Forside Blog Side 15

Potteskår åbner lørdag

Indehaver Allan Sensbury er meget spændt på hvordan kunderne i Farsø modtager den nye Keramik- og Smykkecafe, hvor det kunderne der skal udfolde sig kreativt med maling på keramik og selvlavede smykker.

FARSØ: For en måned siden blev det kendt at Hr & Fru Potteskår fra Gedsted åbner i Farsø Rådhuscenter. På lørdag har butikken og det nye koncept i Farsø første åbningsdag. Dermed får byen både en ny livsstilsbutik, en blomsterbutik, en kreativ café og en dametøjsbutik i samme butik.

Det er Allan Sensbery fra Gedsted, der står bag det nye butikskoncept. Den seneste måned har han haft travlt med at indrette de 160 kvadratmeter store lokaler, som tidligere husede Diamanten.

Kreative oplevelser i centrum
Butikken byder på et bredt udvalg af brugskunst, keramik, blomster, buketter, planter, delikatesser og dametøj. Men det er især den integrerede Keramik- og Smykkecafé, som Allan Sensbery ser frem til at udvikle.

– Folk efterspørger i stigende grad oplevelser, når de handler. De vil gerne være en del af processen og skabe noget selv, og det passer godt til den udvikling, vi ser i dag, siger han.

I caféen kan både enkeltpersoner og grupper på op til 18 personer male på Allan Sensberys egenproducerede keramik eller designe deres egne smykker. Den færdigmalede keramik bliver efterfølgende brændt på værkstedet i Gedsted, hvorefter kunderne får besked, når den kan hentes i butikken i Farsø.

Smykkecaféen tilbyder kits med alt, hvad der skal bruges til at fremstille halskæder, armbånd eller øreringe.

Flere afdelinger i butikken
Selv om butikken ikke er stor, er den indrettet med flere forskellige afdelinger. Ved indgangen findes dametøjsafdelingen med prøverum, mens der også er indrettet en “mandehule”, hvor ledsagere kan slappe af med en øl og lidt snacks.

Midt i butikken er blomster og brugskunst samlet, og her binder Allan Sensbery sine håndbundne buketter. Den sidste tredjedel af butikken er indrettet som Keramik- og Smykkecafé.

Butikken har desuden to indgange, hvilket giver et godt indkig og mulighed for at præsentere varer ud mod centergangen.

Centret giver muligheder
For Allan Sensbery er etableringen i Farsø ikke kun et spørgsmål om flere kvadratmeter. Det er også første gang, han driver butik i et indkøbscenter.

Han ser de mange besøgende – ikke mindst sommerens turister – som en oplagt målgruppe, samtidig med at kunderne kan handle indendørs året rundt.

Hen over sommeren holder butikken åbent alle ugens syv dage. Den får desuden en flyvende start, når Handelsstandsforeningens “Hot Sommer” den 13. juli har temaet “KREA”, som passer direkte til butikkens kreative koncept.

Ni nye dametøjsmærker
Med åbningen får Farsø Rådhuscenter samtidig en ny dametøjsbutik med ni mærker, som ikke i forvejen findes i centret.

Butikken er en dametøjsbutik, livsstilsbutik, blomsterbutik og kreativ café i samme butik.

Sortimentet omfatter blandt andet E, Ichi, B.Young, Sorbet, Pulz, Qnuz, Le Coco, Boho Love og Charles. Mærkerne henvender sig til flere aldersgrupper og fås – afhængigt af mærke – i størrelser fra 36 til XXL.

Kreativiteten har altid været drivkraften
Allan Sensbery er uddannet keramiker fra Århus Kunstakademi og har gennem hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med kunsthåndværk, brugskunst, blomster og detailhandel.

I mange år arbejdede han som engrossælger af brugskunst og drev egne butikker med både brugskunst og tøj. Men ønsket om at fordybe sig i keramikken voksede, og i begyndelsen af 2020 flyttede han til Gedsted, hvor han etablerede bolig, butik og keramikværksted under samme tag.

/cf

Sparekassen Danmark åbner i Farsø

Sparekassen Danmark slår snart dørene op til en ny satellit-afdeling i Farsø – og det er ikke ukendt territorium for landets sjettestørste pengeinstitut. Med en stærk kundebase i byen og en række sponsorater i de lokale foreninger er der et stærkt fundament at bygge videre på, når sparekassen flytter ind i Farsø Rådhuscenter. Foto: Sparekassen Danmark

FARSØ: Efter sommerferien kan borgerne i Farsø besøge Sparekassen Danmark i en ny satellit-afdeling. Afdelingen får adresse i Farsø Rådhuscenter, hvor man forventer at lægge ud med to dage om ugen med fuld åbningstid. Derudover er der mulighed for kundemøder efter behov.

Sparekassen Danmark har i forvejen en tæt tilknytning til byen med en stærk kundebase og engagement i foreningslivet – og styrker altså nu sin tilstedeværelse med fysiske lokaler, hvor kunderne kan mødes med deres lokale rådgiver.

Sparekassen går mod strømmen med lokal profil ved roret
I en tid, hvor mange konkurrerende pengeinstitutter begrænser deres lokale tilstedeværelse, går Sparekassen Danmark bevidst en anden vej og åbner flere afdelinger. Det skyldes ifølge afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark i Aars, Kim Nyby, et fokus på at være tilgængelige og gøre en mærkbar forskel i lokalsamfundet:

-Vi vil gerne give noget tilbage til Farsø ved at være reelt lokale. Når vi er til stede her, kan vi være endnu mere nærværende i bybilledet og yde vores bidrag til, at Farsø fortsat er et dejligt sted at bo og leve.

Kim Nyby, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks afdeling i Aars, får også det daglige ansvar for satellit-afdelingen i Farsø

Kim Nyby kommer til at have det daglige ansvar for afdelingen i Farsø, som bliver bemandet af de mange velkendte lokale rådgivere – og lokal i byen kan man i særdeleshed også sige, at Kim Nyby selv er. Ud af sine 57 leveår har han boet 56 år i Farsø, og mange kender ham nok allerede som en engageret ildsjæl gennem mange år. Ud over at være bestyrelsesformand for Dronning Ingrid Hallerne er han udnævnt som æresmedlem af Farsø-Ullits IK efter hele 17 år på formandsposten.

Ser frem til at være en endnu større del af det lokale liv
Når Kim Nyby ser frem mod åbningen i Farsø, er det da også med store forventninger til samspillet mellem sparekassen, kunderne og lokalsamfundet:

-Når vi rykker ind, er det for at gøre en endnu større forskel i kundernes hverdag og for det lokale foreningsliv. Det er hele tankegangen bag en sparekasse – pengene bliver i lokalområdet og kommer fællesskabet til gode. At vi fremover er fysisk til stede i byen betyder derudover, at vi kan have fingeren på pulsen, deltage i aktiviteterne i byen, og at kunderne møder os i deres dagligdag.

SOMMERAVISEN:Bedsteforældreuge i Stenalderen

I denne uge er der særlige oplevelser for børn og deres bedsteforældre på Stenaldercenter Ertebølle. Foto: Stenaldercenter Ertebølle

ERTEBØLLE: Denne sommer er der flere aktiviteter på Stenaldercenter Ertebølle i forhold til de tidligere år.    

I denne uge er der bedsteforældreuge i Stenalderen, hvor man opleve stenalderen i sit eget tempo.  

Familier opfordres til at starte med, at tage med rundt på den børnevenlige rundvisning i Stenaldercentrets udendørs anlæg. Her kan blive meget klogere på Stenalderfolkets dagligdag. Hvor sov de?, Hvad spiste de?, Hvor fik de maden fra og mange andre spørgsmål som børn helt sikkert vil stille.

Efter rundvisningen vil der være forskellige aktiviteter rundt på pladsen, hvor man kan prøve at bage brød som i stenalderen, men der er også en åben værkstedsplads hvor der kan laves stenaldersmykker, males stenmønstre, lave bastsnor og meget andet.

Men hvorfor hedder det bedsteforældreuge?. Det gør det fordi de to generationer opfordres til at lave noget sammen, hjælpes ad og få oplevelser sammen.

Det kan også være at sejle i stammebåd, kaste med spyd, gå på jagt i den arkæologiske sandkasse eller finde lægeurter og lave en stenalderte.                

Med andre ord, sæt en hel dag af på Stenaldercentret og få et særligt indblik i denne særlige tidsalder, hvor alt foregik på anden måde.  

/cf

LÆS SOMMERAVISEN UGE 27 FOR FLERE AKTIVITETER HER

                                    

Efter fire år undervejs kunne Louns indvie sin nye badebro – FOTOS

For snorklippet til badebroen i Louns stod Per Nyborg, formand for Kultur-, Fritid- og Landdistrikter med assistance fra Børge Poulsen fra Alstrup, formand for Landdistriktsrådet i Vesthimmerland. Til venstre ses formand for Louns Beboerforening Annie Nielsen, der bød velkommen.

LOUNS: Ligesom i Hvalpsund, så blev også Louns nye badebro indviet lørdag. Det skete over middag i 28-29 graders varme, men heldigvis var der opsatte parasoller og pavilloner til de over 100 fremmødte. Formand for Louns Beboerforening Annie Nielsen bød velkommen.

Nu officiel indvielse
-Velkommen til vores nye badebro. Som der var nogle der sagde, så har vi da allerede været ude at bade her før. Ja, det er rigtigt det har været muligt at bruge badebroen i et stykke tid. I dag er det altså den officielle indvielse, som er koordineret med Hvalpsund, så vi startede allerede med den første indvielse i Hvalpsund i formiddags. Hvalpsund har godt nok fået to nye badebroer, men vi har også fået en her i Louns.

I Louns var der tale af Per Nyborg, formand for Kultur-, Fritid- og Landdistrikter, derefter talte Børge Poulsen fra Alstrup, formand for Landdistriktsrådet i Vesthimmerland.

Frivillighed og samarbejde bag projektet
Formand for Kultur-, Fritid- og Landdistriktsudvalget, Per Nyborg, fremhævede det tætte samarbejde mellem Louns og Hvalpsund som et godt eksempel på, hvordan lokale kræfter kan løfte fælles projekter.

Det er værdier som samarbejde, frivillighed og ønsket om at skabe noget, der kommer mange til gavn, som ligger bag projektet, sagde han.

Han pegede på, at badebroen ikke kun er til badende, men også giver lettere adgang til fjorden for kajakker og robåde.

Badebroen i Louns er to-delt. Det betyder at kajakker og robåde både kan lægge til ved høj og lavvande. Derudover er broen også almindelig badebro, men nedgang via stige for enden. For børnefamilier er broen også god til vandaktiviteter som f.eks. krabbefangst

-Det er netop styrken ved projektet, at man ikke kun tænker på én brugergruppe, men på flere forskellige behov, sagde Per Nyborg.

Han takkede samtidig de mange frivillige, som har været drivkraften bag projektet.

Kommunen kan hjælpe med økonomi og myndighedskontakt, men det er jer lokalt, der får tingene til at ske.

Gavn for både borgere og turister
Selvom badebroen ikke er blandt kommunens største projekter, mener Per Nyborg, at den får stor betydning lokalt.

Den gør en forskel for både lokale borgere, sommerhusejere og de mange turister, der besøger området. Jeg håber, den bliver brugt flittigt i mange år fremover, sagde han.

Han fortalte også, at ønsket havde været en bredere bro med bedre tilgængelighed, men at myndighedskrav fra Kystdirektoratet gjorde det umuligt.

Badevandet ved den nye badebro egner sig godt til børn.

Ét af 22 projekter i landdistrikterne
Formand for Landdistriktsrådet i Vesthimmerland, Børge Poulsen, har været tæt involveret i projektet gennem områdets visionsråd.

-Badebroen var et af de første projekter, vi besluttede at arbejde for, og i dag er det blevet til virkelighed, sagde han.

Han oplyste, at projektet er ét af i alt 22 udviklingsprojekter i kommunens landdistrikter.

Det er vigtigt, at vi skaber aktiviteter og oplevelser i de små lokalsamfund. Det er med til at styrke bosætningen og gøre områderne attraktive for både fastboende og besøgende, sagde Børge Poulsen.

Han rettede en særlig tak til projektgruppen, kommunen, entreprenørerne og ikke mindst de lokale ildsjæle.

Toiletbygning er næste skridt
Arbejdet ved badebroen er dog endnu ikke helt afsluttet.

Børge Poulsen kunne fortælle, at Kystdirektoratet nu langt om længe har givet tilladelse til den planlagte toiletbygning ved parkeringspladsen.

Vi håber, at byggeriet kan gå i gang i løbet af efteråret, sagde han.

Han fortalte samtidig, at beboerforeningen allerede arbejder med flere idéer, der skal gøre området endnu mere attraktivt.

Grøn snor blev klippet
Inden den officielle snorklipning lød der en tak til Hvalpsund Borgerforening for hjælpen med arrangementet, blandt andet med indkøb af pølser, lån af grill og praktisk assistance. Også Nautilus Hvalpsund blev takket for opbakningen.

Tanken er, at badebroen skal være et samlingspunkt for både badende, kajakroere, robåde og børn, der kan fange krabber fra broen.

Ligesom ved indvielsen af badebroerne i Hvalpsund var havkajak roere fra Nautilus også at finde i Louns. Som det ses er det rigtigt godt øveterræn for havkajak.

Den traditionelle røde snor var denne gang udskiftet med en grøn.

Ifølge Annie Nielsen symboliserede den både områdets smukke natur – og var samtidig et muntert nik til konservative Per Nyborgs partifarve.

Efter snorklipningen blev den nye badebro taget i brug, mens der blev serveret grillede pølser og kolde drikke til de mange fremmødte, som nød den varme sommerdag i Louns.

Indvielsen samlede over 100, der søgte skygge under parasoller og pavilloner, mens de blev budt på en grillpølse.

/cf

Borgmester klippede blå snor til Hvalpsunds to nye badebroer – FOTOS

Borgmester Per Bach Laursen stod for indvielsestale og klipning af den blå snor til de nye badebroer i Hvalpsund.

HVALPSUND: Mellem 80-90 borgere var lørdag formiddag mødt op ved Promenaden i Hvalpsund for at overvære indvielsen af byens to nye badebroer. Broerne skal både styrke friluftslivet, skabe bedre forhold for svømmere og være med til at udvikle turismen langs Limfjorden.

I Hvalpsund er båndet blåt
Det var formand for Hvalpsund Borgerforening, Erling N. Sørensen, der bød velkommen til de mange fremmødte. Samtidig takkede han medlemmerne af Nautilus, som var mødt op med robåd og kajakker for at markere dagen.

Med et glimt i øjet bemærkede han:

– Vores borgmester har været lidt utilfreds over alle de røde bånd, han har skullet klippe i kommunen. Så her i Hvalpsund er båndet naturligvis blåt !.

Et projekt med større perspektiver
Borgmester Per Bach Laursen tog herefter ordet.

– Ja, det med det blå bånd har jeg prøvet én gang før. Det var også lige her, da Promenaden blev indviet – og jeg har faktisk båndet endnu, lød det fra Venstre borgmesteren, hvis partifarve er blå.

Han understregede, at de nye badebroer er en del af det større områdefornyelsesprojekt, som Vesthimmerlands Kommune har arbejdet med i Hvalpsund gennem de seneste år.

– Det, vi står ved i dag, er en del af arbejdet med at binde de to dele af Hvalpsund sammen og samtidig udnytte de muligheder, vi har ved Limfjorden.

Badebroerne i Hvalpsund er allerede taget i brug. På årets hidtil varmeste da var det ikke så underligt at flere nød en afsvalende dukkert i fjorden
Hvalpsunds to nye badebroer ved Fjordvej

Bedre forhold for svømmere
Ifølge borgmesteren opstod idéen til badebroerne blandt andet med inspiration fra den populære “Flugten til Hvalpsund”, hvor deltagerne blandt andet svømmer i fjorden.

– Hvis man skal træne til sådan noget, skal man have nogle gode og sikre forhold at svømme i. Det var ikke et forslag om en svømmehal i Hvalpsund, men om at skabe bedre rammer ude i fjorden.

Broerne giver svømmere et naturligt mål i vandet og skal samtidig gøre det mere attraktivt at bruge fjorden til motion og rekreation.

Arbejder for en renere Limfjord
I sin tale kom borgmesteren også ind på kommunens arbejde med at forbedre vandmiljøet i Limfjorden.

– Vi arbejder på at få ledt spildevandet uden om fjorden. Det koster penge, men det er en vigtig kommunal opgave. Samtidig har både landbruget og industrien også et ansvar.

Han erkendte, at forbedringerne ikke kommer fra den ene dag til den anden.

– Vi håber, at vi om ti år kan sige, at kommunens del af opgaven er løst. Men biologien er langsom, og derfor vil der gå tid, før vi ser den fulde effekt.

Turismen skal vokse
Per Bach Laursen ser samtidig de nye badebroer som endnu et skridt i udviklingen af turismen i Vesthimmerland.

– Turismen er noget af det, der kan gøre en forskel i vores del af Danmark. Hvalpsund er allerede et attraktivt sted om sommeren, hvor havnen summer af liv, restauranterne blomstrer, og det lokale erhvervsliv får glæde af de mange besøgende.

Han pegede på, at hele området langs Limfjorden har et stort potentiale.

– Bor man eksempelvis i sommerhus ved Illeris, kan man besøge Hvalpsund den ene dag og Ertebølle, Løgstør eller Rønbjerg de næste. Det potentiale skal vi udnytte.

Robåd fortsatte til Louns
Efter borgmesteren havde klippet den blå snor, fortsatte markeringen på vandet. En robåd fra Nautilus satte kurs mod Louns på en omkring 2,5 timer lang rotur.

Bl.a. bliver Nautilus nye brugere af badebroerne, så derfor var kajakroere og en enkelt robåd tilstede ved indvielsen
Meningen var at både kajakker og robåd skulle sejle videre til den næste indvielse i Louns, men grundet sommerheden blev det kun denne robåd der tog turen, som varede 2,5 time.

Varmen satte dog sit præg på dagen. Allerede ved indvielsen klokken 10 viste termometeret 24 grader, og derfor valgte havkajak roerne fra Nautilus at transportere kajakkerne ad landevejen til Louns, hvor de et par timer senere deltog i indvielsen af endnu en ny badebro.

Tilbage i Hvalpsund sluttede indvielsen af med kaffe og rundstykker, serveret af Hvalpsund Borgerforening.

Som afslutning på indvielsen i Hvalpsund var der kaffe og rundstykker til de godt 90 fremmødte

/cf

Nu indvies de nye badebroer officielt

Lørdag indvies først de 2 nye badebroer ved Promenaden langs Fjordvej i Hvalpund.

HVALPSUND/LOUNS: Hele 3 nye badebroer indvies officielt lørdag. Badebroerne er en del af områdefornyelserne i Hvalpsund og Louns.

Begge steder har borgere og beboere været involveret gennem henholdsvis Hvalpsund Borgerforening og Louns Beboerforening. Det er sket med Vesthimmerlands Kommune som projektkoordinator, ligesom kommunen også har bidraget med områdefornyelsesmidler og landdistriktsmidler.  

Festlig dag med to indvielser
Det bliver en festlig dag med hele to indvielser. Først i Hvalpsund, hvor borgmester Per Bach Laursen indvier badebroerne, ligesom han gjorde det for 2 år siden, hvor Promenaden mellem havnene (Fiskerihavnen og Lystbådehavnen – red), blev festligt indviet selvom det regnede. På lørdag er der ikke udsigt til regn, nærmere hedebølge, så forhåbentlig vil badebroerne straks blive taget i brug. Sikkert er det i hvert fald at robåde og kajakker fra Nautilus Hvalpsund vil tage turen til vands fra de nyindviede badebroer i Hvalpsund til dagens anden indvielse i Louns, hvor de lægger til ved den nye badebro her. For taler og snorklip i Louns står formand for Kultur-, Fritids og Landdistriktsudvalget Per Nyborg og formand for Landdistriktsrådet i Vesthimmerland Børge Poulsen, Alstrup.

Et par timer senere indvies den nye badebro i Louns.

Lang myndighedsbehandling
Selvom badebroerne har været projekteret i flere år, og midlerne sågar også bevilliget til det, så skal Kystdirektoratet godkende projekterne, der ligger indenfor kystbeskyttelseslinjen. Myndighedsbehandlingen kan være længerevarende som den også har været i disse tilfælde.

Flere år undervejs
Badebroerne i Hvalpsund blev projekteret i 2023 og det var forventningen af man kunne gå i gang med opførelsen umiddelbart efter indvielsen af promenaden den 31. maj 2024. Men der skulle gå indtil starten af november 2025 inden bundpælene kunne slåes i. Broerne stod klar et par måneder senere, hvorefter arbejdet med broen i Louns kunne gå i gang.

Også i Louns har man ventet i fire år siden forslaget om badebroen, kom fra beboerforeningen. Selvom badebroen nu indvies, er der flere ting på vej på p-pladsen inden badebroen. Der er søgt om et multtoilet, rindende vand og en el-ladestander til opladning af cykler og mobiltelefoner.

/cf

BioCirc præsenterede stor udvidelsesplan og nyt energiområde ved nabomøde

Ca. 80 var mødt op til nabomødet. Her er det Jacob Jellesen fra BioCirc der giver et overblik.

HOLME: Kun to dage efter indvielsen af BioCircs nye CSS anlæg på biogasanlægget i Holme var der torsdag aften inviteret til møde i Dronning Ingrid Hallerne for naboer, samarbejdspartnere og andre interessenter.

En mødeinvitation som kun var meldt ud på BioCircs egen facebook side, derfor fik mange travlt med, i sidste øjeblik, at informere hinanden om det vigtige møde. 150 stole var sat op men kun ca. 80 nåede at blive besat.

Planer præsenteret
På mødet præsenterede direktør for anlægget i Holme Jeppe Klug Madsen, der tiltrådte i december og Jacob Jellesen fra BioCirc planerne for en markant udbygning af Vesthimmerland Biogas samt et samlet energiområde med vindmøller, solceller, PtX-anlæg og nye naturarealer. Præsentationen lagde vægt på både projektets størrelse, de lokale gevinster og de kompensationsordninger, der tilbydes naboerne.

Der er store fremtidsplaner for Vesthimmerlands Biogas, som blev præsenteret på et nabomøde i sidste uge. Der er lagt op til 26 ha biogasområde, 21 ha PtX område. BioCirc ønsker at opføre 11 vindmøller på 185 m. ca. 193 ha. solceller og 4,5 ha. transformerstation med batterianlæg nord for Holmevej. Det skal forsyne anlægget med strøm. Arealet øverst til højre er ikke en del af BioCirc’s projekt, det er et nyt industriareal på 32 ha som Vesthimmerlands Kommune ønsker at udlægge. Illustration: BioCirc

Biogasanlægget behandler i dag omkring 500.000 tons biomasse årligt og producerer cirka 40 millioner Nm³ biogas. Desuden har anlægget netop taget det nye CO₂-fangstanlæg i brug, der årligt kan indfange knap 45.000 tons CO₂, (ved indvielsen blev der sagt 32.500 tons CO2 – red.)mens et forsøgsanlæg til omdannelse af afgasset gylle til olie og andre produkter sættes i drift hen over sommeren.

Biogasanlægget skal udvides
Første etape af udvidelsen indebærer, at anlægget skal kunne modtage op til 900.000 tons biomasse om året. Af nye anlæg i den forbindelse kommer ekstra luftfiltrering, omdannelse af hal til gylle læsning/losning og to nye udleveringstanke.

Flere transporter
Biogasproduktionen forventes dog at være uændret, mens antallet af daglige transporter stiger fra 47 til 109 daglige transporter(127 på hverdage) inkl. transporter til CO2 fangst. Definitionen på en transport = 1 kørsel ind + 1 kørsel ud fra anlægget. På længere sigt arbejder BioCirc med et foreløbigt oplæg om en kapacitet på op til 2 millioner tons biomasse, hvilket vil øge trafikken til cirka 180 daglige transporter. Kommunens myndighedsbehandling af første etape ventes i løbet af 2026 med offentlig høring i efteråret.

Solceller og vindmøller
Samtidig blev planerne for BioCircs andel af energiområde gennemgået (den anden del vedrører Wind Estate – red). Projektet omfatter blandt andet 11 nye vindmøller på op til 185 meter, cirka 193 hektar solceller, 4,5 ha transformerstation inkl. batterianlæg samt arealer til PtX, alt sammen nord for Holmevej. Ifølge BioCirc er projektet blevet justeret flere gange efter dialog med borgere og interesseorganisationer, blandt andet ved at reducere solcellearealet og opdele anlæggene med levende hegn, nye stier og natur. Der planlægges omkring 60 hektar ny permanent natur, mere end 20 kilometer levende hegn og cirka 25 kilometer nye stier.

Mange spørgsmål blev bragt op fra de fremmødte: Lugt, støj, transporter, forurening og den store mængde vand som et PtX anlæg skal bruge. Der blev også spurgt til i hvor stor en radius biomassen kommer fra. Der blev svaret 30 (gylle)-40 km (dybstrøelse).

Kompensation til naboer
Størstedelen af mødet handlede om kompensation til naboerne. Ca. 20 ejendomme ligger indenfor 6 x møllehøjde og indenfor 200 m. fra solceller og har mulighed for at blive opkøbt eller få fuld erstatning for ejendomsværditab. BioCirc gennemgik reglerne i VE-loven om værditabserstatning, salgsoption, årlige bonusordninger og den grønne pulje, som samlet forventes at tilføre omkring 50 millioner kroner til lokale projekter. Derudover tilbyder virksomheden egne frivillige ordninger til de nærmeste naboer med blandt andet gratis strøm svarende til en gennemsnitlig husstands elforbrug, forbedrede vilkår ved salg af ejendomme og ekstra kompensation. Læs hvad der blev gennemgået på nabomødet på Biocirc.com/vesthimmerlandgogreen

Ifølge BioCirc skal hele planprocessen gennem miljøvurdering, lokalplan, offentlige høringer og politisk behandling, før byggeriet kan begynde.

Borgermøde til august vedr. solceller og vindmøller
Den 20. august er der borgermøde vedr. den høring for vindmøller og solceller som Byrådet har sendt i høring for Energiparken. I slutningen af 2026 skal der tages endelig politisk beslutning om lokalplan, projekttilladelse m.v. Herefter vil der være en klageperiode.

/cf

Det blev der sagt ved indvielsen af BioCirc nye CCS-anlæg i Holme

BioCircs administrerende direktør, Bertel Maigaard og Vesthimmerlands borgmester klippede sidste tirsdag snoren til det nye CCS-anlæg på biogasanlægget i Holme.

HOLME: Mere end 200 gæster deltog ved indvielsen af BioCircs nye CO₂-fangstanlæg ved biogasanlægget i Holme.

Ved indvielsen talte både BioCircs administrerende direktør, Bertel Maigaard og Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen.

BioCircs administrerende direktør, Bertel Maigaard, lagde i sin tale vægt på, at anlægget ikke blot er en teknologisk milepæl for virksomheden, men også et vigtigt skridt i den grønne omstilling.

– Vi er utrolig stolte af at kunne åbne både vores første CCS-anlæg og samtidig verdens største anlæg af sin slags baseret på biogas. Det er et projekt, vi har arbejdet målrettet på gennem flere år, sagde han.

Mere end et biogasanlæg
Ifølge Bertel Maigaard har BioCirc fra begyndelsen haft en ambition om at udvikle biogasanlæg til langt mere end produktion af grøn gas.

Visionen er at samle flere teknologier på samme lokalitet, så de understøtter hinanden og samtidig skaber værdi for både virksomheden, landbruget og lokalsamfundet.

Han understregede, at virksomheden naturligvis skal skabe en sund forretning, men at udviklingen også handler om at bidrage til arbejdspladser og udvikling i landdistrikterne.

– Vi ønsker at vise, at man også på landet kan skabe nogle af de mest innovative løsninger inden for den grønne omstilling, sagde direktøren.

32.500 tons CO om året
Det nye anlæg skal kunne indfange omkring 32.500 tons CO₂ om året.

Ved produktionen af biogas bliver metan og CO₂ allerede adskilt. Tidligere blev CO₂’en udledt til atmosfæren, men nu bliver den opsamlet, gjort flydende og sendt til permanent lagring.

Da CO₂’en stammer fra biomasse, som allerede har optaget kulstof fra atmosfæren, giver lagringen en negativ klimaeffekt.

BioCirc har blandt andet indgået en aftale med Microsoft om levering af såkaldte CO₂-kreditter.

– Vi ser os ikke længere som et energiselskab. Vi ser os som en virksomhed, der producerer CO₂-fortrængninger. Det er dér, vi kan gøre den største forskel, sagde Bertel Maigaard.

Han fremhævede samtidig, at samarbejdet med landbruget er helt afgørende.

– Det bedste CO₂-fangstanlæg i verden er stadig planterne. Hele vores produktion bygger på det arbejde, som landbruget udfører hver eneste dag.

Næste skridt bliver metanol
CCS-anlægget er ifølge BioCirc kun anden etape i virksomhedens langsigtede plan.

Den næste fase bliver etableringen af vindmøller og solceller omkring anlægget. Den vedvarende energi skal bruges til at producere brint, som sammen med den indfangede CO₂ skal omdannes til grøn metanol.

Projektet har modtaget 300 millioner kroner i støtte fra EU, og ambitionen er at etablere et metanolanlæg med en årlig produktion på omkring 16.000 tons.

Metanolen skal blandt andet kunne anvendes som grønt brændstof til skibsfart og på sigt også luftfart.

– Det er netop samspillet mellem biogas, CO₂-fangst, vind, sol og metanol, der gør projektet unikt. Teknologierne giver først deres fulde værdi, når de bliver koblet sammen, sagde Bertel Maigaard.

Målet er 150 arbejdspladser
BioCirc forventer, at de kommende udbygninger vil skabe markant flere arbejdspladser.

Virksomheden beskæftiger i dag knap 40 medarbejdere mod under 20, da BioCirc overtog anlægget fra de lokale ejere.

På længere sigt er ambitionen at skabe omkring 150 arbejdspladser i Holme.

Direktøren pegede samtidig på, at kommende investeringer også skal reducere lugtgener og antallet af transporter fra anlægget.

Et nyt digestat anlæg skal blandt andet udnytte restproduktet fra biogasproduktionen bedre, så næringsstoffer kan sendes tilbage til landbruget i en mere målrettet form, samtidig med at der udvindes mere CO₂ og bioolie.

Borgmester: Grøn omstilling, erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser
Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen, roste BioCirc for de langsigtede ambitioner og takkede virksomheden for at satse i kommunen.

Han mindede om, at BioCirc første gang præsenterede planerne for byrådet for omkring tre et halvt år siden.

Siden har projektet udviklet sig fra visioner til et konkret anlæg.

– Det, vi ser i dag, er det første synlige resultat af flere års arbejde. Udefra ligner anlægget stort set sig selv, men herinde er der sket en enorm udvikling, sagde borgmesteren.

Han fremhævede, at kommunen tidligt valgte at satse på udviklingen af energiområder i Holme og Aggersund som led i den grønne omstilling.

Det har ikke været uden debat, erkendte han, da store energianlæg påvirker landskabet. Men Byrådet har ønsket at samle udviklingen få steder fremfor at sprede anlæggene over hele kommunen.

– Vi har ønsket at bidrage til den grønne omstilling samtidig med, at vi skaber erhvervsudvikling og arbejdspladser lokalt. Det er den kombination, der gør projektet interessant, sagde Per Bach Laursen.

Han pegede desuden på, at Vesthimmerland med projektet er med til at understøtte både den nordjyske, nationale og internationale klimaindsats.

– Om lidt kører den første lastbil med CO₂ ud af Vesthimmerland til lagring i Nordsøen. Det er et lokalt projekt, men det kommer hele verden til gavn, sagde borgmesteren.

Afslutningsvis udtrykte han forventning om, at BioCircs fortsatte investeringer vil blive en vigtig drivkraft for både den grønne omstilling og udviklingen af nye arbejdspladser i Vesthimmerland.

/cf

•BioCircs BECCS-platform omfatter fem danske biogasanlæg, hvor Vesthimmerland Biogas er det første i rækken og foreløbigt verdens største biogasbaserede CCS-anlæg. Derudover sættes Favrskov Biogas, Haderslev Biogas, Grønhøj Biogas og Vinkel Biogas i drift.

•Fra CCS-anlægget i Vesthimmerland fjernes 32.500 ton CO₂ årligt

•CO₂’en indfanges som led i biogasproduktionen, hvorefter den flydende CO₂ sejles til INEOS’ Greensand Future CO₂-lager i den danske del af Nordsøen og pumpes dybt ned under havbunden.

•Projektet etablerer en komplet CCS-værdikæde fra decentral CO₂-fangst til offshore-lagring og understøttes af Energistyrelsen via NECCS-puljen.

Flere offentlige Sankt Hans bål i lokalområdet

I Farsø er der Skt. Hans bål og aktiviter i Søanlægget

FARSØ: Midsommeren er over os og det er tirsdag aften, at vi alle samles om Sankt Hans bålene for at synge midsommervisen og lytte til talerne om det aktuelle, men også det mystiske og historiske.

Der er arrangeret flere offentlige Sankt Hans bål i Farsø området, som man kan vælge at turnere rundt til – eller samles til sammen med naboer, venner og familie.

I Farsø by er der Sankt Hans bål med hyggeligt samvær i Søanlægget arrangeret af DDS Spejderne. Aftenens båltaler er byrådspolitiker Lars Andresen fra Hvalpsund.

Ved Plejecenter Højgården er det traditionen tro Højgårdens Venner, der vil sørge for blus og bål. Her er båltaleren formand for Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune, Søren Byrjalsen fra Søkbæk.  

I Strandby, på den nye shelterplads, står Strandby Borgerforening bag Skt. Hans arrangementet med først fællesspisning og herefter båltale ved folketingspolitiker og formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, Hadsund

Også i Hvalpsund taler et folketingsmedlem, nemlig Flemming Møller Mortensen, Aalborg, valgt i Himmerlandskredsen for Socialdemokratiet. Her taler han ved færgekiosken, hvorefter bålet på stranden tændes samtidig med at midsommervisen synges.

Også i Ertebølle, Trend, Ullits, Vester Hornum, Vognsild, Østrup, Vesterbølle, Gedsted, Haubro og andre byer og landsbyer har deres egne Skt. Hans bål, der typisk er arrangeret af de lokale borger- og beboerforeninger.      

/cf

3 stjerner på badeflagene

I år kan man igen se det hvide badeflag vejre over badestrandene i Vesthimmerland. Analyser viser at alle 11 strande og 2 søer har fint og rent badevand. Her er det ved badeanlægget i Hvalpsund, hvor de 3 stjerner er betegnelsen for udmærket badevand.

VESTHIMMERLAND: Selvom flere strande bruges flittigt til badning hele året (vinterbadning – red), så går badesæsonen officielt fra 1. juni til 31. august.  

I henhold til bekendtgørelsen om badevand og badeområder skal Vesthimmerlands Kommune tage prøver af badevandet fra 1. juni til 1. september, der hvor kommunen forventer at folk bader. Det drejer sig om 100 km kystlinje og 2 gode badesøer.

I Vesthimmerland er der 11 strande – og 2 søer, hvor der løbende tages analyser af badevandet igennem badesæsonen.

De har alle har fået tre stjerner, hvilket er symbol for den højeste kvalitet af badevand. Det viser de seneste prøver offentliggjort den 26. maj – og kontrolmålinger foretaget 2. juni. De viser alle ”Badevandskvaliteten er udmærket”, hvilket vil sige, at bakterieindholdet i vandet er meget lavt. Der er efterfølgende taget flere prøver grundet juni’s megen nedbør, men viser altså fortsat fin badekvalitet.

Fem strande har flagstang med det hvide badeflag vejrende. Disse fem strande er udvalgt til at have badeflaget, der også viser at stranden har egen toiletbygning. Det er strandene i Hvalpsund, Ertebølle, Trend, Rønbjerg og Løgstør.

De resterende otte steder hvor man trygt kan bade er: Hessel Strand (Valøre Hage) Illeris, Louns, Stistrup, Livø, Lendrup, Navn Sø og Sjørup Sø (Gatten)

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.