Vester Hornum kirke har i flere måneder været indhyllet i stilladser og plast, da kirken er ved at få nyt tag.
VESTER HORNUM: Siden starten af december er der blevet arbejdet med et nyt tag på Vester Hornum Kirke. At der er noget i gang ses meget tydeligt, da kirken i næsten fire måneder har været indhyllet i stilladser og plastik.
Årsagen er at tegltaget på Vester Hornum Kirke, der stammer tilbage fra en gang i 1940’erne er utæt og fugten ødelægger spærene. Derfor er taget på kirken, inklusive taget på tårnet – nu ved at blive udskiftet, ligesom nogle spær er blevet repareret.
Som altid dukker der noget ekstra op, så projektet blevet lidt forsinket.
Selvom både kirke og håndværkere har kunnet være i tørvejr under plastikken, så har det alligevel ikke været muligt at gennemføre alle gudstjenester i kirken, som det ellers var planlagt. Årsagen er at byggestøv har lagt sig rundt omkring inde i kirken. Derfor har sognets øvrige kirker været i brug.
Om årets konfirmationer kan afholdes i kirken er endnu for tidligt at sige, men man krydser fingre.
Disse mange flotte påskeklip blev der lavet af børn, der besøgte Farsø Rådhuscenter i dagene op til påske, samt påskelørdag. Med deres kreativitet deltog de i konkurrencen om et Maileg kuffert legehus og et chokolade påskeæg.
FARSØ: I dagene op til påske samt påskelørdag kunne børn og deres familier tage et lille afbræk i de mange påskeindkøb, og slå sig ned i på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor der var rigget an til påske KREA.
Her kunne børn tegne og klippe et påskeæg i karton og være med i en konkurrence.
De børn der gættede denne gåde , kunne som belønning tage sig en påskechokolade hos Blomsterforretningen i Farsø Rådhuscenter.
Påskelørdag var der en ekstra konkurrence, en påskejagt, hvor man ved at løse gåderne på centertorvet blev ledt hen til belønningen et chokoladepåskeæg.
Her ses formand for lokalforeningens af Kræftens Bekæmpelse i Vesthimmerland Lisbet Andersen (i midten) med de to trofaste indsamlere Margit Laursen fra Ullits (t.v.) og Lillian Stentoft Jensen, der har samlet ind i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses landsindsamling henholdsvis 25 – og over 30 gange. Det blev i fredags betænkt med blomster og kaffe i Farsø Rådhuscenter. De to er klar til indsamlingen igen den 19. april.
FARSØ: Når Kræftens Bekæmpelse om nogle uger afholder landsindsamling, er det med velkendte og engagerede ansigter i front, som har sin egen lokalforening i Vesthimmerland.
Har samlet ind i 25 og mere end 30 år To af foreningens trofaste ”veteraner” deltager endnu en gang i indsamlingen. Lillian Stentoft Jensen deltager i år for 25. gang som indsamler i Farsø. Margit Laursen fra Ullits har ydet sin imponerede indsats endnu længere, nemlig over 30 gange. Begge har i alle årene gået deres faste rute, ca. 50 husstande, og gør det også denne gang.
Tak for indsatsen Formand for lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse i Vesthimmerland, Lisbet Andersen, havde i fredags inviteret de to indsamlere i Farsø Rådhuscenter for at overrække dem hver en buket blomster og efterfølgende en kop kaffe på Centertorvet.
-Jeg retter på lokalforeningens vegne en stor tak til de to ihærdige indsamlere, som år efter år har bidraget til den gode sag. Deres indsats er et forbillede for os alle og er med til at gøre en reel forskel, siger Lisbet Andersen, der også i år håber på et flot indsamlingsresultat.
Stadig lige så vigtig Baggrunden for at Lillian Stentoft Jensen og Margit Laursen hvert år tager en tørn ved indsamlingen er, at deres mænd blev ramt af kræft. Selvom det er mange år siden, så er det for dem stadig lige så vigtigt i dag, at der er opmærksomhed omkring kræft, som ca. hver 3. borger bliver ramt af.
Lokale tilbud for kræftramte og deres pårørende En af dem er formand Lisbet Andersen, der selv har været ramt af kræft to gange, og derfor også er meget optaget af kræftramte og deres pårørende kommer videre efter kræftsygdom.
Hun har været formand for lokalforeningen i 3 år, men det er hendes hold i Vester Hornum ”Motion og cafe” gennem 16 år, som er hendes væsentligste bidrag.
Hun ved at ”Samvær, hoved og hjerte”, som i øvrigt også er overskriften for fire hyggelige eftermiddage, giver mening og støtte. Det er lette gåture i Vesthimmerland, hvor der undervejs bliver fortalt om stedet hvor man går – og med kaffe undervejs.
-Men ikke mindst er det samværet med personer i samme situation, altså personer, der har – eller har været ramt af kræft og deres pårørende, der er det væsentligste, siger Lisbet Andersen, der håber mange vil tage imod tilbuddet om cafeen og gåturene.
Lounsgaarden tilbagelagde i alt 186 km i Rynkeby Løbet.
LOUNS: I fredags var der Rynkeby Løb for skoler og institutioner rundt om i Danmark. Løbet arrangeres for at indsamle penge til Børnelungefonden.
Løbet varede en time og det lykkedes Lounsgaardens medarbejdere og beboere at løbe/gå tilsammen 186 km. Der blev indsamlet over kr. 10.000,- som går direkte til Børnelungefonden.
Løbet foregik omkring Lounsgaarden
To af Lounsgaardens beboere var startet før de andre, da de havde drømt om at gennemføre en halvmaraton. En af beboerne har løbet flere af den slags, mens en anden gjorde det for første gang. Begge gennemførte flot indenfor en tid på 2 timer og 20 min.
Botilbuddet Lounsgaard havde tilmeldt sig løbet for at støtte op om en medarbejder der til sommer cykler med Team Rynkeby til Paris.
-Vi er enorm stolte af vores medarbejder og beboere som virkelig gav den fuld gas med mange kilometer i benene. Desuden var stemningen fantastisk i det skønne vejr med lækkert optankningsdepot og musik på boldbanen, fortæller leder Ann Jørgensen.
Overrækkelsen af begge malerier fandt sted lige inden årsskiftet, i forbindelse med en lille reception. Her ses fra venstre medlemmer af Hvalpsund kunstgruppe Orla Mikkelsen, Rita Bojer Kristensen, Alice Skals. I Til højre den ene af de to ejere af Hessel Gæsteri, Mark Puggaard og Johnny Bihlet, M10-rammer.
HVALPSUND: Kunstmalergruppen i Sognehuset i Hvalpsund har nu holdt afslutning for vintersæsonen, men er klar til start omkring 1. oktober igen.
Sognehuset har siden 2018 været rammen om kunstneriske udfoldelser af et stort hold malere, der har mødtes hver anden tirsdag i vinterhalvåret. Alle i stor interesse for at deltage i et fællesskab hvor emnet er frit, hvad enten det glæder maleri på lærred, abstrakt eller naturalistisk, akvarel, tegning, gouache, tusch, kul, tryk, eller de nye teknikker med dryppe, air-blæse og brug af kemi til at skabe fantasifulde kunstværker.
16 maler sammen Efterhånden er deltagerantallet steget til 16, og malersamarbejdet er afslappende i form af workshop tanken, hvor man dels inspirerer hinanden, giver og modtager malererfaring til og fra hinanden, holder mange gode snakke, samt diskuterer motiverne og mulige valg.
Engang imellem kan deltagerne blive enige om at få en kunstner udefra til at undervise holdet kollektivt. På den måde kan der indøves teknikker, fås større forståelse for farver og komposition, og dermed blive dygtigere med bedre resultater.
Kort sagt er der ingen faste regler, kun at alle passer på det fine Sognehus, og glæder sig over de flotte lokaler med lysindfaldet fra de store ruder, der giver perfekte vilkår for at udnytte det allerbedste dagslys til arbejdet.
Vintersæsonen bruges i malersamarbejdet Vintersæsonen strækker sig fra ca. 1. oktober til ca. midten af marts. I alt 12 gange, hvor der arbejdes, men også har plads til hygge og kaffepause.
Fælles maleri af Louns Sø Inden årsskiftet nåede gruppen at male et stort maleri af Louns sø. Det var et stort lærred, 150 cm x 100 cm som var placeret inde i depotet, med det ene formål at tage imod malingsrester strøget derpå fra de brugte paletter, for at undgå at skylle restmaling ud i kloakken. Lærredet var efterhånden blevet meget farverigt på kryds og tværs, og ved en oprydning i depotet blev man enige om, at tilbyde det til Hessel Gæsteri, der har flere store lyse vægge, dog blev det besluttet at give billedfladen et nyt motiv, som viser Louns sø. Maleriet fremstår lidt rustikt p.g.a. af de underliggende tidligere grove penselstrøg, men det er absolut ikke et minus, da det virker fremhævende på visse naturfænomener.
Skænket til Hessel Gæsteri Der blev takket et meget velkomment ja tak fra Hessel Gæsteri. Ligeledes blev der også takket ja til en donering fra Hvalpsundborger Kirsten Pedersen, der gerne ville skænke et stort smuk maritimt maleri af den kendte Aalborg maler Ejnar Gross. Begge malerier kan nu komme til sin ret på Hessel Gæsteri.
Lokale M10 har stået for indramningen Indramningen af Louns sø malereriet er professionelt udført af Johnny Bihlet, M10-rammer. Maleriet har fået en smuk ramme af lyst naturtræ, der fremhæver det fine landskab, og samtidigt er det sikret med en bagsideforstærkning, som Johnny Bihlet gav de nye ejere gode råd om, ang. varme og kuldepåvirkning, til forebyggelse af trærammen undgår skævhed.
Hvalpsund Familie Camping byder denne sæson bl.a. på fire nye glamping-safari telte. På verandaen ses campingpladsejerne Sofie og Brian Midtgaard Skov.
HVALPSUND: Foråret er kommet til Hvalpsund, og det betyder sæsonstart på Hvalpsund Familie Camping, hvor familien Midtgaard Skov nu tager hul på deres femte sæson som ejere.
Campingpladsen åbnede for to uger siden for sæson 2026, og allerede fra første dag var der stort fremmøde. Glade campister strømmede til, og fredag aften var der fuldt hus til fællesspisning. De efterfølgende dage bød på flot forårsvejr, som skabte liv og aktivitet på hele pladsen.
Hele lavsæsonen brugt på nyheder Selvom vinteren traditionelt er lavsæson, har der langt fra været stille hos familien Midtgaard Skov.
– Vi har faktisk kun holdt helt fri i juledagene. Ellers har vi arbejdet på projekter her på pladsen og deltaget i campingmesser i både Holland og Herning, fortæller Sofie Midtgaard Skov.
4 glamping safari telte Op til sæsonstarten har der været travlhed med at færdiggøre en række nye tiltag. Blandt andet er fire nye glamping-safari telte blevet opført i samarbejde med firmaet Vodatent. Teltene står klar til at tage imod gæster og er en del af en større udvikling af pladsens overnatningsmuligheder.
– Det er bare én af vores nyheder. Vi har lavet rigtig meget hen over vinteren, fortæller Sofie Midtgaard Skov.
Endnu bedre udsigt til Limfjorden Rundt på campingpladsen er der sket forbedringer flere steder. Blandt andet er store, gamle grantræer blevet fældet, hvilket har åbnet op for en endnu bedre udsigt over Limfjorden. Samtidig er der etableret et kvashegn af grenene, som giver læ for vinden.
Der er blevet bedre udsigt fra campingpladsen til Limfjorden efter at gamle grantræer er fjernet.
Samlingshytten er for alle En ny samlingshytte er også blevet opført ved indkørslen til pladsen i samarbejde med Naturekspeditionen og Vandaksen. Hytten skal bruges til blandt andet naturformidling og er åben for alle gæster.
Denne nye samlingshytte er opført i samarbejde med Naturekspeditionen og Vandaksen.
Gode forhold for autocampere Derudover kan campingpladsen fortsat tilbyde shelters, som blev introduceret sidste år og hurtigt blev populære. Autocampere er også velkomne, og der er indrettet særlige pladser med udsigt over fjorden – nogle endda med egen træterrasse.
Servicebygning gennemrenoveret Et af de største projekter har været en omfattende renovering af pladsens ældste servicebygning. Her er alt indvendigt blevet moderniseret med nyt køkken, nye toiletter og familierum. Projektet stod færdigt i februar.
Servicebygningen er blevet gennemrenoveret og står som ny
Opvarmet pool Som endnu en nyhed i 2026 bliver poolen opvarmet med fjernvarme, hvilket forventes at forlænge badesæsonen. Også campingpladsens fiskesøer er klar, og der er netop sat nye ørreder ud.
Tilbyder noget for alle De nye glampingtelte er et udtryk for ønsket om at tilbyde noget for alle.
– Man kan få campingoplevelsen tæt på naturen, men med ekstra komfort. Det er en hyggelig måde at holde ferie på, hvor flere familier også kan tage af sted sammen, forklarer Sofie Midtgaard Skov.
Med de nye tiltag spænder Hvalpsund Familie Camping nu bredt – fra klassisk camping til mere komfortable ophold og hytteferie.
Sidste år opførte campingpladsen disse shelters,
Sidste år blev en rekordsæson på Hvalpsund Familie Camping. Aldrig før har pladsen haft så mange gæster. Mon ikke med de mange nyheder i 2026, at denne rekord bliver slået.
Ca. 120 motorcykler i samlet trop fra Farsø MC’s klubhus i retning mod Hvalpsund. Her ses de i hovedgaden (Søndergade) i Farsø.
FARSØ/HVALPSUND: Skærtorsdag er, traditionen tro, ensbetydende med brummende motorcykler.
Selvom der var regn på vej, begav ca. 120 motorcykler, sig ved middagstid i samlet trop, fra Farsø MC’s klubhus og ud på de små og naturskønne veje i retningen mod Havnepladsen i Hvalpsund. Her gjorde også andre motorcykelklubber og veteranbiler holdt, til en hilsen og udstilling.
Så der var virkelig noget at kigge på! Som det er med traditioner, så trækker sådan et skue folk til. Og sådan var det også denne skærtorsdag, selvom det regnede lidt.
De mange motorcykler på Havnepladsen i Hvalpsund.
Traditionen blev for øvrigt startet af Farsø MC klub for 38 sæsoner siden.
Tag med på en spændende gådejagt og rejs 6.000 år tilbage til jægerstenalderen i Ertebølle.
ERTEBØLLE: Fra Skærtorsdag og resten af påsken kan man tage med på en spændende gådejagt helt tilbage til stenalderen.
For 6.000 år siden stod vandet ved Ertebølle højere i fjorden end i dag, og skilte to stenalderslægter ad. Men fra hver sin bred sendte to unge hemmelige tegn til hinanden. Beskederne blev gemt i landskabet, men med tiden blev de glemt.
I gådejagten Fjordens Forbandelse skal man rundt i området ved Stenaldercenter Ertebølle og finde symbolerne igen. Undervejs løser man opgaverne og samler tegnene, så den hemmelige besked kan læses.
Gådejagten er for hele familien og kræver, at børn og voksne hjælper hinanden med at løse opgaverne.
Gådejagten kan købes i Stenaldercentrets reception. Spillet består af et hæfte med ledetråde, opgaver og instruktioner. Husk også at tage et kort over stenalderområdet.
Indendørs påskejagt Er man mere til indendørs påskejagt, så besøg Vesthimmerlands Museum i Aars, hvor man kan hjælpe påskeharen med at finde sine æg. Også dette finder sted fra Skærtorsdag og resten af påsken.
Påskeharen har nemlig været en tur på Vesthimmerlands Museum men noget er gået galt! På sin vej gennem museets udstillinger har den tabt en række påskeæg med flotte mønstre. Problemet er bare, at mønstrene stammer fra museets genstande, og nu kan påskeharen ikke finde ud af, hvor æggene hører til.
Traditionen tro finder Vesthimmerlands Kunstforenings påskeudstilling sted i kirkesalen
på Vitskøl Kloster.
KUNST: For mange hører det med til påskeprogrammet, at man tager på turne med sine kunstneriske sanser til egnens kunstudstillinger og får nogle gode oplevelser.
Her er de lokale udstillinger, der alle åbner skærtorsdag.
Galleri Alstrup Alstrupvej 32, Alstrup
Galleri Alstrups Påskeudstilling hedder i år ”Japanske veje”. ”Japanske Veje” er inspireret af galleriets ejere, Hanny Abel og Jan Anker Petersens rejser i Japan, senest sidste år 2025, hvor parret havde en udstilling i Osaka. Undervejs, har Hanny og Jan Anker samtidig været så heldige at få et venskab med den japanske kunstner og kaligraf, Kinuyo Yamasaki.
Galleri Alstrup har i år fokus på japansk kunst, som indehaverne Hanny Abel og Jan Anker Petersen også selv udøver. Her ses Hanny Abel med en kalligrafi med tegnet for et langt og lykkeligt liv.
Yamasaki har til denne udstilling lavet en række meget forskellige originale kalligrafier.
Japanske kalligrafiske tegn kan udtrykke stemninger, noget helt konkret eller hele digte.
Sammen med Yamasaki udstiller lokale Kirsten Felter fra Vesterbølle med en række mindre keramiske værker. En stribe smukke krus i stentøj og raku med fine krakeleringer. Kirsten Felter har også tidligere rejst med i Japan.
Selv udstiller Hanny og Jan Anker bl.a. værker, der har været med på udstillingen i Japan, Jan Ankers mindre hjorte udført i bronze, Hannys stentøjsvaser i mange forskellige former og glasurer. Men også en række nye arbejder, vil kunne opleves.
En del af udstillingen består af genstande som parret har fået eller erhvervet i Japan.
Ting man kan undre sig over eller spørge til, og som de meget gerne fortæller om.
Mange ting er så anderledes i ”Solens Rige”, både traditioner og fysiske genstande, og det er noget af det der formidles med udstillingen.
Alle er meget velkomne til ferniseringen Skærtorsdag, hvor der bydes på en lille kop lun risvin, sake, og samvær. Udstillingen kan ses i alle påskedagene
Vitskøl Kloster Viborgvej 475, Trend
Når foråret nærmer sig og lyset vender tilbage over fjorden, åbner Vesthimmerlands Kunstforening endnu engang dørene til deres traditionsrige påskeudstilling på Vitskøl Kloster. Her mødes kunst, historie og natur i en stemningsfuld ramme, som gør det let at forstå, hvorfor foreningen selv kalder arrangementet “Danmarks måske smukkeste påskeudstilling.”
Det historiske kloster ved Limfjordens bred danner en særlig atmosfære omkring udstillingen. De gamle klosterbygninger, omgivet af det åbne landskab og fjordens skiftende lys, giver kunsten en rolig og næsten meditativ baggrund, hvor besøgende kan gå på opdagelse i både rum og værker.
Årets udstilling samler 10 kunstnere, der tilsammen repræsenterer tre forskellige kunstneriske udtryk. Fem billedkunstnere præsenterer maleri og andre visuelle værker, hvor farver, former og motiver spænder fra det figurative til det mere abstrakte. To tekstilkunstnere bidrager med værker, hvor stof, struktur og håndværk forvandles til billedlige og taktile fortællinger. Samtidig viser tre keramikere skulpturelle og funktionelle værker, hvor lerets formbarhed og brændingens spor giver hvert enkelt stykke sin egen karakter.
Sammen skaber kunstnerne en udstilling med stor variation, hvor forskellige materialer og udtryksformer taler sammen på tværs af traditioner. Netop mødet mellem kunstarterne giver publikum mulighed for at opleve, hvordan kunst kan udfolde sig i mange retninger – fra det maleriske til det håndværksmæssige og skulpturelle.
Der er fernisering Skærtorsdag, hvor Kirsten Svensmark holder talen efterfulgt af et musikalsk indslag af duoen Mette & Ivan.
Galleri Gjessing Næsbydalevej 11, Næsbydale
Skærtorsdag åbner Galleri Gjessing også sin påskeudstilling.
Som tidligere år udstiller billedhuggerne Paul Cederdorff og Ulla Slengerik-Hansen værker i bronze og ler, mens Ninni Lodahl Gjessing viser maleri, tusch og akvarel i galleriets lokaler.
Balletten, som afspejler lyset i fjorden, skyer og bølgeskum. Dansen, der viser betydningen af at være til stede i øjeblikket.
Der er portrætter, store som små, af personer, der ikke vælter trods udfordringer og modgang. Billeder af boksere og boksekampe, som dybest set viser dels energi, dels balance, og så er der selvfølgelig musikken, jazzen, der udtrykkes i maleriet eller på papir med tusch eller akvarel.
Paul Cederdorff viser sine let genkendelige værker i et enkelt og arkaisk udtryk, mens Ulla Slengerik-Hansen arbejder med den stillestående kvindefigur og den galoperende hest støbt i bronze.
Blandt 9000 andre MC’ere fandt man i fredags MC Smedien med 10 deltagere i fællesturen fra indre København til Bakken, som markerer den officielle åbning på Bakken og motorcykelsæsonen. Foto: MC Smedien
HVALPSUND: I sidste uge tog 10 motorcykler fra MC Smedien Hvalpsund, tidligt afsted fra Hvalpsund for at deltage i den store fællestur for motorcykler fra indre København og til Bakken nord for København.
Turen gik fra Hvalpsund ad de mindre veje mod Århus for at tage færgen til Sjællands Odde og derfra mod Nørrebrogade i indre København for at deltage i den store fælleskørsel for MC’ere fra hele landet med kurs mod åbningen af Bakken.
Helle Hougaard Christensen fra MC Smedien fortæller, at det var en tur i flot forårsvejr med solskin, og ikke mindst var det en stor oplevelse for deltagerne fra Hvalpsund, at deltage i fælleskørslen hvor ca. 9000 MC’ere deltog. Det var et imponerende syn, og der var mange tilskuere langs ruten for at nyde synet af alle de flotte MC’ere.
Hun fortæller videre, med et glimt i øjet, at turen til Bakken var en form for opvarmning til den store fælleskørsel Skærtorsdag på de hjemlige veje i Vesthimmerland. Her kører man traditionen tro fra Farsø MC i Farsø og en ”bette tur” rundt i Vesthimmerland for at slutte på havnen i Hvalpsund, for at markere den lokale start på MC sæsonen.