Af: Lars Andresen, Formand Støtteforeningen til Vesthimmerlands sygehus i Farsø
Region Nordjylland skal spare penge, og der er nu fremlagt en sygehusplan hvoraf det fremgår, at skadeklinikken i Farsø foreslås lukket. Det synes vi i Støtteforeningen til Vesthimmerlands sygehus i Farsø er en rigtig dårlig ide.
For borgerne i Vesthimmerland betyder skadeklinikken tryghed og nærhed i sundhedsvæsenet, og det vil være en betydelig serviceforringelse, hvis spareplanerne bliver udført som foreslået.
I spareforslaget fremgår det at der dagligt kun er 9 patienter i gennemsnit på skadeklinikken i Farsø. Det er jo ikke voldsomt mange, men hvis disse 9 patienter fremover skal til skadestuen i Aalborg, vil det jo betyde en forøget ventetid oven i den ventetid der i forvejen er meget lang i Aalborg. Hvis skadeklinikken i Farsø lukkes, vil det derfor betyde en serviceforingelse og længere ventetider for alle borgere i hele Region Nordjylland der skal en tur forbi skadestuen i Aalborg.
Borgerne i Vesthimmerland vil samtidig få meget langt til skadestuen i Aalborg. I den sydlige del af kommunen vil man få helt op til 75 km, og en transporttid på en time. Det er altså rigtig langt og længe at køre med et barn på bagsædet, der har slået sin hånd eller ben, og man som forældre skal have sit barn tilset på en skadestue. Det synes vi i støtteforeningen ikke er rimeligt.
Støtteforeningen har i mange år kæmpet for skadeklinikken i Farsø. I de 2 år klinikken har eksisteret, efter lægevagten blev fjernet, har der været store udfordringer med at få lægevagten til at visitere til skadeklinikken. Det har taget meget lang tid at bringe informationen frem til lægevagterne, der flere gange har insisteret på at klinikken rent faktisk ikke eksisterede. Det har helt sikkert haft en negativ betydning for besøgstallene på skadeklinikken.
I støtteforeningen anerkender vi at regionsrådspolitikerne i Region Nordjylland står overfor meget vanskelige beslutninger, for at få de økonomiske ender til at nå sammen i de kommende år. Vores håb er at der stadig er fokus på tryghed og nærhed for borgerne i regionen. En lukning af skadeklinikken i Farsø er ikke en løsning der øger trygheden i “yderkanterne” af regionen.
Hvis planerne alligevel bliver ført ud i livet, skal det være vores opfordring til Regionsrådet, at besparelserne bruges til at nedbringe de meget lange ventetider på skadestuen i Aalborg. Det vil trods alt, være et plaster på såret både for borgerne i Vesthimmerland, og i resten af Region Nordjylland.
LÆS FORSLAGET FRA REGIONEN HER:
Regionen indstiller Skadeklinikken i Farsø til at lukke