvanden time når biolog Susan Hangstrup og naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune guider på de fredede arealer.

Efterfølgende tager Janni Sørensen, der er økologisk landmand og står bag idéen om at gøre hylden til Louns-halvøens vartegn over.

Sammen med lokale dyreholdere vil hun fortælle om deres tiltag for at fremme biodiversiteten og de vilde blomster.
SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

Dispensationer på Marinagrund afvist

HVALPSUND: Torben Halkjærs Tømrer- og Snedkerforretning ApS har som ejer af grunden Fjordvej 18 (Marinagrunden) søgt om dispensation fra lokalplan 1036, da det ønskede projekt afviger fra lokalplanen med hensyn til placering og materialevalg

Teknisk forvaltning har desuden tidligere behandlet en ansøgning om dispensation til overskridelse af byggefeltet, og har meddelt afslag på dette.

Torben Halkjær har ændret lidt på projektet og søger nu igen om at bygge udenfor byggefelterne, samt at bygge højere indenfor byggefelterne og at bygge i et andet materiale end lokalplanen foreskriver.

Projektet indeholder 7 dobbelthuse og et fælleshus på Fjordvej 18. Projektet overholder ikke lokalplanen på 3 områder: Projektet overskrider byggefeltet med 4 meter ind på et område tiltænkt til udsigtskile/sigtelinje. Projektet overskrider højden i de yderste 2 meter af byggefeltet med 2,5 meter. Projektet overholder ikke lokalplanens bestemmelser om facadematerialer. Projektet er tegnet med blank mur (tegl/mursten der ikke er pudset).

Teknik og Miljøudvalget er enig i forvaltningens indstilling om, at der ikke gives de 3 dispensationer.

15-årige drenge har fået interesse for veterantraktorer

Her ses de to 15-årige drenge foran hver deres traktor som de begge købte sidste år. Til venstre ses Frederik Nøhr foran sin røde Bukh 302 Super, årgang 1960. Til højre Lukas Bang Gam foran sin blå Ford 3000, årgang 1968. Begge er de blevet bidt af det med veterantraktorer og fællesskabet omkring dem.

HAUBRO: De har endnu ikke fået traktorkørekort, men alligevel interesserer de to 15-årige drenge Frederik og Lukas fra Haubro sig for traktorer.

Der er ikke tale om de nye store fuldautomatiske traktorer med firehjulstræk og masser af hestekræfter, som man måske skulle tro. Næ, nej, de to knægte har såmænd interesse for veterantraktorer. Traktorer som er op til fire gange så gamle som de selv er.

Det er traktorer som deres bedsteforældre og andre på den alder ved meget mere om end dem. Og indrømmet, det er nok også herfra interessen er spiret for de gamle traktorer, selvom begge drenge bor i Haubro by og altså ikke er vokset op på en gård.

Men de er blevet fortalt om landbruget i gamle dage, forskellen på traktorerne og de redskaber der hørte til og hvordan man hjalp hinanden. Det var tiden før maskinstationer og store kæmpetraktorer kom til. 

Det er de to drenge blevet fascineret af – godt hjulpet på vej af veterantraktor-entusiaster i Haubro, der i år for anden gang, i den forgangne weekend, stod bag Haubro Traktortræf.

Blandt de 170 andre veterantraktorer, står de to drenges.

Sådan en gad jeg godt have
Lukas Bang Gam købte sin blå Ford 3000, årgang 1968, sidste år. Men før det, var han gæst på traktortræffet i Haubro.

-Der sagde jeg, at sådan en (veterantraktor – red) gad jeg godt have, fortæller Lukas.

Det blev hørt, og han fik en aftale om et besøg hos 86-årige Ejvind Rask Nielsen, der om nogen har en passion for veterantraktorer og altid har gang i et nyt veterantraktorprojekt i sit værksted i Haubro.

-Jeg er kommet hos Ejvind siden. Særligt efter jeg fik Ford’en, for der var problemer med forvarmeren. Det fik vi fikset, fortæller Lukas, der indrømmer han er blevet lidt bidt af det med veterantraktorer.

Ud over at gå og skrue på sin traktor og kigge Ejvind over skulderen, så har Lukas også været med på et par træf, bl.a. Kongensbro som er landets største træf.

Købt for konfirmationspenge
Frederik Nøhr har en Bukh 302 Super, årgang 1960.

Han har fået interessen fra hans bedstefar Arne, som også var med på træffet i weekenden, men som gæst. Han kørte ikke Bukh men Deutz, så det afslører at Frederik selv har valgt sin traktor.

-Jeg har købt den for mine konfirmationspenge, fortæller Frederik. Jeg valgte den her traktor fordi den havde nogle gode dæk, alt det andet kan jeg fixe.

Begge traktorer havde fået spændt et redskab efter. Ford’en en roeoptager og Bukh’en en aflæsservogn.

Det var dog ikke deres egne, men tilhører derimod Jens Ole Rask, der har en stor andel i veterantraktortræffet i Haubro, men også i det hele taget i den lokale traktorklub Motor- og Traktorklubben Himmerland, der deltager i pløjninger, træf og andet i lokalområdet på private marker, men eksempelvis også på Hessel og i Vesterbølle.

De to drenge gav også en hånd med ved træffet, bl.a. med at vise udstillere på plads, men også med at gelejde gæster til en parkeringsplads.

Vi vil gerne have flere unge med
-Det glæder mig, at have fået drengene med. Vi vil gerne have endnu flere unge med. Derfor har vi heller ikke længere kun veterantraktorer men også klassik traktorer fra 1970’erne og opefter.

Traktorklubben dannede for ca. 10 år siden, ungegruppen ”De unge på de gamle”, men den gruppe af unge er også efterhånden blevet ældre. De er alle i 30’erne, så der er i den grad brug for nye unge.

Måske flere unge er på til veterantraktorklubben.

Derfor er det vigtigt for Jens Ole Rask, hele tiden at begejstre unge for de gamle traktorer. Hvis ikke, så vil interessen og synet af de gamle traktorer automatisk have en udløbsdato.

-Det vil virkelig være en skam, for der er så stor en læring, fælleskab og fornøjelse gennem disse gamle traktorer. Og alle kan være med. De er til at komme til for penge, man kan skrue på dem, det er let at få reservedele – og ikke mindst så er de sjove at køre på, siger Jens Ole Rask.

Træffet lagde op til at man fra en helt ung alder får interesse for traktorer.

Etablering af vinteropbevaringsplads og mastehus gået i gang

Lige nu er etableringen af den nye vinteropbevaringsplads med veje, sti, el m.v. i gang

HVALPSUND: I efterhånden et par uger har gravemaskiner gjort det forberedende arbejde til den nye vinteropbevarings for både, når de for vinteren hives op af lystbådehavnen.

Pladsen erstatter den hidtidige, og vil være klar til efteråret, når bådene skal hentes på land.

Det samme vil et nyt mastehus, som der netop nu skal til at støbes fundament til.

Mastehusets placering har dog – ligesom placeringen af en sauna ved badeanlægget, mødt kritik.

”Hvorfor skal disse bygninger placeres på langs, så de tager meget af udsigten?. Hvorfor kan de ikke placeres med gavlen mod vandet. Det ender jo med at man kun kan se vandet fra vandkanten”, lyder det på Hvalpsund Borgerforenings facebook, som bruges af mange Hvalpsund borgere som debatforum

Mastehuset bliver 25 meter langt

Sådan ser skitsen ud for vinteropbevaringspladsen som vil stå helt klar til efteråret. Det gælder også det nye mastehus, som arbejdet snarest går i gang med. Borgerne har dog kritik af mastehusets placering på tværs i vandkanten, som tager unødig udsigt til vandet.
Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.