Millionbevilling skal hjælpe vesthimmerlandske unge i fritidsjob

VESTHIMMERLAND: Et samarbejde mellem TrygFonden og Vesthimmerlands Kommune skal hjælpe flere unge i alderen 13 til 17 år i fritidsjob og meningsfulde fællesskaber frem mod 2028. 

”Alle unge med”
Vesthimmerlands Kommune har sammen med tre andre nordjyske kommuner fået del i en bevilling fra TrygFonden. Gennem projektet ”Alle unge med” får Vesthimmerlands Kommune 5,1 millioner kroner til en flerårig indsats, der skal hjælpe unge ind i fritidsjob eller meningsfulde fritidsfællesskaber. Projektperioden er fra 2026 til og med 2028.

Flere 13-17 årige unge i fritidsjob
En OECD-rapport fra 2024 konkluderer, at Nordjylland er særligt udfordret i forhold til andelen af unge uden for uddannelse og beskæftigelse. Det skal mindskes ved at få flere unge i aldersgruppen 13 til 17 år i fritidsjob og i meningsfulde fællesskaber. 

– Uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet er helt centrale forudsætninger for et godt voksenliv. Derfor er vi meget glade for bevillingen, som giver os mulighed for at styrke indsatsen tidligt og målrettet, udtaler formand for Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Jimmy Støttrup (V).

Rammerne for indsatsen blev godkendt i Beskæftigelsesudvalget sidste tirsdag.  

En bro til arbejdsmarkedet
Forskning viser, at fritidsjob i teenageårene styrker unges faglige, sociale og personlige kompetencer og mindsker risikoen for senere at stå uden for job og uddannelse. Med fritidsjob følger ansvar, fællesskab og relationer til voksne, hvilket har stor betydning for unges udvikling.

– Vi ved, at fritidsjob kan være en vigtig bro til arbejdsmarkedet. Med denne indsats kan vi skabe flere muligheder for, at unge får deres første positive erfaringer med arbejdslivet i lokale virksomheder og deltagelse i foreningslivet, lyder det fra Jimmy Støttrup.

To spor viser vejen
I Vesthimmerland organiseres projektet i to spor – henholdsvis et fritidsjobspor og et partnerskabsspor. 

Inden for fritidsjob vil man skabe flere konkrete fritidsjobs og hjælpe flere unge i job – særligt dem, der ikke selv opsøger mulighederne – samt arbejde opsøgende med at matche unge med arbejdsgivere og støtte opstart samt fastholdelse i jobbet.

I forhold til partnerskaber skal samarbejdet med lokale virksomheder og lokale fællesskaber udvides, mens virksomhederne skal have klare rammer og støtte til eksempelvis onboarding og forventningsafstemning.
Der skal også samles viden om, hvordan man gør det lettere for virksomhederne at ansætte unge.

– Det særlige ved ”Alle unge med” er, at vi udvikler løsningerne sammen med dem, der står tættest på hverdagen: lokale virksomheder, foreninger og fællesskaber – og de unge selv. Vi har gode erfaringer med at samarbejde med virksomhederne i kommunen, men vi skal blive klogere på, hvordan vi bedst arbejder sammen med civilsamfundet, udtaler Lone Lollesgaard, chef for Uddannelses- og Arbejdsmarkedsafdelingen.

– Derfor handler projektet i høj grad om læring og om at opbygge viden om, hvad der virker – og hvad der kan stå i vejen. Den viden skal på sigt gøre os bedre til at nå de unge, der ikke selv opsøger mulighederne – og forebygge, at flere ender uden uddannelse og beskæftigelse i vores kommune.

Som en konkret del af indsatsen skal der tilknyttes to fritidsjobsambassadører.

Succeskriteriet er 240 unge i fritidsjob
Succeskriteriet for projektet er at få omkring 240 unge i fritidsjob eller med i et meningsfuldt fællesskab over tre år.

Vesthimmerlands Kommune er én af fire nordjyske kommuner, som er en del af ”Alle unge med”. Frederikshavn, Mariagerfjord og Jammerbugt kommuner deltager også.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.