Kommunen justerer befordring til specialklasser og specialskoleelever

VESTHIMMERLAND: Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune har sat gang i en større omlægning af transportordningen for elever i specialklasser og specialskoler. Målet er at sikre en mere økonomisk bæredygtig løsning og samtidig styrke elevernes selvstændighed i forhold til transport.

Nyt udbud giver mérudgift på 9. mio. kr. årligt
Baggrunden for initiativet er en markant stigning i udgifterne til Flex-taxa som følge af et nyt udbud. Merudgiften forventes at udgøre op mod 9 millioner kroner årligt. Derfor blev der på udvalgsmødet den 3. juni 2025 besluttet at tilpasse serviceniveauet.

Ny tilgang til transport: Offentlig trafik som førstevalg
Fremover vil skolebuskort til offentlig transport være udgangspunktet – uanset hvilket skoletilbud eleven er tilknyttet, og afstandskriterierne i Folkeskoleloven vil være gældende både i almenområdet og på specialområdet. Forældre til børn med befordringsret vil få mulighed for befordringsgodtgørelse efter statens laveste takst, også hvis barnet kører på knallert.

Hvis offentlig transport ikke er en mulighed, kan der midlertidigt – i op til ét skoleår – bevilges Flex-taxa. Herefter vil behovet blive vurderet på ny.

Fælles opsamlingssteder
Kørslen vil som udgangspunkt ske fra fælles opsamlingssteder i blandt andet Aars, Farsø, Løgstør og Aalestrup. Der vil kun i særlige tilfælde blive bevilget kørsel fra hjemmet eller som solokørsel. Koordineret samkørsel bliver normen.

Serviceniveau fastholdes – men mere målrettet
Det nuværende serviceniveau med to morgenkørsler og to hjemkørsler dagligt samt én hjemkørsel fra SFO bevares – uanset om eleven går i almen klasse eller specialklasse.

Fra 1. august 2025 vil kommunen ikke længere dispensere til særkørsel til ungdomsuddannelser. Eksisterende ordninger fortsætter dog, indtil den pågældende uddannelse afsluttes.

Implementering med omtanke og lokale dialoger
Det nye serviceniveau vil gælde for ny-visiterede børn fra 1. august 2025, mens allerede visiterede børn gradvist overgår til ordningen frem mod 1. januar 2026.

Overgangsperioden giver tid til information og dialog med familierne, udpegning og eventuel bemanding af opsamlingssteder og endelig planlægning af nye ruter.

En evaluering af ordningen gennemføres ved udgangen af 2026.

Støtte fra skoler og Handicaprådet
Forslaget har været i høring i skolebestyrelser, MED-udvalg og Handicaprådet. Reaktionerne har overvejende været positive. Der er en bred anerkendelse af behovet for at reducere transportudgifterne og en vilje til at medvirke.

Flere skoler fremhæver, at bustræning kan være en vigtig del af elevernes udvikling frem mod en ungdomsuddannelse, hvor selvtransport forventes. Handicaprådet anbefaler samtidig, at opsamlingssteder bemandes, og at der tages individuelle hensyn ved vurdering af transportbehov.

Bustræning er en vigtig indsats
-Det er vigtigt, at eleverne også i specialklasser og specialskoler lærer at blive selvhjulpne, når de skal transportere sig til skolen. Børn, der er vant til at benytte bus, har lettere ved overgangen til ungdomsuddannelse og fritidsjob, derfor er bustræning i grundskolen en vigtig indsats, som børn, forældre og skole i fællesskab kan løse.

Det er samtidig med til at ruste børnene til at begå sig i voksenlivet og i verden, hvor selvstændighed og mestring af eget liv giver friheden til selv at vælge mellem flere muligheder, udtaler Inger Nielsen, formand for Børne- og Familieudvalget.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.