VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har i samarbejde med Vesthimmerlands Vand A/S udarbejdet et forslag til en ny spildevandsplan for perioden 2018 til 2022.
Spildevandsplanen fastlægger rammerne for, hvordan borgere og virksomheder skal håndtere deres spildevand i hele kommunen. Planen viser bl.a., hvordan spildevand behandles i dag og fortæller også, hvor der kommer til at ske ændringer i de kommende 4 år.
Planen er i høring fra den 7. juni 2018 til den 2. august 2018, og derefter skal den endelig vedtages af byrådet. I høringsperioden har alle mulighed for at komme med indsigelser og bemærkninger til planen.
Primære ændringer
De primære ændringer som foreslås med denne spildevandsplan er at: 1. Overlade, Ravnstrup og den resterende del Aalestrup vil blive separatkloakeres i planperioden og kloakseparering af Ranum vil påbegyndes. 2. Fjelsø og Klotrup separatkloakeres ikke i planperioden. 3. Morum spildevandskloakeres. 4. De tætbebyggede sommerhusområder i Illeris, Ertebølle og Hvalpsund spildevandskloakeres, hvor de i dag har bundfældningstanke. 5. Aalestrup og Aars renseanlæg nedlægges.
Udover ovenstående, lægger den nye spildevandsplan op til andre mindre ændringer af kloakforholdene i kommunen, hvilket er nærmere beskrevet i planen.