Nu kan LabLand sætte sig til tegnebordet

FARSØ: Efter tre onsdage med et maratonprogram af møder med borgere, foreninger, handel og erhverv og andre aktører i bykontoret i Farsø Rådhuscenter eller andre steder i byen, er arkitektfirmaet LabLand nu klar til at omsætte de mange input til streger og tegninger.

Allerede i forbindelse med de sidste møder, sidste onsdag, var det tydeligt at mange ens input på tværs af alder og aktører havde fundet vej til overordnede kort.

I Farsø er man enige om at forstærke indsatsen om byudvikling i aksen fra Farsø Stadion til og med Farsø Rådhuscenter. En akse som mange kender som ”Den Råde Tråd” og som byder på de aktiver som Farsø for alvor vil satse på: sport, skole, nye fritidsfaciliteter, kultur og ikke mindst handel og ”mødesteder” såvel udendørs som indendørs.                      

Det andet overordnede fokuspunkt er Søanlægget, som borgerne også finder helt unikt og ”en perle” som både skal ses og anvendes i større omfang end i dag. Desuden er Søanlægget også med til at binde byen sammen.

Ud over en levende bymidte, er der også blevet kigget på boligområder og hvilken type boliger Farsø skal kunne tilbyde.

Hovedgaden, boligområder, erhvervsområde og et evt. nyt energiområde udenfor byen har også været meget diskuteret. Også her har Labland fået input med i posen til at perspektivere byens udvikling på disse områder 10 år frem.

-Ud over konkrete input har vi også fået til opgave at skabe en levende bymidte, altså hvor folk mødes og kan lide at opholde sig, fortæller planlægger Majken Hviid, der sammen med arkitekt Malene Jørs Nielsen – ligeledes fra LabLand, har lyttet til hvad man ønsker sig i Farsø, det gælder også m.h.t. boliger og erhverv.  

-Det er nu vores opgave at få det hele koordineret, og komme med vores bud på hvordan byen skal indrettes og udvikles i de kommende 10 år. Som arkitektfirma er det naturligvis også vores opgave at komme med konkrete tegningsforslag til byrummet, siger Majken Hviid

I midten af januar vil disse forslag ligge klar og LabLand vil igen invitere indenfor i Bykontoret til en ”Åben tegnestue”.         

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: