Forside Blog Side 17

Vesthimmerland og AAU vil gøre elektrificering til lokal samfundskraft

I dag blev der sat underskrift for et 3 årigt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Universitet. Her ses fra (fra venstre): Gitte Vestergaard Christensen, klimakoordinator, Vesthimmerlands Kommune, Lars Storm Pedersen, Head of Department, AAU Energy, Paw Mortensen, Mission Officer, AAU Energimissionen, Ole Helk, teknik- og økonomidirektør, Vesthimmerlands Kommune, Torben Frandsen, afdelingschef for Plan, Byg og Ejendomme, Vesthimmerlands Kommune og Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Universitet har indgået en hensigtserklæring om et nyt strategisk samarbejde, der skal styrke udviklingen af fremtidens energiløsninger med afsæt i lokale behov hos borgere, virksomheder og landbrug.

Målet er at bringe forskning, praksis og lokale aktører tættere sammen for at udvikle løsninger, der ikke alene understøtter den grønne omstilling, men også skaber lokal værdi, øger forsyningssikkerheden og bidrager til et mere robust samfund.

Lokalsamfundet i centrum
Samarbejdet tager udgangspunkt i Aalborg Universitets Energimission, der arbejder for et menneskecentreret, robust og bæredygtigt energisystem frem mod 2045.

Vesthimmerland skal fungere som testområde, hvor nye energiløsninger udvikles og afprøves i virkelige omgivelser tæt på de mennesker og virksomheder, der skal anvende dem.

– For os handler det ikke kun om grøn omstilling. Det handler om, hvordan vi sikrer og udvikler det samfund, vi holder af. Vesthimmerland har stærke lokalsamfund, et stærkt landbrug og mennesker, der er vant til at skabe løsninger i praksis. Samarbejdet med Aalborg Universitet giver os mulighed for at bringe ny viden helt tæt på virkeligheden og skabe løsninger, der kan få konkret betydning lokalt, siger borgmester Per Bach Laursen.

Gundestrupgaard bliver samlingspunkt
Et centralt omdrejningspunkt for samarbejdet bliver Gundestrupgaard og Faglab Grøn. Her skal forskere, studerende, virksomheder, kommunen og lokale aktører samarbejde om analyser, prototyper og demonstrationsprojekter.

Formålet er at vise, hvordan fremtidens energisystem kan fungere i praksis, og hvordan ny teknologi kan integreres i lokalsamfundet.

Fokus på elektrificering af landbruget
En væsentlig del af samarbejdet bliver at undersøge mulighederne for elektrificering af landbruget og skabe bedre samspil mellem energi, erhverv, natur og lokalsamfund.

Det kan blandt andet omfatte bedre udnyttelse af lokal energiproduktion, fleksibelt elforbrug, nye forretningsmodeller og etablering af energifællesskaber.

– Vi vil gerne væk fra en fortælling, hvor grøn omstilling kun handler om krav, begrænsninger og teknik. I Vesthimmerland handler det også om tryghed, lokal handlekraft og om at skabe løsninger, som borgere, landbrug og virksomheder kan se sig selv i. Gundestrupgaard og Faglab Grøn giver os et stærkt sted at samle aktører og teste løsninger i praksis, siger klimakoordinator i Vesthimmerlands Kommune Gitte Vestergaard Christensen.

Forskning i fuld skala
For Aalborg Universitet giver partnerskabet mulighed for at afprøve forskning i tæt samarbejde med en kommune, hvor energi, landbrug og erhvervsliv er tæt forbundet.

– For AAU Energi er samarbejdet interessant, fordi det giver mulighed for at arbejde med fremtidens energisystemer i en konkret lokal virkelighed. Hvis nye energiløsninger skal lykkes, skal de kunne fungere i samspil med virksomheder, borgere, infrastruktur og lokale behov. Det gør Vesthimmerland til et stærkt udgangspunkt for forskning, demonstration og læring, siger institutleder Lars Storm Pedersen.

Mission Officer Paw Mortensen fra AAU Energimissionen fremhæver, at samarbejdet giver mulighed for at undersøge, hvordan elektrificering, lokal værdiskabelse og forsyningssikkerhed kan tænkes sammen i praksis.

Studerende skal bidrage til løsninger
Partnerskabet skal samtidig styrke uddannelse og talentudvikling ved at inddrage studerende fra Aalborg Universitet i konkrete projekter i Vesthimmerland.

Dermed får de studerende mulighed for at arbejde med reelle samfundsudfordringer, mens samarbejdet styrker forbindelsen mellem forskning, uddannelse og praksis.

Treårigt samarbejde med nationale perspektiver
Den indgåede hensigtserklæring løber foreløbigt frem til udgangen af 2028. Parterne forventer, at samarbejdet løbende udvikles i takt med nye projekter og muligheder.

Ambitionen er, at erfaringerne fra Vesthimmerland kan inspirere andre kommuner og aktører, der arbejder med elektrificering, lokal værdiskabelse og udviklingen af fremtidens energisystemer.

Når familien bliver projektleder for kommunens sagsbehandling

Af: Kristina og Kenneth Schøning Baandrup, Hvalpsund

Vi er den første familie i Vesthimmerlands Kommune, der har fået godkendt hjemmetræning af et barn med handicap. Derfor havde vi fra begyndelsen forståelse for, at kommunen skulle opbygge erfaring på et område, hvor man ikke tidligere havde haft sager.

I mere end seks år har vi hjemmetrænet vores datter Alberte efter kommunens godkendelse. Hjemmetræningen har givet resultater, som få troede mulige. Alberte har blandt andet opnået færdigheder, der har øget hendes selvstændighed og livskvalitet markant trods hendes diagnose.

Derfor handler dette ikke om hjemmetræningens værdi. Det handler om kommunens håndtering af de familier, der har fået denne mulighed.

Netop fordi vi var den første hjemmetræningsfamilie i kommunen, accepterede vi i starten, at ikke alt kunne fungere perfekt. Men når de samme problemer fortsætter år efter år, kan manglende erfaring ikke længere være forklaringen.

Gennem årene har vi oplevet gentagne overskridelser af sagsbehandlingsfrister, manglende tilbagemeldinger, manglende lovpligtige tilsyn og afgørelser, som efterfølgende er blevet ændret eller underkendt efter klager. Vi har flere gange fået medhold i Ankestyrelsen, på grund af kommunens fejlbehandling.

Et af de mest alvorlige eksempler er, at kommunen undlod at gennemføre de lovpligtige tilsyn med vores hjemmetræning i over to år. Ikke fordi vi undlod at medvirke, men fordi kommunen selv oplyste, at man ikke vidste, hvordan tilsynene skulle håndteres. Først efter gentagne henvendelser og politisk involvering blev tilsynene gennemført. Men de sejler fortsat.

Ved et tilsyn i marts 2026 opstod der en længere diskussion om kommunens forståelse af den metode, vi anvender i hjemmetræningen. Under mødet udtalte vores sagsbehandler blandt andet, at personen ikke ville “trues med paragraffer og lovgivning og så kunne det godt være at Ankestyrelsen skriver som de gør, men det vil ikke gavne vores sag”.

For os var det en bemærkning, der gjorde indtryk, fordi lovgivningen og Ankestyrelsens afgørelser netop er de redskaber, borgere har til rådighed, når de ønsker at sikre deres retssikkerhed.

Vi oplever desværre også et gennemgående mønster, hvor vi selv må rykke for svar, møder, afgørelser og opfølgninger. Når der søges om hjælpemidler eller refusion, kan der gå måneder uden tilbagemeldinger. Når kommunen lover at vende tilbage, sker det ofte ikke. Når møder indkaldes, mangler der ofte dagsorden eller klare oplysninger om formålet.

Vi har forståelse for, at kommunale sager kan være komplekse, og at medarbejdere arbejder under pres. Men familier med børn med handicap lever også under et betydeligt pres. Hver gang en afgørelse forsinkes, eller en henvendelse forbliver ubesvaret, flyttes byrden fra kommunen over på familien.

Vi ønsker ikke særbehandling. Vi ønsker blot en kommune, der overholder sine egne tidsfrister, gennemfører de lovpligtige tilsyn uden vi skal belære dem om gældende lovgivning og kommunikerer åbent og respektfuldt med de borgere, den er sat i verden for at hjælpe.

For vores vedkommende ønsker vi vores kræfter bruges på børnene – ikke på konstant at skulle følge op på kommunens arbejde.

Vellykket sommerudflugt med oplevelser i Sønderjylland

Her ses gruppen fra Ældre Sagen Farsø til frokost på Schackenborg Slotskro.

FARSØ: Solen skinnede fra en skyfri himmel, og stemningen var høj, da medlemmer af Ældre Sagen Farsø forleden drog afsted på foreningens årlige todages sommerudflugt.

Den fyldte bus satte først kurs mod Horsens, hvor deltagerne fik en spændende rundvisning i det tidligere Horsens Statsfængsel. Her fortalte en engageret guide om fængslets historie, bygningerne og livet bag murene gennem tiden. Efterfølgende blev frokosten nydt i de historiske omgivelser.

Turen fortsatte derefter til Sønderborg, hvor deltagerne blev indkvarteret inden middag og aftenens forestilling ved Sønderborg Sommerrevy. Revyen, der har eksisteret i 44 år og kun har skiftet ejere to gange, vakte stor begejstring blandt deltagerne. Især anden afdeling med Thomas Eje i rollen som Donald Trump fik mange grin frem.

På udflugtens anden dag gik turen til Schackenborg Slot i Møgeltønder. Her fik gruppen en grundig rundvisning på det imponerende slot, som stod færdigt omkring 1648. Slottet fremstår i dag stort set som ved opførelsen og er særdeles velbevaret. Schackenborg ejes i dag af en fond med blandt andre ECCO, LEGO og Danfoss blandt bidragyderne.

Schackenborg Slot

Efter frokost på Schackenborg Slotskro fortsatte turen til ECCO, hvor flere benyttede lejligheden til at købe nye sko. Besøget blev rundet af med kaffe og sønderjysk brødtorte.

Det var en særdeles vellykket tur med mange gode oplevelser og hyggeligt samvær.

Selv om sommerudflugten nu er afsluttet, holder aktiviteterne ikke pause. Hen over sommeren tilbyder Ældre Sagen Farsø blandt andet vandreture om mandagen, søgang og krolf om tirsdagen, petanque om torsdagen samt golf i Hvalpsund Golfklub.

Sæsonens sidste særlige arrangement bliver rundvisninger på Globen i Vester Hornum.

54 deltagere til Brugsen Match

Deltagere som modtog præmier ved matchen

HVALPSUND: Forleden havde Hvalpsund Golf Club 54 deltagere til start i Brugsen Hvalpsund Match.

Matchleder Henrik Dybdal bød velkommen. Det startede med perfekt golf vejr, så regnede det en times tid, det blev godt igen derefter.

Der var mange flotte scorer. A – rækkens vindere blev Erik Fyllgraf med 42 point, Arne Falborg med 41 point, Dennis Pedersen, Ernst Hansen og Kurt Nørgaard alle med 38 point. B – rækkens vindere blev Jarrit Hansen med 40 point, Hanne Kvist med 36 point, Preben Sonnichsen, Jan Andersen og Eva Dalsgaard alle med 35 point.

På 9 huls banen blev der spillet 2 x 9 huller og vinderen blev Bente Thornvig Poulsen med 39 point.

På 2 hjul mod cancer

Medlemmer fra fire lokale motorcykel klubber deltager i Stafet for Livet Vesthimmerland. Her er de samlet til planlægningsmøde i Hvalpsund

VESTHIMMERLAND: De fire motorcykel klubber: Aars Touring Club, Cimbrer MC Aars, CUI-Riders Farsø og MC Smedien Hvalpsund har valgt at stå sammen i kampen mod cancer og stiller med et hold til Stafet for livet Vesthimmerland.

De 4 MC klubber har i forvejen et samarbejde omkring dart/spil aftener i vintermånederne, når motorcyklerne er i hi.

Ideen om at deltage i Stafet for livet Vesthimmerland, opstod for et par år siden, men først nu forsøges der med et hold. Der er meget stor opbakning til begivenheden, da mange på en eller anden måde har stødt på sygdommen cancer.

-Vi kender alle sammen en eller flere, der har kæmpet mod den sygdom. Nogle vinder, men mange taber kampen. Men det har for dem alle og deres pårørende, en urimelig svær indvirkning på deres liv, fortæller Helle Hougaard Christensen og fortæller videre:

I vores telt arbejder vi på, at tilbyde et møde med Ken Leschley, der har befundet sig i kræftens skygge i de sidste 23 år, 8 mennesker i hans nære familie, er blevet ofre for cancer, og han er selv ramt. Han har skrevet en bog ” Forbandet alene – 23 år i kræftens skygge” Han vil fortælle lidt om hans liv med canceren, både som pårørende og det selv at være ramt.

Kom med Naturekspeditionen til Stafet For Livet

I 2025 blev naturvejleder Karin Winther ramt af kræft. Under sygemeldingen oplevede hun, at dét, hun i mange år har formidlet for et væld af forskellige brugergrupper i naturen, fik en endnu større betydning.

VESTHIMMERLAND: Når Stafet For Livet igen løber af stablen i Lystanlægget i Aars, er det mange og meget forskellige mennesker fra Vesthimmerland, der sammen støtter Kræftens Bekæmpelse. For første gang stiller Naturekspeditionen fra Vesthimmerlands Kommune med et hold som alle kan tilmelde sig.

– Team Naturekspeditionen har i år valgt at oprette et hold, hvor alle kan melde sig til. Vi håber at mange har lyst til at være med og få gode snakke om natur og meget andet, mens vi i fællesskab støtter det gode formål, siger naturvejleder Karin Winther.

Stafet For Livet 2026 finder sted næstkommende weekend, og har i en årrække fået stor opbakning fra Vesthimmerland. I 2025 var der desuden 10-års jubilæum, og der blev indsamlet 223.770 kr. til støtte til bl.a. forskning i kræft.

Naturekspeditionen har oprettet et hold som alle kan tilmelde sig. De første 50 kan tilmelde sig gennem Naturekspeditionen, og på den måde deltage gratis – her vil Vesthimmerlands Kommune betale og dermed støtte Kræftens Bekæmpelse.

– Naturekspeditionens budskab er også i denne sammenhæng enkelt: Naturen er helende og fyldt med glædesmedicin, især hvis du står midt i alvorlig, livstruende sygdom. Alle følelser, også glæde, er tilladt, og naturen er det bedste sted at være – for det er jo der, vi hører til, siger Karin Winther.

Et særligt personligt engagement
Det er med et anderledes personligt engagement, at naturvejlederen og holdet bag Naturekspeditionen deltager i årets Stafet For Livet. I 2025 blev Karin Winther nemlig selv ramt af en kræftsygdom. Kræften betød, at hun blev opereret og gennemgik et strålebehandlingsforløb.

Under sygemeldingen oplevede Karin Winther, at dét, hun i mange år har formidlet for et væld af forskellige brugergrupper i naturen, fik en endnu større betydning.

– Jeg oplevede på egen krop dét, jeg så ofte har fortalt om, nemlig at naturen var helt afgørende for mit humør midt i alvorlig sygdom. Takket være mine ture ud fik jeg ro, blev optaget af andet end sygdommen, og jeg var faktisk meget glad i den periode – også selvom jeg var kritisk syg. Mit sanseapparat havde simpelthen godt af naturens ro. Jeg fik bekræftet mange af de ting, jeg gennem min faglighed ved, for det blev mine personlige erfaringer, fortæller naturvejlederen.

Naturekspeditionen er indgangen til Vesthimmerlands natur
Vesthimmerlands Kommunes naturformidlingstilbud har i snart 20 år fungeret som indgangen til Vesthimmerlands natur. Gennem arrangementer, formidling og de såkaldte aktivitetsruter er det Naturekspeditionen, der inviterer borgere og turister ud i naturen. Det er vigtigt i en tid, hvor biodiversitetskrise, klimakrise, krige og konflikter præger hele verden, også Vesthimmerland.

– Når du er i naturen, bliver du hevet helt ned til jorden. Så kan verden vente lidt, og måske er det nemmere at føle sig forbundet – både til mennesker, dyr og planter – når du sænker tempoet, lader mobilen være i lommen eller hjemme, og bare ér. Dét og meget mere vil Naturekspeditionen gerne snakke om med dig, der melder dig til vores hold, runder Karin Winther af.

Karin Winther står desuden for årets fightertale, før starten går.

Festlig forårsaften på Højgården

FARSØ: Der var god stemning og højt humør, da Højgårdens Venner inviterede beboere og deres familier til forårsfest på Højgården.

Omkring 150 glade gæster deltog i arrangementet, hvor fællesskab og musik var i centrum. Aftenens musikalske indslag blev leveret af Bo Young, som fik de fremmødte til at synge med på kendte sange.

Deltagerne nød en særdeles vellykket aften i godt selskab.

500 deltagere klar til gourmetvandring gennem Farsø

På torsdag begiver 500 personer sig ud på 10 retters menu gennem Farsø. Ruten går bl.a. gennem Farsøs skønne søanlæg.

FARSØ: På torsdag forvandles Farsøs torve, gader og søanlæg endnu en gang til rammen om en kulinarisk oplevelse, når Lions Club – Thits Jensen afholder den populære gourmetvandring ”10 retters menu gennem Farsø – Kom og Smag”.

Udsolgt på rekordtid
Arrangementet afholdes for niende gang, og interessen har været større end nogensinde. De 500 billetter blev revet væk på under 14 dage, hvilket er rekord for arrangementet.

– Arrangementet er godt kendt for at være både specielt, velsmagende og hyggeligt, fortæller Birthe Nørgaard, som har stået for en stor del af billetsalget fra sin butik i Farsø Rådhuscenter.

Deltagerne skal på en cirka fire kilometer lang vandretur gennem byen med ti stop undervejs, hvor der serveres ti forskellige retter. Turen er planlagt, så alle deltagere får den samme oplevelse, uanset hvornår de starter.

– Det har gennem årene været glade og mætte mennesker, der er gået hjem efter arrangementet, og meget tilfredse madsteder, som har været med. Det håber vi naturligvis også bliver tilfældet i år – gerne ledsaget af godt sommervejr, siger Birthe Nørgaard.

Lokale madoplevelser på menuen
Årets rute byder på bidrag fra flere af områdets spisesteder og madleverandører. Blandt deltagerne er Casa Jada, Event & Gastronomi, La Vidas, Hotel Farsø, Sason, Kimbrerkroen, Hessels Køkkenlaug, Thise Ost og Nørregades Bageri.

Tre af aktørerne – Event & Gastronomi, Kimbrerkroen og Thise Ost – er nye på ruten i år.

Til maden serveres også drikkevarer leveret af Rema 1000 i Rådhuscentret, 365discount Farsø, Hessels Øllaug og Den Gode Smag.

– Vi er meget glade for samarbejdet med nogle af egnens bedste spisesteder og madleverandører. At de er klar til at levere 500 portioner hver, viser hvor stor betydning arrangementet også har for dem, siger Birthe Nørgaard.

Undervejs trakteres der af 10 lokale madsteder

Start og mål på Store Torv
Deltagerne sendes afsted fra Store Torv i hold på omkring 60 personer med cirka ti minutters mellemrum. Her sørger bysbørnene Thit Jensen og Johs. V. Jensen for at sende holdene godt afsted.

Turen forventes at vare mellem en og halvanden time afhængigt af tempo og samtaler undervejs.

Når deltagerne vender tilbage til Store Torv, venter både musikalsk underholdning og gymnastikopvisning. DGI’s Ynglingehold optræder to gange i løbet af aftenen, så alle får mulighed for at opleve holdet.

Årets Thit-pris uddeles

Aftenen byder også på uddelingen af Thit-prisen 2026. Prisen gives til en person eller gruppe, der har ydet en særlig indsats som ildsjæl for lokalområdet.

– Vi har fundet årets modtager, men navnet bliver først afsløret på aftenen. Vi har også besluttet, hvem der skal modtage årets donationer, fortæller Birthe Nørgaard.

Samtidig vil medlemmerne af ”Herre Lions” være til stede med salg af Farsøs populære rabatkuponhæfte.

Alt er dermed klar til endnu en aften, hvor motion, madoplevelser og lokalt fællesskab går hånd i hånd i Farsø.

/cf

Rekordmange triatleter flygter til Hvalpsund

Søndag finder Flugten til Hvalpsund sted for 12. gang. Stævnet har 340 deltagere og som det eneste tristævne i Danmark er startrampen en færge

HVALPSUND: Søndag indtager rekordmange triatleter Hvalpsund, når den populære triatlonkonkurrence Flugten til Hvalpsund afvikles for 12. gang.

I år stiller 340 deltagere til start, hvilket er det højeste antal nogensinde. Efter aftale med Færgen Mary og skiftezonen har arrangørerne kunnet øge deltagerantallet med 40, altså 20 ekstra deltagere pr. heat.

Udsolgt på to timer
Interessen for stævnet har aldrig været større. På tilmeldingsdagen sidste efterår, var alle pladser væk efter blot to timer.

– Det er aldrig gået så hurtigt før, og det var lige ved at vælte tilmeldingssystemet, fortæller Mads Nyrup fra organisationen bag Flugten til Hvalpsund.

Han glæder sig over den store opbakning, men understreger samtidig, at sikkerheden fortsat har højeste prioritet.

– Rigtig mange vil gerne være med, og det er vi både glade og taknemmelige for. Men det må ikke ske på bekostning af sikkerheden, konkurrencen i skiftezonen eller den samlede oplevelse, siger han.

Tradition for mange deltagere
Stævnets popularitet har hurtigt spredt sig blandt deltagerne. Det er en stævne, hvor der er styr på det, en god atmosfære og hvor udgifterne holdes nede uden gebyr.

-Hvis nogen af en eller anden grund er nødt til at melde afbud, så klarer deltagerne selv ombookingen, for der står nogle klar til at overtage startnummeret, siger Mads Nyrup.  

Mange deltagere vender tilbage år efter år, og for flere er stævnet blevet en fast tradition. En stor del kommer fra Skive- og Viborg-egnen, men også lokale sportsklubber stiller op med hold, der har trænet sammen gennem foråret og deltager for sjov.

Den stigende interesse har betydet, at arrangørerne i år har udvidet antallet af fællestræninger, som har fundet sted indenfor de seneste uger, fra to til tre.

– For mange er svømningen den største udfordring. De fleste er ikke vant til at svømme i åbent vand, og vandtemperaturen kan også være en faktor, siger Mads Nyrup.

Tilskuere kan komme helt tæt på
Arrangørerne håber også på mange tilskuere langs ruten.

I år bliver oplevelsen ekstra spektakulær, fordi Hvalpsund har fået to nye badebroer ved Fjordvej. Herfra kan publikum komme tættere på triatleterne, når de efter springet fra Færgen Marys bovport begiver sig ud på den 950 meter lange svømmetur mod land.

De nye badebroer ændrer dog ikke på den kendte svømmerute, da deltagerne svømmer så langt fra kysten, at de ikke kan bunde.

Selvom ikke alle tilskuere kan få plads på broerne, er der også gode udsigtsmuligheder fra fiskerihavnen, promenaden og lystbådehavnen. I skiftezonen får publikum desuden flere muligheder for at følge deltagerne tæt, når de passerer under konkurrencen.

Som tilskuer er der er god mulighed for at følge triatleterne.

Også langs cykel- og løberuterne vil der være gode steder at heppe på deltagerne.

Hvalpsund og omegn tages i brug
Flugten til Hvalpsund er et kvart-distance triatlonstævne og det eneste i Danmark med start fra en færge.

Konkurrencen begynder med et spring fra Færgen Mary efterfulgt af 950 meter svømning mod lystbådehavnen. Derefter venter 46 kilometer cykling på Louns Halvøen, inden deltagerne afslutter med 10,6 kilometers løb gennem Hvalpsund by.

/cf

Nu er 75-elevers reglen for skolerne lagt i graven

Lene Ladegaard

På vegne af Venstre, Lene Ladegaard, Næstformand i Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune

Det er vigtigt lige at pointere, at det her er ikke en debat om skolelukninger, men en beslutning om en regel som er lavet for år tilbage, i håb om at skabe gennemsigtighed. Det har ifølge Vestrup skole, vist sig at være en ulempe og det har vi nu været lydhøre overfor.

Reglen har været med til at skabe usikkerhed om fremtiden for de små skoler. Når en skole indstilles til lukning, ved elevtal under 75 i to år i træk, kan det få familier til at vælge skolen fra – og dermed bliver reglen en del af problemet fremfor løsningen.

I Børne- og Familieudvalget har vi haft en god dialog med de berørte skoler og et enigt udvalg, har bakket op om at fjerne reglen.

I Venstre støtter vi beslutningen fuldt ud. Vi har stor tillid til, at skoleledelser og forældrebestyrelser lokalt tager ansvar for både faglighed og trivsel. Særligt trivsel er et område, hvor vores små skoler scorer højt.

Samtidig er der besluttet at fastholde garantitildelingen på 80 elever. Det vil sige at uanset elevtal får skolerne penge for 80 elever – hermed en økonomisk sikkerhed, for at bevare kvalitet i undervisningen og undgå sammenlæsning af mere end 2 årgange.

Så hermed en opfordring til områdets familier, om at kigge imod de små lokale skoler, når I vælger skole til jeres børn. De kan noget særligt og de er en vigtig del af fællesskabet i vores lokalsamfund.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.