Forside Blog Side 24

En status på Holme

Vesthimmerlands Biogas i Holme ejet af BioCirc

HOLME: Efter der har været stille omkring Energipark Holme i en længere periode, udsendte BioCirc i sidste uge en pressemeddelelse omkring at virksomheden har modtaget 40 mio. euro fra EU til udvikling af projektet RECLAIM på Vesthimmerlands Biogas i Holme.

Det får Farsø Avis til at kontakte Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen(V), for at høre en status på lokalplanlægning, statslig udpegning og de lugtgener som anlægget er blevet bedt om at få styr på.

Noget afventer – andet starter i proces
Til det kan borgmesteren fortælle, at noget både afventer og andet snart starter i proces.

I april behandlede Teknik-, Miljø og Klimaudvalget en henvendelse fra BioCirc omkring udvidelse af biogasanlægget uden fornyet lokalplan, som udvalget ellers besluttede i 2023. Udvalget besluttede at lade punktet udgå.

Folketingsvalget i slutningen af marts og den endnu afventende regeringsdannelse har sat alt på standby med hensyn til statslig udpegning af energiparker, som Holme ellers er indstillet til. 

Den 18. juni vil Byrådet have reduktion af arealet til solceller til fornyet behandling, med henblik på at udsende et forslag i offentlig høring. Det kommer sig af at Byrådet på sit møde i januar besluttede sig for, at solceller som hovedregel kun kan opstilles indenfor 4 gange møllehøjden. Derfor blev sagen sendt tilbage til Teknik – og Miljø forvaltningen og opstiller til fornyet bearbejdning. Grundet sommerferien forventer borgmesteren at høringsperioden vil blive udvidet til slutningen af august måned mod normal 8 ugers høring,

CO2 fangstanlæg i drift fra næste måned
Borgmesteren kan fortælle, at han er blevet informeret om, at et nyt CO2 fangstanlæg vil blive sat i drift på biogasanlægget i Holme i løbet af juni måned. Det går på at integrere den nuværende biogasproduktion med CO2-fangst, gøre CO2 flydende og lagre det under jorden i den danske del af Nordsøen.

Omkring lugtgener fra anlægget, kan borgmesteren oplyse, at der ikke har været anmeldelser siden februar måned. Det nye CO2 fangst anlæg kan muligvis have en yderligere reducerende effekt af lugt fra anlægget, der ifølge målinger i forvejen holder sig under grænseværdierne i det daglige.

/cf

BioCirc får 300 millioner kroner i EU-støtte til projekt i Holme

Vesthimmerlands Biogas i Holme ejet af BioCirc

HOLME: Biocirc har fået 40 millioner euro (298 mio. kr.) fra EU Innovation Fund til projektet Reclaim i Vesthimmerland. Det oplyser BioCirc i en pressemeddelelse.

Projektet bygger på Vesthimmerlands Biogas i Holme, der ifølge projektet udvides og kombineres med vedvarende energi, så der kan produceres både biogas og grønne brændstoffer.

Ambition om cirkulær energiklynge
– Tildelingen fra EUIF er en stærk anerkendelse af Reclaim og af Biocircs ambition om at udvikle skalerbare, cirkulære energiklynger. Her er samarbejdet med kommunen og lokale aktører er afgørende for, at vi kan forankre løsningen lokalt og sikre langsigtede gevinster, udtaler Bertel Maigaard, koncernchef i BioCirc i pressemeddelelsen.

RECLAIM star for Renewable Energy Cluster for Agro-Industrial Methanol Production.

Arbejder videre med projekt og afklaring af rammer
Biocirc oplyser, at selskabet nu arbejder videre med udviklingen af projektet og afklaringen af rammer og potentiale i dialog med relevante aktører.

Petanque sæsonen er startet

FARSØ: 32 medlemmer af Farsø Petanque Klub mødtes bededag, for at starte på sæsonen på banerne på Farsø Stadion.  

Vejret var dejligt og efter 3 kampe blev der hygget med grillpølser og rødvin.

Samtidig var der mulighed for at tage den nye flisebelægning ved Klubhuset i brug.    

Fra sponsorløb til storpolitik – efterskole ramte en nerve

På Vesterbølle Efterskole står eleverne hen over året bag flere aktiviteter og arrangementer, der ud over at gå til elevernes egne rejseaktiviteter også går til humanitær støtte. Her er det høstløbet og høstfesten. Arkivfoto

VESTERBØLLE: En elevindsamling på Vesterbølle Efterskole har i år udviklet sig til mere end et lokalt projekt. Den har også ført til en usædvanlig bølge af reaktioner – reaktioner, som skolen selv vurderer ikke kun kommer fra almindelige danskere.

Eleverne har gennem sponsorløb på motionsdagen og en stor høstfest samlet godt 153.000 kroner ind som en del af skolens “Ud i verden”-projekt. 75 procent af pengene går til humanitær støtte i Ukraine samt projekter i El Salvador, mens resten bruges til at gøre rejseaktiviteterne tilgængelige for eleverne.

Kritiske kommentarer
Efter omtale i lokal presse, bl.a. TV2 Nord begyndte kommentarerne at strømme ind i kommentarfeltet. Mange af dem var kritiske og handlede om, at pengene burde være brugt i Danmark.

Men ifølge forstander Martin Diget Aamann er der noget ved reaktionerne, der skiller sig ud.

– Vi tror ganske enkelt, at en del af kommentarerne kommer fra såkaldte bots. Det vil sige falske profiler, som er oprettet for at påvirke debatten – ofte med politiske formål, siger han.

Han peger på både mængden og ensartetheden i kommentarerne som tegn.

– Der kom usædvanligt mange reaktioner på kort tid, og mange af dem gentager de samme budskaber. Det er ikke det billede, vi normalt møder, når vi taler med mennesker, siger han.

Skolens egen erfaring er en anden
– Vores klare indtryk er, at langt de fleste danskere er både storsindede og hjælpsomme – også når det gælder mennesker uden for landets grænser. Det er også det, vi har mødt i vores egen indsamling, hvor opbakningen har været stor, siger Martin Diget Aamann.

På skolen har reaktionerne fået en uventet effekt.

-Eleverne blev stolte. Der blev jublet. For dem var det faktisk ret vildt, at noget de har lavet i Vesterbølle kan være med til at genere Putin så meget, at der bliver reageret på det. Det tog de som et tegn på, at deres indsats har betydning, siger forstanderen.

Indsamlingen er en del af skolens arbejde med at give eleverne udsyn og ansvarsfølelse i forhold til verden omkring dem.

Hvis en indsamling fra lille Vesterbølle kan skabe så meget opmærksomhed, så viser det jo bare, at det nytter noget at engagere sig, siger Martin Diget Aamann.

Der blev hygget med og til mor – FOTOS

Der var pyntet op med hjerter. Også børn kunne lave en hjertehilsen til mor i krea værkstedet på centertorvet

FARSØ: Også i år gjorde Farsø Handelsstandsforening ekstra ud af Mors dag. Ud over masser af mors dags gaver i butikkerne, så blev der også inviteret på Mors dags event i lørdags i Farsø Rådhuscenter.

Butikkerne var klar med mors dag gaver.

Bag eventen stod Morsdags udvalget, bestående af Michelle Nielsen fra Sportigan og Anne Katrine Bak fra Inge & Birthe.

På centertorvet kunne børn også slå sig ned for at kreere en mors dags hilsen til mor. Det kunne enten være at designe et flot indkøbsnet eller pynte et hjerte med tegning, glitter og en hilsen. 

4 årige Daisy fra Overlade havde fundet vej til kreaværkstedet på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor hun designede et flot indkøbsnet til mor med regnbuer og en hilsen fra Daisy.

Børnene kunne også tage på bogstavjagt sammen med deres mødre eller familier. Ved at afsøge centergangen i Farsø Rådhuscenter for bogstaver, kunne de ud af de 7 fundne bogstaver, danne ordet mors dag.

Børnene kunne også gå på skattejagt i centret for at finde bogstaver. Blev den løst ventede der en belønning hos Sportigan.

/cf

Shahin Aakjær trak fuldt hus på Farsø Bibliotek

Iran-ekspert og foredragsholder, Shahin Aakjær fortalte sin personlige historie om at have hjemme i både Irak og Danmark. En meget aktuel indsigt om Iran, der trak fuldt hus på Farsø Bibliotek.

FARSØ: Omkring 50 deltagere havde i tirsdags taget plads på Farsø Bibliotek for at høre rapper, Iran-ekspert og foredragsholder, Shahin Aakjær, fortælle sin personlige historie om at have hjemme i både Irak og Danmark – og ikke mindst om kulturchokket ved som barn at blive flyttet fra land til land.  

Foredragets omdrejningspunkt var den dramatiske historie om forældrenes forelskelse, skilsmisse og kampen om forældremyndigheden. En kamp, der kulminerede i, at Shahins far bortførte den kun 8-årige dreng til Iran.

Med varme, humor og stor respekt for både den iranske og den danske kultur fortalte Sharin Aakjær om ensomheden ved at være anderledes, først i Iran og siden i Danmark, om kærligheden til sin familie og om at blive slået over fingrene, hvis man mødte op i den irakiske drengeskole med sorte negle. Han fortalte også om kulturchokket, da han vendte tilbage til Danmark efter to år i et konservativt land og pludselig at skulle forholde sig til klassekammerater, der flirtede, hørte techno og var godt i gang med dansk ungdomskultur.

Sharin Aakjær sluttede af med at fortælle, hvordan barndommens oplevelser havde givet ham både rejselyst og et mere nuanceret perspektiv på sit andet hjemland, Iran. Et perspektiv, som indimellem fører til vrede beskeder fra især herboende irakere, når han optræder i danske medier.

Til allersidst løftede Sharin Aakjær sløret for, at han arbejder på en bog om sin mor.

Genvalg sikrer fortsat fremdrift i turismen i Himmerland

Jane Andersen, CEO hos HimmerLand Resort i Gatten er genvalgt som forperson for Destination Himmerland

HIMMERLAND: Destination Himmerlands bestyrelsens forperson Jane Andersen og næstforperson Anni Grønborg Jensen blev genvalgt ved seneste bestyrelsesmøde.

Genvalget sikrer kontinuitet i arbejdet med at udvikle Himmerland som en attraktiv destination. Med fokus på stærke oplevelser, øget synlighed og et tæt samarbejde med lokale aktører arbejder Destination Himmerland for at styrke turismen og skabe vækst til gavn for både erhverv og lokalsamfund.

Turismen har et stærkt potentiale i Himmerland
Bestyrelsen vil i den kommende periode fortsætte med at understøtte indsatsen for at udvikle destinationens position og udbygge Himmerlands potentiale som turistområde.

-Turismen i Himmerland har et stærkt potentiale, men det kræver, at vi fortsat udvikler os og står sammen på tværs af aktører. Vi skal tiltrække flere gæster, få dem til at blive længere og sikre, at turismen skaber reel værdi lokalt – både i form af arbejdspladser, omsætning og en stærkere udvikling i vores område. Det er en fælles opgave, hvor også de politiske og erhvervsmæssige rammer spiller en vigtig rolle, fortæller Jane Andersen, forperson hos Destination Himmerland og CEO i HimmerLand Resort.

Næstforperson Anni Grønborg Jensen, medejer af Mariager Camping, bidrager fortsat med solid erfaring fra turismeerhvervet og værdifuld indsigt i udviklingen af stærke gæsteoplevelser.

FAKTA: Destination Himmerlands bestyrelse
Jane Andersen, forperson, CEO HimmerLand Resort
Anni Grønborg Jensen, næstforperson, medejer af Mariager Camping
Annette Strøm Jacobsen, bestyrelsesmedlem, skovrider for Naturstyrelsen Himmerland
Casper Lemvig, bestyrelsesmedlem, general manager hos Landal GreenParks Rønbjerg
Leif Skaarup, bestyrelsesmedlem, direktør hos Mariager Saltcenter
Susanne Hjorth, bestyrelsesmedlem, bureauleder hos Feriepartner Kattegat
Jesper Skov Mikkelsen, bestyrelsesmedlem, borgmester Mariagerfjord Kommune
Per Bach Laursen, bestyrelsesmedlem, borgmester Vesthimmerlands Kommune

Sygehus støtteforening orienterer om den nye sundhedsreform

Lars Andresen, der er Vesthimmerlands Kommunes repræsentant i Sundhedsråd Limfjorden, vil fortælle om arbejdet med den nye sundhedsreform der træder i kraft 1. januar 2027.

FARSØ: Når Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø på tirsdag afholder generalforsamling, vil der også være en offentlig del, hvor alle interesserede kan komme og høre om den nye sundhedsreform, der træder i kraft 1. januar 2027.

Den nye sundhedsreform betyder en ny forvaltningsstruktur og opgaveskifte mellem region og kommune. Flere opgaver bliver lagt over på kommunerne, bl.a. akutsygepleje, sundheds-og omsorgspladser, hjemmebehandling, patientrettet forebyggelse mv.

Byrådsmedlem og formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Lars Andresen, der også er udpeget som Vesthimmerlands repræsentant i Sundhedsråd Limfjorden vil fortælle hvor langt man er kommet.

Med de nye poster, har Lars Andresen også afgivet sin formandspost for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø.

/cf

Lions piger igen klar med gourmet tur gennem Farsø

10 retters menu gennem Farsø finder sted den 11. juni. Igen i år kan man smage spanske specialiteter fra Casa Jada.

FARSØ: I næste måned byder Lions Club – Thit Jensen for 9. gang på det populære arrangement ”Smag på Farsø”

Igen er det lokale spisesteder, madleverandører og foreninger der byder sig til på de 10 pitstops, som den skønne aftentur gennem Farsø by går forbi.

År efter år er eventen steget i popularitet både i antallet af deltagere og antallet af spisesteder. Der nu sat et loft på begge dele, så alle kan få det bedste ud af aftenen. 500 deltagere og 10 spisesteder.

-Det er efter aftale med madleverandørerne, men også af hensyn til arrangementet. Jo flere deltagere, jo længere bliver aftenens arrangement og jo sværere bliver det at samle alle til udtrækning af lodtrækningspræmier og aftenens andre programpunkter ”Thit prisen 2026” og donationer til sorggrupper for børn, fortæller Birthe Nørgaard, der er blandt hovedkræfterne bag ”Smag på Farsø”.  

-Derfor er der i år – udover stemningsmusik på Store Torv, også to optrædener af gymnasterne fra DGI Himmerlands Ynglingehold, imens man venter på at alle deltagere kommer i mål, oplyser Birthe Nørgaard.          

Indtil alle hold er i mål vil der være både musikalsk underholdning men også gymnastikopvisning af DGI Himmerlands Ynglingehold

Billetsalget til ”Smag på Farsø” starter på mandag hos Inge & Birthe i Farsø Rådhuscenter.

Hvis man ønsker at gå sammen som en gruppe rådes man til at melde sig til som et hold. Hver gruppe der sendes afsted med 10. minutters mellemrum består af 45 deltagere.

/cf

Ny fremtid for Hornum Stationsbygning: Klar til selvejende drift

Nu hvor renoveringen af Hornum Station er afsluttet skal stedet være en selvejende institution.

HORNUM: Efter flere års arbejde med renovering og udvikling står Hornum Stationsbygning nu over for et nyt kapitel. Kommunen skal nemlig tage stilling til vedtægterne for en kommende selvejende institution, der fremover skal stå for driften af den historiske bygning.

Stationsbygningen har gennem tiden haft mange funktioner – fra klassisk jernbanestation og posthus til lokalhistorisk arkiv og jernbaneklub. Men siden 2020 har lokale kræfter arbejdet målrettet på at give stedet nyt liv. I et samarbejde mellem Hornum Borgerforening og Vesthimmerlands Kommune er bygningen blevet gennemrenoveret med støtte fra blandt andre Nordeafonden og LAG Jammerbugt-Vesthimmerland.

Et moderne samlingspunkt
Visionen har været at skabe et moderne samlingspunkt i lokalsamfundet, som både rummer lokalhistorisk arkiv og jernbanemiljø – men også åbner dørene for besøgende udefra. Særligt har projektet haft fokus på Hærvejen, hvor stationsbygningen fremover skal kunne tilbyde overnatning til vandrere.

Allerede i kommunens budget for 2021 blev der afsat én million kroner til projektet med en klar forventning om, at bygningen skulle indgå i udviklingen langs Hærvejen. Samtidig blev det besluttet, at driften skulle forankres i en selvejende institution under Kultur- og Fritidsudvalget.

Renovering er nu afsluttet
Nu er renoveringen afsluttet, og næste skridt er at få den nye organisation på plads. De foreslåede vedtægter lægger op til en bestyrelse på syv medlemmer, hvor både det lokalhistoriske arkiv og jernbanemuseet får mulighed for at udpege repræsentanter. Målet er at sikre både lokal forankring og demokratisk indflydelse.

Når institutionen er etableret, vil der blive indgået en overdragelsesaftale med kommunen, hvorefter ejerskabet af bygningen overgår til den selvejende enhed. Samtidig er der i budgettet for 2026 afsat et årligt driftstilskud på 46.000 kroner.

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.