Forside Blog Side 14

Rekordmange traktorer og rekordmange gæster til Hot Sommer – FOTOS & VIDEO

FARSØ: Mandag aften levede Hot Sommer igen op til sit navn, både vejrmæssigt i flot solskin, men også som særdeles ”hot” at besøge.

Efter kl. 16.30, hvor midtbyen blev afspærret, kom 120 veterankøretøjer – flest veterantraktorer – brummende til Farsø midtby.

Bukh-traktorerne fejrede 70-års jubilæum
Forrest kørte over 40 røde Bukh-traktorer, som der var særligt fokus på denne aften i anledning af traktormærkets 70-års jubilæum. De røde traktorer blev stillet samlet, så man kunne se Bukh-traktorens udvikling fra 1956-67, hvor den blev produceret i Kalundborg. Altså et stolt dansk traktormærke, som i 50’erne, 60’erne og 70’erne var meget almindeligt rundt omkring på gårdene, og som faktisk også blev forhandlet i Farsø.

Bagermester fortalte traktorhistorie og bød på kage
Midt på aftenen kunne man blive klogere på Bukh-traktoren, hvor den lokale bagermester Allan Søkbæk Sørensen fortalte om de udstillede traktorer. En del af dem var hans egne, og det var også ham, der havde sørget for at få de mange veterankøretøjer til Farsø. Som bagermester bød han sågar på jubilæumskage i anledning af traktorjubilæet.

Mejetærsker skabte blikfang
Opsigt vakte også den store gule New Holland-mejetærsker fra lokale Farmas, som var parkeret ved lyskrydset.

Dermed trådte de rekordmange gæster lige ind midt i landmandslivet.

Streetfood trak over 1.000 spisende gæster
Gæsterne ankom fra kl. 17.00 og altså tæt på spisetid. Der opstod hurtigt kø ved streetfood-stederne, men alle fik deres aftensmad, og en hurtig sammentælling viser, at over 1.000 personer indtog deres aftensmad i Farsø denne aften. Ville man have mere, var der kaffe og kage fra bagervognen, der selvfølgelig var trukket af en Bukh-traktor.

Levende kulturhistorie i midtbyen
Aftenen havde også besøg af andre gode venner, nemlig Levende Landsby Vesterbølle og Herregården Hessels laug, der viste gammelt håndværk, men også bød på smagsprøver på øl, snaps og fedtemadder.

Endnu en fantastisk Hot Sommer aften
Sommeraftenen og den gode stemning gjorde, at folk tilbragte det meste af aftenen i Farsø. Også butikkerne i Farsø Rådhuscenter blev velbesøgte. Her var det sommervarerne i butikkerne, der netop nu er på udsalg, som trak.

Med andre ord – endnu en fantastisk Hot Sommer-aften i Farsø. På mandag finder endnu en Hot Sommer sted med temaet Classic Night, som betyder masser af veteranbiler, knallerter og motorcykler i Farsø midtby.

/cf

Kunstnere tjekkede ind på Den Gule Gård

I sidste uge kunne man både se kunst og kunsterne i arbejde på Den Gule Gård i Ertebølle. Her ses Sonja Feldt fra Gedsted i gang med at male en maske. I baggrunden ses pilefletter Marianne Hansen fra Ertebølle.

ERTEBØLLE: I hele uge 29, udstillede 7 lokale kunstnere værker i forsamlingshuset Den Gule Gård i Ertebølle, som er ejet af Ertebølle Strand Camping.

Kunstværkstedet var godt besøgt

Ud over at udstille, så arbejdede de 7 kunstnere også med nye værker, så man kunne kigge dem over skulderen.

Kunstnerne var produktive her ses Poul Spanggaard fra Aalestrup og Laila Eskedal fra Farsø.

Kunstværkstedet blev godt besøgt i slutningen af ugen hvor den værste hedebølge var ovre. For kunstnerne gav ”Den gule gård” til gengæld et godt svalt sted, hvor der kunne arbejdes.   

/cf   

120 sangstemmer fyldte teltet til sommersang – FOTOS & VIDEO

Ca. 120 sangglade var søndag aften mødt frem til sommersang i teltet på Havnepladsen. Der blev både sunget og klappet med på kendte numre.

HVALPSUND: Det var ganske vist en blæsende og råkold sommeraften, men sangstemmerne og hyggen fejlede bestemt ikke noget, da der søndag aften var fællessang – i form af sommersang, på havnepladsen i Hvalpsund.

Havnefesten havde ladet festteltet stå en uge ekstra, så derfor sad de 120 deltagere lunt og godt, selvom blæsten rev i teltet.

Brug af festteltet var også årsagen til at Sommersang fandt sted et par uger tidligere end de foregående år.  Men det havde ingen betydning for tilslutningen, selvom det var midt i sommerferien. Deltagerne kom for størstedelens vedkommende fra Hvalpsund og Farsø-området.

Der var udvalgt 24 sange fra Sommersangs eget sanghæfte, som hovedkraften bag Sommersang, Grethe Østergaard, lavede for nogle år siden.

Der blev lagt ud med sange som ”Velkommen i den grønne lund”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Åbent landskab”, ”Jeg vil male dagen blå”. ”Lyse nætter”, som er kåret som Danmarks bedste sang, var naturligvis også med på sanglisten.

         

Derudover havde Jættebanden som akkompagnerede til sammen med aftenens forsanger Bjørn Baastrup også valgt 7 kendte numre, som de fremførte, som der også kunne synges med på.

Sangene blev akkompagneret af lokale Jættebanden og forsanger Bjørn Baastrup.

Det var sange som ”Kald det kærlighed”, ”Min kat den danser tango” og ”When I’m Sixty-four”

Sommersang varede i 2 timer med mulighed for at købe kaffe og kage halvvejs.

/cf

SOMMERAVISEN: Stenalderfestival 

I uge 30 er der stenalderfestival på Stenaldercenteret i Ertebølle, hvor denne store gruppe af stenalderfolk rykker ind på Stenaldercentrets anlæg for at give levendegjort formidling til de besøgende.

ERTEBØLLE: I uge 30 rykker den erfarne formidlergruppe ”Stenalderbønderne”, der består af ca. 25 personer ind på Stenaldercentret i Ertebølle.

Gruppen bringer stenalderen til live med autentiske klæder, værktøjer og viden.

Der vil således hele ugen, til og med lørdag, være masser af levende formidling og sjove aktiviteter for både børn og voksne i hele anlægget med særligt fokus på bondestenalderen.  

Træd ind i fortidens verden
Centerleder Louise Villadsen fortæller, at man som besøgende på Stenaldercentret godt kan gøre sig klar til en enestående rejse tilbage i tiden, når der afholdes stenalderfestival med “Bondestenalderfolket”. Man kan opleve historien helt tæt på.

Man kan få et indblik i hvordan Stenalderfolket lavede deres redskaber

Hun fortæller at man kan opleve imponerende håndværk og forskellige aktiviteter hver dag. Man kan bl.a. Lære at tænde ild uden moderne hjælpemidler, Være med til at lave mad over bål, Prøve kræfter med at hugge flint, Arbejde med plantefibre, Se og høre om garvning af skind, Skyde med bue og pil og meget mere!

Besøgende kan også prøve selv – f.eks. at tænde ild uden moderne hjælpemidler.

Foregår på Stenaldercentrets 25.000 kvm. store område
Aktiviteterne foregår på Stenaldercentrets 25.000 kvm. store udendørs oplevelseslandskab med stenalderhytter og værksteder. Det vil også være muligt at tage en tur i Stenaldercentrets stammebåde på søen.

Inde på Stenaldercentret giver udstillingen om Ertebølletidens stenalderkultur et godt indblik i en af oldtidens mest spændende tidsperioder. 

/cf

LÆS SOMMERAVISEN FOR FLERE AKTIVITETER HER

SOMMERAVISEN: Det er i Ertebølle det sker

Det er langt fra første gang at Ertebølle Strand Camping afholder sommeraktiviteter for campingpladsens og områdets gæster. Flere af dem finder sted indenfor den næste uge i Ertebølle, og som det ses er der altid god tilslutning.

ERTEBØLLE: Lige nu er der højsæson for gæster og aktiviteter i Ertebølle.

Der er masser af aktiviteter i Ertebølle for øjeblikket.

Ertebølle Strand Camping har pladsen fyldt med gæster.

-Men vi laver lige så meget vores sommeraktiviteter for byen og områdets gæster, siger campingpladsejer Lars Brandt.

Kunstudstilling i denne uge
I hele denne uge kan man kigge på kunst i ”Den Gule Gård” på Gl. Møllevej 22, der også tillhører campingpladsen. Her udstiller lokale kunstnere malerier, skulpturer og tekstiler og de har åbent værksted.  

Fuldt program i næste uge
Tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge der meget på programmet både for børn og voksne.

Koncert med Lune Carlsen
Et af årets højdepunkter på Ertebølle Strand Camping er koncerten i næste uge, hvor alle er velkomne. 

På tirsdag vil der være opstillet telt med borde og stole an foran Cafe Ertebølle, hvor der vil være musik og hygge med Lune Carlsen, der hører blandt Danmarks bedste Kim Larsen kopier.

Inden Lune Carlsen spiller om aftenen, så varmer Henrik Bolding op allerede fra midt eftermiddag. 

Til musikken og hyggen serveres masser af pølser og fadøl.

For børn
Onsdag aften indrettes den gule gård til discotek for børn. Det er DJ Delta Two live der har fundet de numre frem som kan få børnene til at danse og synge med.

Torsdag eftermiddag kigger populære Michael Back med musik og sjov. Også han er god til at få børnene til at synge med kendte eller selvkomponerede sange.           

Prøv minigolf banen
Hvis du endnu ikke har prøvet Vesthimmerlands 18 hullers minigolfbane på Ertebølle Strand Camping, så er den værd at udfordre venner og familie på.       

Aktiviteterne kan evt. sluttes af med campingpladsens lækre softice og kugleis.

/cf

LÆS SOMMERAVISEN FOR FLERE AKTIVITETER HER

Havnefesten byder på masser af god musik

Havnefesten slutter søndag eftermiddag af med Henry Therkelsen der spiller kendte klassikere.

HVALPSUND: Ud over en lang række populære programpunkter byder hovedarrangør af Havnefesten, Hvalpsund Borgerforening, også på masser god musik i det store festtelt på Havnepladsen.   

Diskotek fredag aften
Fredag aften vil der være diskotek i festteltet. Det er Diskotek Madsen v. DJ Christian Madsen fra Ullits, der vil stå for populær musik til hygge, ølbanko og dans til langt ud på natten.

Irsk folkemusik med Fjordfolk
Lørdag aften er det irsk folkemusik. Det er orkestret Fjordfolk, som efterhånden har gæstet Hvalpsund nogle gange, der lægger op til en festlig aften. De spiller i forbindelse med havnemiddagen og havneballet.

Populære Fjordfolk spiller irsk inspireret musik i forbindelse med Havnemiddagen og Havneballet, lørdag aften.

Hvis man ikke har sikret sig billet til havnemiddagen, må man ”nøjes” med at dukke op efter spisningen kl. 20.30 for at blive en del af festen med god stemning og dans.

Havnefesten slutter af med Henry Therkilsen
Søndag eftermiddag bliver der lejlighed til at lytte til god og kendt musik – og måske få svunget dansebenene endnu en gang, da Henry Therkelsen optræder i teltet, hvortil der er gratis adgang.

/cf

LÆS MERE OM HAVNEFESTEN I HVALPSUND HER

Hvalpsund melder klar til fest på havnen

Selvfølgelig hører der Limfjordsvand med til havnefesten i Hvalpsund, og det gør denne fest til noget helt særligt. På søndag er det vandet der får en særlig rolle, når der er plankeslagsmål over havnevandet i fiskerihavnen.

HVALPSUND: I aftes startede Havnefesten i Hvalpsund ud med en havnegudstjeneste arrangeret af menighedsrådene. I aften står der Havnebanko på programmet i det store Festtelt arrangeret af Hvalpsund Idræts- og Fritidsforening.

Dermed kan de mange besøgende se frem til endnu fem festlige dage i maritime omgivelser på Havnepladsen ved den gamle fiskerihavn i Hvalpsund.

Ellers er det Hvalpsund Borgerforening der står bag festlighederne, og traditionen tro er der populære programpunkter på plakaten såsom: ”Se og Smag på Hvalpsund” i samarbejde med Lions Farsø.

Torsdag aften drager 300 feinschmeckere sig ud for at Se og Smage på Hvalpsund. Bag arrangementet står Lions Farsø i samarbejde med spisesteder, butikker og foreninger i Hvalpsund. Overskuddet fra arrangementet går til lokale formål.

Fredag eftermiddag henvender sig til børnefamilierne med nyheden ”Børnesjov”. Fredag aften er de unges aften med ølbanko og diskotek.

Lørdag aften er der havnemiddag og irsk folkemusik præsenteret af Fjordfolk.

Populære Fjordfolk spiller irsk inspireret musik i forbindelse med Havnemiddagen og Havneballet, lørdag aften.

Søndag den store finale med optoget gennem byen, plankeslagsmålet over fiskerihavnens vand og musik i teltet med Henry Therkildsen.      

Optoget på søndag i forbindelse med Havnefesten er et flot syn og som der bliver gjort rigtig meget ud af fra foreninger og vennegrupper. Vinderindslagene vælges af publikum, som massivt er opstillet langs med ruten.

Du kan se Havnefest siderne i Farsø Avis HER

/cf

SOMMERAVISEN:Tøffetid i naturen

Ved den kystnære naturbase i Hvalpsund kan man snorkle efter svar på undervandsstien men også finde spændende aktiviteter på overvandsstien. Alt sammen med fokus på leg og læring.

HVALPSUND/UHREHØJE: Sommerferien behøver ikke stå på sydens sol, badeland og dyre forlystelsesparker. De store oplevelser kan sagtens findes i det små, hvis man spørger Karin Winther, naturvejleder ved Vesthimmerlands Kommune.

Hun ser, at mange forældre nemt bruger masser af penge på oplevelser for børnene, fordi de gerne vil gøre det så godt. Men der er alternativer til dyre familieferier:

– I dagpleje-regi taler mine kolleger meget om ”tøffetid”, hvor der egentlig ikke er planlagt det store, og ungerne har frihed til at nusse omkring. I en skemalagt hverdag kan tøffetiden være sparsom, men nu er sommerferien her – så hvad er mere oplagt end at tøffe lidt rundt i naturen? Det er gratis, det er sundt for hele flokken og der er mange muligheder for store oplevelser i det små, siger Karin Winther.

Naturvejleder Karin Winther og Nature Rangers inviterer her i starten af sommerferien på lærerige sommerferieaktiviteter for børn.

Som ”startskud” til tøffetiden i naturen anbefaler Karin Winther, at man kommer med til Naturekspeditionens sommerferie-arrangementer i uge 28.

To sommerferie-arrangementer for børn og voksne i uge 28

Børn og voksne kan komme på vaskeægte ekspedition og finde krible krable-dyr i Limfjorden. Det sker tirsdag den 7. juli, når naturvejlederen og Nature Rangers tager alle deltagere med på tur ved den kystnære naturbase i Hvalpsund.

Her ved Limfjorden kan hele familien prøve kræfter med waders, fiskenet og alt muligt andet grej, der gør studierne af Limfjordens liv sjovere og nemmere. Karin Winther vil også introducere de to aktivitetsruter, undervandsstien og overvandsstien.

Dagen efter, onsdag den 8. juli, kan hele familien lave deres egen naturmedicin og lære om spiselige planter. Det sker på naturbasen i Uhrehøje Plantage. Begge arrangementer er noget, der kan bringe hele familien tættere sammen, mener naturvejlederen:

– I vores travle hverdag forsvinder nærværet nemt mellem praktiske gøremål, madlavning, skole og institution, skærme, job og fritidsaktiviteter. Når halvdelen af alle børn efterlyser flere ture ud i naturen med deres voksne, så er det også et tegn på, at de gerne vil være mere uforstyrret sammen. Til vores arrangementer, og i øvrigt på vores aktivitetsruter rundt omkring i Vesthimmerland, er nærvær en helt central grundsten, fortæller Karin Winther.

Natur på egen hånd: Aktivitetsruter og naturbaser

I Vesthimmerlands Kommune arbejder naturformidlingen ved Teknik, Miljø- og Klimaforvaltningen kontinuerligt på at udvikle og forbedre de såkaldte aktivitetsruter. Det er borgeres og turisters genvej til naturen, hvis man ikke helt ved, hvad man skal lave derude.

– Hvis du gerne vil mere ud sammen med familien, så anbefaler jeg klart at læse om de forskellige aktivitetsruter på naturekspedtionen.dk. I kan for eksempel blive klogere på dyrespor i Aars Skov, eller I kan følge ugleruten i det sene aftenmørke i Uhrehøje Plantage, sove på naturbasen og høre natuglerne tude. I kan også bare tage til én af de syv naturbaser. Naturbaserne og aktivitetsruterne er til for, at det ikke bliver et projekt at komme ud. De tager dig i hånden og viser vej, når du har brug for det, og er helt analoge. Det er ret unikt, at en kommune står så stærkt på naturformidling til børn og deres familier, som vi gør her i Vesthimmerland. Vi glæder os til at se jer i uge 28, og til at møde jer derude på egen hånd sommeren over, slutter Karin Winther.

Du finder både naturbaser og aktivitetsruter på naturekspeditionen.dk under menupunktet ”På tur i det fri”.

Hvalpsund Borgerforening samler byen – Havnefesten viser fællesskabet i praksis

Hvalpsund Borgerforening var i sving så sent som i sidste uge, hvor man hjalp til ved indvielsen af badebroerne i Hvalpsund. Her ses den næsten fuldtallige bestyrelse ved begivenheden. Bagerst fra venstre formand,Erling Nørager Sørensen, Leif Jensen, Jan Jensen. Forrest fra venstre: Grethe Østergaard, Asta Hyldahl, Bente Thornvig Poulsen. På billedet mangler Rita Kastbjerg, Jutta Thybo og Ditte Nørager.

HVALPSUND: Når Hvalpsund holder Havnefest, er det ikke kun et festligt program, der er resultatet. Det er også et synligt bevis på det stærke fællesskab og den store frivillige indsats, som kendetegner Hvalpsund Borgerforening og byens mange engagerede borgere.

Borgerforeningen skaber udvikling
Borgerforeningen har gennem de seneste år været en drivkraft bag både aktiviteter, udviklingsprojekter og nye initiativer i byen. Samtidig arbejder foreningen målrettet på at få endnu flere med om bord. Alle med gode idéer og lyst til at give en hånd med er velkomne – og det har allerede båret frugt.

Et borgermøde i foråret blev et tydeligt bevis på, at interessen for at engagere sig i Hvalpsund er stor. Mange mødte op, og flere nye frivillige er allerede blevet en del af arbejdet med årets Havnefest.

Unge tager ansvar for festen
Særligt glæder det borgerforeningen, at unge har valgt at tage ansvar og sætte deres eget præg på festen. Fredag aften står en gruppe lokale unge selv for både diskotek og ølbanko, mens den lokale MC Smedjen hjælper til i baren. Det er et godt eksempel på, hvordan flere generationer samarbejder om at skabe en levende byfest.

Nye oplevelser for børnene
Også børnefamilierne kan glæde sig til nye oplevelser. Fredag eftermiddag byder programmet på “Børnesjov”, inspireret af den populære Børnenes Byfest i Ullits. Arrangementet er blevet muligt gennem et samarbejde med Ullits Festforening og Ullits Friskole, som udlåner udstyr til aktiviteterne. Samarbejdet viser, at gode idéer og fællesskab rækker på tværs af bygrænser.

Frivillige og sponsorer bakker op
Den store opbakning mærkes også bag kulisserne. Flere frivillige har meldt sig til praktiske opgaver, og arbejdet er blevet fordelt på flere hænder. Tombolaen er et godt eksempel. Her er der i år samlet flere og større gevinster ind fra lokale sponsorer end nogensinde før – en opbakning, som både Havnefesten og Borgerforeningen er meget taknemmelige for.

En aktiv by for alle generationer
Selvom Hvalpsund af og til bliver omtalt som en by med mange seniorer, er ambitionen langt bredere. Byen ønsker at være attraktiv for både børnefamilier, turister og fastboende. Legepladsen, multibanen, madpakkehuset, krabbebroen, beachvolleybanen og badeanlægget ved havnen er alle eksempler på faciliteter, som er med til at gøre Hvalpsund til en aktiv by året rundt – og flere af dem er blevet til med Borgerforeningen som drivkraft.

Aktiviteter året rundt
Det høje aktivitetsniveau stopper ikke med Havnefesten. Borgerforeningen står også bag arrangementer som fastelavn, Sankt Hans, herregårdskoncert, julemarked og udlejning af festtelte. Samtidig er foreningen en aktiv samarbejdspartner i områdefornyelsen af Hvalpsund sammen med Vesthimmerlands Kommune. Senest var Borgerforeningen medvært ved indvielsen af de nye badebroer ved Fjordvej.

Nye arbejdsudvalg skal styrke fællesskabet
For at give endnu flere mulighed for at engagere sig har Borgerforeningen oprettet en række arbejdsudvalg, hvor frivillige kan være med til at udvikle både aktiviteter og Havnefesten. Målet er enkelt: at skabe endnu større borgerinddragelse og sikre, at Hvalpsund fortsætter den positive udvikling, som byen har oplevet de seneste år.

Når årets Havnefest løber af stablen, er det derfor ikke kun en uge med musik, aktiviteter og hygge. Det er også en fejring af et lokalsamfund, hvor frivillighed, samarbejde og fællesskab er med til at skabe udvikling – til glæde for både borgere og gæster.

Bestyrelsen i Hvalpsund Borgerforening
Hvalpsund Borgerforenings bestyrelse består af formand Erling Nørager Sørensen, næstformand Jan Jensen, kasserer Asta Hyldahl, sekretær Rita Kastbjerg, medlem Leif Jensen samt suppleanterne Jutta Thybo og Bente Thornvig Poulsen. PR-udvalget består af Grethe Østergaard og Ditte Nørager.

Underudvalg giver flere mulighed for at bidrage
Bestyrelsen har besluttet at etablere en række underudvalg for at styrke borgerinddragelsen i Hvalpsund og skabe nye idéer til foreningens arbejde. Hvert udvalg har tilknyttet en eller flere repræsentanter fra bestyrelsen, da alle beslutninger skal godkendes af bestyrelsen.

Aktivitetsudvalget
For aktivitetsudvalget står Erling Nørager Sørensen og Jan Jensen. Udvalget har fokus på årets mange arrangementer, herunder fastelavn, Sankt Hans, herregårdskoncert og andre aktiviteter.

Havnefestudvalget
Havnefestudvalget består af Asta Hyldahl og Erling Nørager Sørensen med assistance fra Jutta Thybo og Bente Thornvig Poulsen. Udvalget arbejder med alt omkring Havnefesten, herunder program, underholdning, telt, bagagerumssalg og lodseddelhæftet.

Mange opgaver – stort engagement
Derudover varetager bestyrelsesmedlemmerne blandt andet tombolaen, julemarkedet i hallen og udlejning af festtelte. Med andre ord er der mange opgaver og et højt aktivitetsniveau i Hvalpsund Borgerforening.

/cf

SOMMERAVISEN: Store kagedag på Hessel

På søndag står køkkenpigelauget på Herregården Hessel og deres hjælpere igen klar med 25 forskellige slags kager.

HVALPSUND: ”Store Kage Dag” på Herregården Hessel er et tilløbsstykke og 15. udgaven på søndag bliver helt sikkert ingen undtagelse.

Kagedagen er en populær tradition som afholdes for 15. år i træk. Kom i god tid, der kan være kø, men kage nok til alle

25 forskellige hjemmebagte kager
Det er der ikke noget at sige til med 25 forskellige slags hjemmebagte kager.

Alle kager er lavet efter de originale opskrifter

Og det er ikke helt almindelige kager der er tale om – jo, det var de jo engang, for opskrifterne er taget fra bogen ”De glemte kager”, en kulturhistorisk bagebog fra Museum Sønderjylland. Der er også hentet opskrifter fra andre gamle bagebøger.

Først de bløde “stopkager” som boller, kringle, søsterkage, – så pladekager, honningkager, tørkager, tærter, lagkager, og til sidst småkager. For mange vil det nok vække minder fra barndommen, når man ser og smager de forskellige kager.

Spænd bæltet ud og vær med
Kagerne er bagt af køkkenpigelauget på Hessel og de har også selv opskrifter, ganske vist af nyere dato. Opfordringen fra køkkenpigerne lyder: Spænd bæltet ud og vær med..

Det kan være svært at vælge imellem de mange kager.

Og skulle man undervejs i kagespisningen støde på en favoritkage, som man kunne have lyst til at bage hjemme, er der mulighed for at få opskriften med sig hjem.

I Hessels lade er der endnu en kagestation.

Ud over cafeen på Hessel så har køkkenpigerne også inddraget Hessels lade, hvor der er endnu en kagesstation, så man ikke skal stå i kø til kagerne for længe.  

/cf

LÆS SOMMERAVISEN FOR FLERE AKTIVITETER HER

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.