HVALPSUND: Mellem 80-90 borgere var lørdag formiddag mødt op ved Promenaden i Hvalpsund for at overvære indvielsen af byens to nye badebroer. Broerne skal både styrke friluftslivet, skabe bedre forhold for svømmere og være med til at udvikle turismen langs Limfjorden.
I Hvalpsund er båndet blåt
Det var formand for Hvalpsund Borgerforening, Erling N. Sørensen, der bød velkommen til de mange fremmødte. Samtidig takkede han medlemmerne af Nautilus, som var mødt op med robåd og kajakker for at markere dagen.
Med et glimt i øjet bemærkede han:
– Vores borgmester har været lidt utilfreds over alle de røde bånd, han har skullet klippe i kommunen. Så her i Hvalpsund er båndet naturligvis blåt !.
Et projekt med større perspektiver
Borgmester Per Bach Laursen tog herefter ordet.
– Ja, det med det blå bånd har jeg prøvet én gang før. Det var også lige her, da Promenaden blev indviet – og jeg har faktisk båndet endnu, lød det fra Venstre borgmesteren, hvis partifarve er blå.
Han understregede, at de nye badebroer er en del af det større områdefornyelsesprojekt, som Vesthimmerlands Kommune har arbejdet med i Hvalpsund gennem de seneste år.
– Det, vi står ved i dag, er en del af arbejdet med at binde de to dele af Hvalpsund sammen og samtidig udnytte de muligheder, vi har ved Limfjorden.


Bedre forhold for svømmere
Ifølge borgmesteren opstod idéen til badebroerne blandt andet med inspiration fra den populære “Flugten til Hvalpsund”, hvor deltagerne blandt andet svømmer i fjorden.
– Hvis man skal træne til sådan noget, skal man have nogle gode og sikre forhold at svømme i. Det var ikke et forslag om en svømmehal i Hvalpsund, men om at skabe bedre rammer ude i fjorden.
Broerne giver svømmere et naturligt mål i vandet og skal samtidig gøre det mere attraktivt at bruge fjorden til motion og rekreation.
Arbejder for en renere Limfjord
I sin tale kom borgmesteren også ind på kommunens arbejde med at forbedre vandmiljøet i Limfjorden.
– Vi arbejder på at få ledt spildevandet uden om fjorden. Det koster penge, men det er en vigtig kommunal opgave. Samtidig har både landbruget og industrien også et ansvar.
Han erkendte, at forbedringerne ikke kommer fra den ene dag til den anden.
– Vi håber, at vi om ti år kan sige, at kommunens del af opgaven er løst. Men biologien er langsom, og derfor vil der gå tid, før vi ser den fulde effekt.
Turismen skal vokse
Per Bach Laursen ser samtidig de nye badebroer som endnu et skridt i udviklingen af turismen i Vesthimmerland.
– Turismen er noget af det, der kan gøre en forskel i vores del af Danmark. Hvalpsund er allerede et attraktivt sted om sommeren, hvor havnen summer af liv, restauranterne blomstrer, og det lokale erhvervsliv får glæde af de mange besøgende.
Han pegede på, at hele området langs Limfjorden har et stort potentiale.
– Bor man eksempelvis i sommerhus ved Illeris, kan man besøge Hvalpsund den ene dag og Ertebølle, Løgstør eller Rønbjerg de næste. Det potentiale skal vi udnytte.
Robåd fortsatte til Louns
Efter borgmesteren havde klippet den blå snor, fortsatte markeringen på vandet. En robåd fra Nautilus satte kurs mod Louns på en omkring 2,5 timer lang rotur.


Varmen satte dog sit præg på dagen. Allerede ved indvielsen klokken 10 viste termometeret 24 grader, og derfor valgte havkajak roerne fra Nautilus at transportere kajakkerne ad landevejen til Louns, hvor de et par timer senere deltog i indvielsen af endnu en ny badebro.
Tilbage i Hvalpsund sluttede indvielsen af med kaffe og rundstykker, serveret af Hvalpsund Borgerforening.


/cf

