Af: Søren Virenfeldt, Baldersvej 23, 9640 Farsø.
Himmerlands Rådgivnings Centers (HRC) krav på 4 millioner kroner er nu sendt af sted til Vesthimmerlands Kommune. De har nu en frist til den 30. november 2017 til at finde en løsning. Hvis dette ikke sker, vil der blive indgivet en stævning på den kendte del af kravet. Kravet for 2017 kan dog først opgøres ved årets udgang.
Det groteske i denne sag er, at det er Vesthimmerlands Kommune, der godkender vores opholdspriser, men de fleste af vore kunder kommer fra andre kommuner. Ved at tvinge os til at nedsætte opholdsprisen, har VHK ikke scoret nogen sønderlig gevinst, idet de kun råder over få af vores pladser.
Ved at tvinge en ulovlig prisreduktion i gennem, påtager Vesthimmerlands Kommune sig dermed et ansvar, hvilket de nu sikkert kommer til at betale for. Dette uden de selv nogensinde har fået en gevinst ud af det.
På mødet den 6. oktober 2017 med Knud Kristensen, Kurt Friis Jørgensen, en jurist og chefer fra Vesthimmerlands Kommune, afslørede Kurt Friis Jørgensen, at det ikke bare var Solhaven og HRC, som man havde gennemført ulovlige beslutninger om prisnedsættelser over for. Det er også sket for en del andre opholdssteder i Vesthimmerlands Kommune.
Jeg spurgte Kurt Friis Jørgensen, om han havde tænkt sig at kontakte de øvrige opholdssteder, som han havde truffet en ulovlig beslutning overfor, og derved give dem mulighed for at blive økonomisk kompenseret. Det havde Kurt Friis Jørgensen ikke tænkt sig at gøre.
Vi har nu fået en aktindsigt, der afslører at det er sket i mindst otte andre tilfælde. Der er således en sag, hvor der på ulovlig vis er tvunget prisnedsættelser igennem, hvilket har kostet de forurettede flere millioner. Mon ikke Vesthimmerlands Kommune skulle tænke sig om, inden man forholder sig passiv med den viden?
Borgmester Knud Kristensen udtalte flot til TV2Nord, at det jo ikke er en retsafgørelse når Socialministeriet og Kammeradvokaten fastslår at Vesthimmerlands Kommune har handlet ulovligt. Det har han selvfølgelig ret i, men det skyldes at ingen andre kommuner har gennemført beslutninger som de på forhånd vidste, var ulovlige.
Nu er det socialministeriet der udarbejder loven, som politikerne har vedtaget. Ydermere har socialministeriet udarbejdet en vejledning til fortolkning af loven, der klart og tydeligt oplyser om, at Kommunen ikke har ret til kræve prisnedsættelser på privat ejede institutioner, på baggrund af tidligere års overskud, hvilket er det, som Vesthimmerlands Kommune har gjort. Alle landets kommuner er i flere omgange af Socialministeriet blevet orienteret om, at de skal efterleve denne vejledning til fortolkning af loven. Og når Kammeradvokaten er enig med socialministeriets i fortolkning af loven, så tror jeg ikke at en retssag vil ændre på det.
Vælger Vesthimmerlands Kommune at der skal en retsafgørelse til, vil det jo igen blive meget dyrt for skatteborgerne. Især når der er udsigt til at otte andre opholdssteder kommer bag efter med samme krav. Så man skulle synes, at det måske var på tide at Borgmesteren ser lidt indad, og indrømmer at han og Vesthimmerlands Kommune har begået en fejl.