GEDSTED: Her til eftermiddag var der inviteret til indvielse af Vuggestuen Påfuglen.
Børn, forældre, ansatte, politikere og forvaltning var inviteret med til indvielsen, der ud over taler også bød på kendte børnesange akkompagneret af elever fra 6. klasse.
-Hold da op, sikke en festdag, lød det fra Gitte Mortensen, fra Børnehuset Sangfuglen, som vuggestuen Påfuglen nu er blevet en del af. Sammen med skoleleder Anne Mette Rasmussen fortalte de om samarbejdet.
-Vi har nu en dejlig og rummelig vuggestue, der nu kan rumme alle vores vuggestuebørn. Vi vil gerne sige til det politiske udvalg som med en ekstra bevilling har gjort det her muligt.
Det er faktisk kun tre år siden at sangfuglen flyttede ind her. Og der blev det lavet med en vuggestue til 8 børn. Det var passende på det tidpunkt. For 2,5 år siden kom vi hurtigt på 16 børn og nu er vi på en 18-20 stykker. Så derfor har vi to år lånt den ene børnehavestue, så vuggestuen kunne blive delt i 2, lød det fra Anne Mette Rasmussen.
Nu har vi to dejlige stuer. Lille Påfugl og Store Påfugl. Vi har to store rummelige garderober og badeværelse med to puslepladser. Et rummeligt køkken så der nu kan laves mad til 20 børn. Vi har også fået et lille mødelokale som vi manglede.
Vi skylder en stor tak til det fleksible personale i vuggestue og børnehave som de sidste to år har måttet flytte rundt. Også tak til de tålmodige børn og forældre.
Der var også en tak til HimmerLand Resort som i forbindelse med ombygning har doneret et fint legeland til vuggestuen.
Fra formand for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen, lød det: – Hvor er det dejligt at se at der her i Gedsted sker rigtig mange ting. Jeg tror, at det er tredje eller fjerde gang vi er her til indvielse – eller en anden form for festlighed. Det er dejligt!. Tak for det!. Når vi kigger tilbage i historien så var det i 2005 at man lagde børnehaven Lyngvej og Fritidshuset sammen til Børnehuset Gedsted. I 2008 lagde man Børnehuset ind under skolen og så kaldte man det for en LBO. Herigennem fik man muligheden for at samarbejde med skolen, dog stadig på to adresser. I 2013 blev der mulighed for vuggestuepladser i Gedsted. Det havde der ikke været tidligere, og det er altså nu 10 år siden, hvor man startede op med 6-8 vuggestuebørn. I dag er vi så oppe på at indvie en vuggestue til 18 børn. Det er lidt tankevækkende i en kommune, hvor der er faldende børnetal, at man i Gedsted ser, at vi skal udvide antallet af vuggestuepladser. Det er dejligt!. For kort tid siden var vi i Bakkegården i Farsø, hvor der også var indvielse af en om- og tilbygning. Vi er faktisk rigtig glade som udvalg, at via vores Masterplanmidler kan bidrage til vedligeholdelse af lokaler og gode arbejdsforhold for vores medarbejdere på børneinstitutionsområdet. Efter taler og kage var der mulighed for at se Påfuglens nye lokaler.