FARSØ: Som tidligere beskrevet her i avisen, så har virksomheden Wind Estate A/S et ønske om at opsætte 6 nye vindmøller i en totalhøjde på op til 185 m. nord for – og parallelt med de 6 eksisterende vindmøller i Svoldrup Kær. Desuden søges udlagt et område på ca. 83. hektar i Ebdrup til et solcelleanlæg.
Kommunen igangsætter fordebat
Vesthimmerlands Kommune har modtaget en ansøgning på det konkrete projekt og ønsker derfor nu at igangsætte en fordebat. Debatfasen er første fase i en række af aktiviteter frem mod en eventuel realisering af vindmølle- og solcelleprojektet.
I debatfasen har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med forslag til, hvad der skal tages højde for, før planlægningens principper fastsættes. Derfor har alle borgere indenfor en afstand af 4,5 km fra de ønskede møllers placering fået en besked fra Vesthimmerlands Kommune om at byde ind med forslag, idéer eller bemærkninger til projektet. De har også modtaget en invitation til borgermøde.
Borgermøde
Selve projektet vil nemlig blive præsenteret på et borgermøde den 30. maj i Dronning Ingrid Hallerne, hvor altså Vesthimmerlands Kommune og Wind Estate lægger planerne frem.
-Det er derfor vigtigt, at hvis man har forslag, idéer eller bemærkninger til mølleprojektet, at man møder frem og indsender sit høringssvar, så de kan indgå i beslutningsgrundlaget, lyder det fra lokalplanlægger i Vesthimmerlands Kommune, Heidi Højriis Poulsen
Selve debatfasen er gået i gang og løber frem til den 20. juni. Debatfasen er første fase i en række af aktiviteter frem mod en eventuel realisering af vindmølle- og solcelleprojektet.
6 vindmøller på 185 meter og 70 hektar solcelleanlæg
Wind Estate A/S har i samarbejde med lokale lodsejere og boligejere fremsendt en ansøgning til Vesthimmerlands Kommune om at opstille 6 vindmøller samt et solcelleanlæg. Realiseringen af projektet forudsætter, at der vedtages ny planlægning i form af et kommuneplantillæg og en lokalplan, og at der gennemføres en miljøvurdering af planerne og projektet.
Projektet omhandler konkret opførelse af 6 vindmøller med en totalhøjde på op til 185 meter samt et solcelleanlæg på ca. 70,1 hektar samt tilhørende nødvendige tekniske anlæg for nettilslutning ved Svoldrup Kær. En fuld realisering af projektet vil potentielt have en produktion svarende til omkring 45.000 husstandes årlige elforbrug.
Der er i ansøgningen fremlagt to forskellige placeringer af vindmøllerne, hvoraf Wind Estate selv foretrækker den sydligste placering.
Svoldrup Kær er i den nuværende kommuneplan udlagt til vindmølleanlæg med min. 6 møller på række med en totalhøjde mellem 125 og 150 meter. Ved udvidelse af den eksisterende møllerække, skal de 8 møller øst for området i Morum nedtages.
Kræver ny lokalplan
Men da de nye møllernes placering ikke ligger inden for, men i tilknytning til Svoldrup Kær, kræver Wind Estates projekt således en justering af arealet og dermed en ny lokalplan.
Vindmølleområdet kan således udvides, ved f.eks. nedlæggelse af boliger, ligesom maksimal højden fra tidligere 150 meter kan udvides til højere.
Vesthimmerlands Kommune vurderer, at der i forbindelse med en fordebat til en ny lokalplan bl.a. skal være fokus på placering, naturinteresser, grundvandssænkning, nedtagning af eksisterende møller.
Konkret om Wind Estates projekt
Vindmølleområdet er beliggende øst for Farsø, ved Svoldrup Kær. Der ønskes opstillet seks vindmøller med en totalhøjde på op til 185 meter. De seks møller forventes hver at få en rotordiameter på 150-170 meter og en navhøjde mellem 99-105 meter. Vindmøllerne opstilles på en ret linje i øst-vest gående retning med en indbyrdes afstand på cirka 500 meter.
Der må efter gældende regler ikke ligge beboelse inden for en afstand af 4 gange møllernes totalhøjde. I projektet ligger der ni boliger inden for afstandskravet. Det er en forudsætning for opførelse af de nye vindmøller, at beboelsen på disse ejendomme nedlægges. Som en del af projektansøgningen er der indgået aftaler med ejerne omkring dette.
Ansøgningen indeholder foruden vindmøller et projektområde til solceller på i alt 83,1 hektar, hvoraf det forventede areal til solceller udgør 70,1 hektar. Solcelleanlægget har en forventet installeret effekt på 60-70 MW. Produktionen anslås til ca. 60-70 GWh om året, svarende til det årlige forbrug for omkring 15-17.500 husstande.
Anlægget består af solpaneler som monteres på markstativer, som opstilles på parallelle rækker. Solpanelerne kan få en højde på op til cirka 3,95 meter over reguleret terræn, afhængigt af endeligt valg af model. Der kan blive tale om paneler på faste stativer eller paneler monteret på stativer, som kan dreje sig efter solen – såkaldte trackere. Derudover etableres der desuden nødvendige teknikbygninger i området, disse har en maksimal totalhøjde på 4 meter.
Anlægget vil blive indhegnet af sikkerhedshensyn og for at holde større dyr ude af området. Hegnet etableres på indersiden af et skærmende beplantningsbælte. Beplantningsbæltet holdes i mindst samme højde som solcellerne, og har til formål at dække indsyn til solcelle-anlægget.
Vejadgang til vindmøllerne og solcellerne forventes at skulle etableres fra Holmevej og Torsholmvej, hvor der vil blive etableret blivende adgangsveje på op til 6 meter i bredden. Derudover vil der skulle etableres blivende arbejdsarealer under vindmøllerne