Af: Kristina og Kenneth Schøning Baandrup, Hvalpsund
Vi er den første familie i Vesthimmerlands Kommune, der har fået godkendt hjemmetræning af et barn med handicap. Derfor havde vi fra begyndelsen forståelse for, at kommunen skulle opbygge erfaring på et område, hvor man ikke tidligere havde haft sager.
I mere end seks år har vi hjemmetrænet vores datter Alberte efter kommunens godkendelse. Hjemmetræningen har givet resultater, som få troede mulige. Alberte har blandt andet opnået færdigheder, der har øget hendes selvstændighed og livskvalitet markant trods hendes diagnose.
Derfor handler dette ikke om hjemmetræningens værdi. Det handler om kommunens håndtering af de familier, der har fået denne mulighed.
Netop fordi vi var den første hjemmetræningsfamilie i kommunen, accepterede vi i starten, at ikke alt kunne fungere perfekt. Men når de samme problemer fortsætter år efter år, kan manglende erfaring ikke længere være forklaringen.
Gennem årene har vi oplevet gentagne overskridelser af sagsbehandlingsfrister, manglende tilbagemeldinger, manglende lovpligtige tilsyn og afgørelser, som efterfølgende er blevet ændret eller underkendt efter klager. Vi har flere gange fået medhold i Ankestyrelsen, på grund af kommunens fejlbehandling.
Et af de mest alvorlige eksempler er, at kommunen undlod at gennemføre de lovpligtige tilsyn med vores hjemmetræning i over to år. Ikke fordi vi undlod at medvirke, men fordi kommunen selv oplyste, at man ikke vidste, hvordan tilsynene skulle håndteres. Først efter gentagne henvendelser og politisk involvering blev tilsynene gennemført. Men de sejler fortsat.
Ved et tilsyn i marts 2026 opstod der en længere diskussion om kommunens forståelse af den metode, vi anvender i hjemmetræningen. Under mødet udtalte vores sagsbehandler blandt andet, at personen ikke ville “trues med paragraffer og lovgivning og så kunne det godt være at Ankestyrelsen skriver som de gør, men det vil ikke gavne vores sag”.
For os var det en bemærkning, der gjorde indtryk, fordi lovgivningen og Ankestyrelsens afgørelser netop er de redskaber, borgere har til rådighed, når de ønsker at sikre deres retssikkerhed.
Vi oplever desværre også et gennemgående mønster, hvor vi selv må rykke for svar, møder, afgørelser og opfølgninger. Når der søges om hjælpemidler eller refusion, kan der gå måneder uden tilbagemeldinger. Når kommunen lover at vende tilbage, sker det ofte ikke. Når møder indkaldes, mangler der ofte dagsorden eller klare oplysninger om formålet.
Vi har forståelse for, at kommunale sager kan være komplekse, og at medarbejdere arbejder under pres. Men familier med børn med handicap lever også under et betydeligt pres. Hver gang en afgørelse forsinkes, eller en henvendelse forbliver ubesvaret, flyttes byrden fra kommunen over på familien.
Vi ønsker ikke særbehandling. Vi ønsker blot en kommune, der overholder sine egne tidsfrister, gennemfører de lovpligtige tilsyn uden vi skal belære dem om gældende lovgivning og kommunikerer åbent og respektfuldt med de borgere, den er sat i verden for at hjælpe.
For vores vedkommende ønsker vi vores kræfter bruges på børnene – ikke på konstant at skulle følge op på kommunens arbejde.