Kunstudstillinger i Påsken

KUNST: For mange hører det med til påskeprogrammet, at man tager på turne med sine kunstneriske sanser til egnens kunstudstillinger og får nogle gode oplevelser.

Her er de lokale udstillinger, der alle åbner skærtorsdag.  

Galleri Alstrup
Alstrupvej 32, Alstrup

Galleri Alstrups Påskeudstilling hedder i år ”Japanske veje”. ”Japanske Veje” er inspireret af galleriets ejere, Hanny Abel og Jan Anker Petersens rejser i Japan, senest sidste år 2025, hvor parret havde en udstilling i Osaka. Undervejs, har Hanny og Jan Anker samtidig været så heldige at få et venskab med den japanske kunstner og kaligraf, Kinuyo Yamasaki.

Galleri Alstrup har i år fokus på japansk kunst, som indehaverne Hanny Abel og Jan Anker Petersen også selv udøver. Her ses Hanny Abel med en kalligrafi med tegnet for et langt og lykkeligt liv.

Yamasaki har til denne udstilling lavet en række meget forskellige originale kalligrafier.

Japanske kalligrafiske tegn kan udtrykke stemninger, noget helt konkret eller hele digte.

Sammen med Yamasaki udstiller lokale Kirsten Felter fra Vesterbølle med en række mindre keramiske værker. En stribe smukke krus i stentøj og raku med fine krakeleringer. Kirsten Felter har også tidligere rejst med i Japan.

Selv udstiller Hanny og Jan Anker bl.a. værker, der har været med på udstillingen i Japan, Jan Ankers mindre hjorte udført i bronze, Hannys stentøjsvaser i mange forskellige former og glasurer. Men også en række nye arbejder, vil kunne opleves.

En del af udstillingen består af genstande som parret har fået eller erhvervet i Japan.

Ting man kan undre sig over eller spørge til, og som de meget gerne fortæller om.

Mange ting er så anderledes i ”Solens Rige”, både traditioner og fysiske genstande, og det er noget af det der formidles med udstillingen.

Alle er meget velkomne til ferniseringen Skærtorsdag, hvor der bydes på en lille kop lun risvin, sake, og samvær. Udstillingen kan ses i alle påskedagene

Vitskøl Kloster
Viborgvej 475, Trend

Når foråret nærmer sig og lyset vender tilbage over fjorden, åbner Vesthimmerlands Kunstforening endnu engang dørene til deres traditionsrige påskeudstilling på Vitskøl Kloster. Her mødes kunst, historie og natur i en stemningsfuld ramme, som gør det let at forstå, hvorfor foreningen selv kalder arrangementet “Danmarks måske smukkeste påskeudstilling.”

Det historiske kloster ved Limfjordens bred danner en særlig atmosfære omkring udstillingen. De gamle klosterbygninger, omgivet af det åbne landskab og fjordens skiftende lys, giver kunsten en rolig og næsten meditativ baggrund, hvor besøgende kan gå på opdagelse i både rum og værker.

Årets udstilling samler 10 kunstnere, der tilsammen repræsenterer tre forskellige kunstneriske udtryk. Fem billedkunstnere præsenterer maleri og andre visuelle værker, hvor farver, former og motiver spænder fra det figurative til det mere abstrakte. To tekstilkunstnere bidrager med værker, hvor stof, struktur og håndværk forvandles til billedlige og taktile fortællinger. Samtidig viser tre keramikere skulpturelle og funktionelle værker, hvor lerets formbarhed og brændingens spor giver hvert enkelt stykke sin egen karakter.

Sammen skaber kunstnerne en udstilling med stor variation, hvor forskellige materialer og udtryksformer taler sammen på tværs af traditioner. Netop mødet mellem kunstarterne giver publikum mulighed for at opleve, hvordan kunst kan udfolde sig i mange retninger – fra det maleriske til det håndværksmæssige og skulpturelle.

Der er fernisering Skærtorsdag, hvor Kirsten Svensmark holder talen efterfulgt af et musikalsk indslag af duoen Mette & Ivan.

Galleri Gjessing
Næsbydalevej 11, Næsbydale

Skærtorsdag åbner Galleri Gjessing også sin påskeudstilling.

Som tidligere år udstiller billedhuggerne Paul Cederdorff og Ulla Slengerik-Hansen værker i bronze og ler, mens Ninni Lodahl Gjessing viser maleri, tusch og akvarel i galleriets lokaler.

Balletten, som afspejler lyset i fjorden, skyer og bølgeskum. Dansen, der viser betydningen af at være til stede i øjeblikket.

Der er portrætter, store som små, af personer, der ikke vælter trods udfordringer og modgang. Billeder af boksere og boksekampe, som dybest set viser dels energi, dels balance, og så er der selvfølgelig musikken, jazzen, der udtrykkes i maleriet eller på papir med tusch eller akvarel.

Paul Cederdorff viser sine let genkendelige værker i et enkelt og arkaisk udtryk, mens Ulla Slengerik-Hansen arbejder med den stillestående kvindefigur og den galoperende hest støbt i bronze.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.