ERTEBØLLE: Badebroerne i Ertebølle har igennem en årrække været meget nedslidte.
De er udført med en konstruktion der driftsmæssigt er meget omkostningstung, idet broerne har været nedtaget i vinterperioden.
I forbindelse med efterårsstormene i 2017 blev broerne så medtaget, at en reparation ikke længere er mulig.
Det er Ertebølle Samvirke, som har gjort kommunen opmærksom på problemet, og formand Karen Margrethe Eriksen har i et brev på samvirkets vegne anmodet kommunen om at fremrykke en bevilling til 2018.
-Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Ertebølle ikke kan undvære badebroerne på grund af vores mange badeturister, campingpladsgæster og sommerhusejere. Som bekendt er vores strand ret stenet de første mange meter i vandkanten, hvorfor badebroerne er til stor gavn og glæde for alle badegæster, skriver Karen Margrethe Eriksen i brevet til Vesthimmerlands Kommune.
Ertebølle Samvirke består af Ertebølle Borgerforening, Ertebølle Strand Camping og Stenaldercentrets Støtteforening.
I budgetaftalen for 2018 fravalgte Byrådet at afsætte 600.000 kroner til badebroer i både 2018 og 2019. Kommunen har derfor ikke afsat penge til nye badebroer.
Men Teknik- og Miljøudvalget har alligevel på sit seneste møde behandlet Ertebølle Samvirkes henvendelse og Samvirket vil således blive inviteret til møde med forvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget for at finde frem til en løsning med badebroerne.