Kæmpe interesse for at etablere VE-anlæg i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Der bliver virkelig noget for politikerne i Teknik- og Miljøudvalget og Byrådet at sætte sig ind i den kommende tid.

Vesthimmerlands Kommune har nemlig modtaget 12 projektansøgninger til VE-anlæg, hvilket i antal og omfang langt overstiger det politikerne havde forstillet sig, da man sidste efterår åbnede op for ansøgninger. 

I forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2021 ønskede Byrådet, at der blev arbejdet for etablering af op til 2 energiparker i kommunen. I efteråret 2022 igangsatte den daværende regering en screening for potentielle arealer til større energiparker. I den forbindelse indmeldte Vesthimmerlands Kommune to større arealer i henholdsvis Nørrekær Enge og Svoldrup Kær.

For at blive klædt bedre på – også rent teknisk, afholder Byrådet ret hurtigt en temadag/møde, for at få indsigt i hvordan VE-anlæggene fungerer og hvordan de influerer på omgivelserne. Selvom Byrådet har udpeget de to perspektivområder i Nørrekær Enge og i Svoldrup Kær til fremtidig energiudvinding, så er det også for politikerne tankevækkende, at disse områder på under et år, allerede er fyldt ud – og mere til, gennem de indkomne ansøgninger.

For at vise hvor stor en interesse der er for at opføre VE-anlæg i Vesthimmerland, bringes her Vesthimmerlands Kommunes oversigtskort over, hvor de 12 ansøgningsprojekter ønsker at etablere sig i Vesthimmerland.

Det skal retfærdigvis siges, at uanset hvad byrådspolitikerne beslutter sig for, så er det ”kun” enkelte projekter der kan sættes i gang indenfor overskuelig fremtid. Det skyldes høringer, myndighedsbehandlig, projektering m.v.

Lægger man de 12 ansøgninger sammen, ansøges der i alt om opsætning af 81 vindmøller 2.850 ha. solceller.

Projektansøgninger pr. 16. april 2023:
1. Vesthimmerland Go Green, BioCirc – 610 hektar solceller, 18 stk. 200 meter høje vindmøller og 52 hektar industriklynge

2. Nørrekær Enge II, Eurowind Energy – 40 stk. 180 meter høje vindmøller, hvoraf de 24 vil være beliggende i Vesthimmerlands Kommune

3. Nørrekær Enge solceller, lokale lodsejere – ca. 585 hektar i Vesthimmerland

4. Nørrekær Enge biogas, lokale lodsejere – Biogasanlæg med kapacitet på 690.000 tons

5. Vilsted, Gårdsted, lokale lodsejere – 3 stk. 150 meter høje vindmøller og 60 hektar solceller

6. Svoldrup Kær etape II, Wind Estate – Udskiftning af 6 møller, etablering af yderligere 3-5 møller – alle i 185 meters højde  samt 170 hektar solceller. Desuden ønskes et areal reserveret til et Power to X anlæg.

7. Svingelbjerg, European Energy – 5 stk. 150 meter høje vindmøller og ca. 130 hektar solceller

8. Vilsted, Blødhøj, lokal lodsejer – 5 stk. 140 meter høje vindmøller

9. Strandby, Esmann Energy – 160-180 hektar solceller og fjernvarmeprojekt

10. Brøndum og Hemdrup Kær, Skt. Jørgen Energy – Ca. 650 hektar solceller

11. Søttrup, Copenhagen Green Energy – ca. 73 hektar solceller

12. Blære, Skt. Jørgen Energy – Ca. 92 hektar solceller

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.