Nu skal der kigges på en reduktion af plejeboliger

VESTHIMMERLAND: Der er både for få børn og for få ældre i Vesthimmerland lige nu. Derfor er der fuld gang i strukturdebatterne lige nu.

Overkapacitet frem til 2034
Der er lige nu en overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune.

Allerede i 2021 startede Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune en analyse op m.h.t. plejeboligbehov.  Aktuelt er der en del tomgangsleje på kommunens plejecentre. Det fik sidste år Byrådet til at beslutte, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op til 30 boliger på Plejecenter Solvang. Det var på baggrund af Plejeboliganalyse – del 2.

Nu er Plejeboliganalyse – del 3 netop blevet færdig og Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune har haft den til gennemsyn med henblik på drøftelse og udsendelse i høring. 

I del 3 findes et opdateret datagrundlag med indarbejdelse af tidligere beslutning om, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op mod 30 boliger på Plejecenter Solvang. Af datagrundlaget fremgår, at der er en umiddelbar stor overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune, også selvom boligkapaciteten er reduceret med midlertidigt lukkede boliger, og på trods af at antallet af ældre er stigende. Plejeboligplan 3 viser en forventet overkapacitet i permanente plejeboliger frem til 2034.

To anbefalinger
I analysen er der foretaget en vurdering af de enkelte plejecentre. Vurderingen er lavet ud fra geografisk forhold, bygningsmæssig stand og fysisk arbejdsmiljø. Udover denne vurdering, er der lavet en gennemgang af alle plejecentre i forhold til det forventede behov for opdatering i forhold til størrelse på boliger.

Yderligere reduktion
Der er overordnet set to anbefalinger for plejeboligområdet i Vesthimmerlands Kommune i Plejeboligplan 3 om, at der foretages en yderligere reduktion i antallet af permanente somatiske plejeboliger, og at man sikrer de nødvendige tilpasninger på området for at  optimere driften og kunne overholde budgetterne.   

4 plejecentre i spil
Med hensyn til reduktion af plejeboliger er der fire muligheder. 1. Lukning af Plejecenter Søndervang. 2 Lukning af plejecenter Kærbo, 3. Opsige driftsaftale med Røde Kors hjemmet eller 4. Midlertidig lukning af yderligere 10+19 boliger på Plejecenter Solvang

Der er således tale om mulighed for permanent lukning, svarende til et af de 3 mindste plejehjem i kommunen, eller en mulighed for yderligere midlertidig lukning af afsnit på Plejecenter Solvang.

Sparer lønkroner på kort sigt
Besparelserne ved at lukke et plejecenter eller nedlægge plejeboliger midlertidigt vil primært betyde en reduktion i lønudgifter til plejepersonale. Desuden vil det tage tid at flytte beboere og frigøre hele afsnit / helt plejecenter.

Hvis der permanent lukkes boliger må det forventes, at der på et senere tidspunkt vil blive behov for at genåbne midlertidigt lukkede boliger eller bygge nye boliger / nyt plejecenter i takt med at antallet af ældre stiger de kommende år. I så fald skal der tilbageføres driftsmidler til åbning af nye boliger eller genåbning af midlertidigt lukkede boliger.

Ser også på andre forhold
Plejeboliganalysen ser også på andre forhold.

Såsom, hvis der etableres yderligere friplejehjem, hvordan tilpasses plejeboligkapaciteten i den situation.

Der er også undersøgt muligheden for at etablere tryghedsboliger og andre ændringer for målgruppen af ældre borgere i Vesthimmerland

Og endelig er der også kigget på behov for renovering og opdatering af de eksisterende plejecentre. Herunder eventuelt at bygge et nyt kommunalt plejecenter.

De beskrevne muligheder og temaer i udviklingsplanen skal bidrage til at sikre en rationel drift på plejeboligområdet samt sikre nødvendige tilpasninger fremadrettet.

Reduktion af plejeboliger sendes i høring
På mødet i Sundhedsudvalget blev det efter gennemgang af plejeboliganalysen besluttet at alle fire modeller for reduktion af plejeboliger sendes i høring hos de berørte plejecentre. Muligheden sendes desuden i høring i relevante MED udvalg samt Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune.

Høringssvarene skal foreligge inden politisk behandling på juni-møderne i Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet

Der var desuden enighed om, at der ønskes afholdt borgermøder i Løgstør, Aars og Gedsted forud for den endelige beslutning i Byrådet.

Det blev også besluttet, at forvaltningen arbejder videre med de fire beskrevne temaer med henblik på at sikre de nødvendige tilpasninger på plejeboligområdet på sigt.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: