Et år med ansvar, fællesskab og blik for fremtiden i Vesthimmerland
VESTHIMMERLAND: Kalenderåret 2025 er så småt gået på hæld – og det har været et spændende år for Vesthimmerland.
Det er ikke mange uger siden, at kommunalvalget blev afviklet. Her fik vi en øget valgdeltagelse, hvilket er vigtigt for vores lokale demokrati. Personligt fik jeg også genvalg som borgmester for de kommende fire år – og det skal der lyde en stor tak for.
Det er en stor ære at bære den titel, når jeg kommer rundt i Vesthimmerland – og når der er opgaver uden for vores kommunegrænser.
Jeg nyder især at komme ud til vores borgere i kraft af rollen som borgmester. Det er stort at fejre 100-års fødselsdage, diamantbryllupper og skolejubilæer. Den slags markeringer fordrer altid en god snak, og det er en del af jobbet, som jeg aldrig bliver træt af. Tak for de store øjeblikke sammen.
Det er ekstra stort at kunne kalde sig borgmester i Vesthimmerland, når vi markerer os på landsplan og fremhæves for vores præstationer. I 2025 blev vi eksempelvis kåret som landets næstbedste idrætskommune. Det skyldes især vores faciliteter, som har været en høj prioritet – med rette. I de små samfund er den lokale idrætshal et samlingspunkt, som vi ikke må tage for givet.
Vi er også blandt landets bedste, når det kommer til tilfredshed blandt vores hjemmehjælpsmodtagere. Det er særligt vores dygtige ansatte på det område, som fortjener roserne. De gør en uvurderlig forskel for vores ældre.
Stærke resultater som ovennævnte betyder meget, når vi i de kommende år skal kigge på en tilbagevendende problematik i Vesthimmerland.
Bosætning er en udfordring, som kommer til at fylde meget i 2026 og de efterfølgende år. Derfor har vi også nedsat et bosætningsudvalg, der skal kigge på, hvordan vi kan indlemme nye vesthimmerlændinge. Her skal politikere samarbejde med borgere, eksperter og erhvervsfolk.
Jeg håber, at vi kan tiltrække flere børnefamilier og måske hente nogle af dem hjem, som er taget ud i verden for at tage en uddannelse.
Det nye år kommer også til at være et grønt år. Det bliver især spændende at følge Den Grønne Trepart, som er højaktuel for Vesthimmerland. Her skal vi især være med til at holde hånden under Limfjorden – et vigtigt aktiv for vores kommune med mere end 100 kilometer kyststrækning.
Vi fortsætter også indsatsen inden for grøn omstilling, hvor vi er med til at tage ansvar. Men det skal ske med ordentlighed og respekt for de naboer, som bliver berørt. Det er ikke fair, når man som borger skal vente flere år på afklaring. Man skal også kompenseres passende, når omstillingen har indflydelse på ens omgivelser.
Det er ude i landkommunerne, at der er plads til vedvarende energi. Men vi skal også tilgodeses, når vi gør en markant indsats på den front. Derfor har Vesthimmerland – sammen med en lang række kommuner på landsplan – været med til at foreslå initiativer for at kompensere de kommuner, der lægger jord til den grønne omstilling. Jeg håber, at vi lykkes med det budskab i 2026.
Vores erhvervssatsning ude på Gundestrupgaard kommer også til at bidrage til den grønne omstilling, ligesom vi er i fuld gang med at afprøve nye teknologier i vores faglaboratorier. Det er et inspirerende sted, og jeg glæder mig til at se, hvad vi med det udgangspunkt formår at skabe af initiativer inden for grøn omstilling, læring og velfærd.
Vi fortsætter med at udvikle rammerne for vores landsbyer og større byer. I det nye år glæder jeg mig især til at se den nye marina i Løgstør og bymidtefornyelserne i vores større byer, ligesom der er mange spændende initiativer i alle vores landsbyer, hvor ildsjæle og engagerede borgere bidrager med friske idéer, som vi i fællesskab skal gøre til virkelighed gennem områdefornyelser.
Når jeg kigger tilbage på 2025, er jeg især glad for den ansvarlighed, som er vist fra byrådets side. Vi blev for nogle måneder siden enige om et bredt budgetforlig, hvor vi prioriterede ekstraordinær afvikling af gæld for 47 millioner kroner. Det giver mere luft i de kommende års budgetter, og vi kan glæde os over at have en sund økonomi.
Blandt de byrådsmedlemmer, der var med til at stykke det budgetforlig sammen, er der ikke mindre end 13 af dem, som ikke møder ind til det første byrådsmøde i det nye år. De skal have stor tak for deres utrættelige indsats for Vesthimmerland, og vi kommer til at savne deres erfaring.
Knap 156 år som en del af byrådet i Vesthimmerland og vores forhenværende kommuner vinker vi farvel til i kraft af dem. Men vi får også friske øjne på vores politik i form af nye, engagerede byrådsmedlemmer, som skal være med til at forme fremtiden.
Der skal lyde en stor tak til jer alle – byrådsmedlemmer, borgere, erhvervsdrivende, samarbejdspartnere og medarbejdere – for det, som vi har udrettet sammen i 2025.
Vi ses i det nye år.
Borgmester Per Bach Laursen
