Hvem skal betale?

FARSØ: På Byrådets møde den 15. juni 2023 blev det besluttet, at K-klasserne flyttes til Farsø Skole i de lokaler, der tidligere rummede Væksthus Farsø, betinget af at en købsaftale kan indgås og godkendes af Økonomiudvalget og Byrådet.

Den 23. august 2023 godkendte Økonomiudvalget, at ejendommen på 615 m2 kunne erhverves for 1,5 mio. kr. plus tinglysningsafgift. Vesthimmerlands Kommune ejer i forvejen grunden som ejendommen er beliggende på.

Der er nu imidlertid opstået uenighed om hvem der skal betale. På økonomiudvalgets møde den 11. oktober 2023 bemærkes det, at beløbet på 1.510.850 kr. finansieres af Børne- og Familieudvalget Masterplanmidler, og ikke af kassebeholdningen. Derfor tilbagesendes sagen til Børne- og Familieudvalget med hensyn til udvalgets indstilling til finansiering af købet.

I den supplerende sagsfremstilling fremgår det, at der ikke er en formel beslutning på et Børne- og Familieudvalgs møde i forhold til finansiering af Væksthuset med Masterplanmidlerne. Der har været en mundtlig italesættelse af, at købet kunne finansieres af de projekter, der ikke skulle gennemføres på de lukkede skoler, som var med i sagsfremstillingen til Byrådets møde den 15. juni 2023.

Pengene til købet af Vækstcentret tages fra de renoveringsprojekter der var planlagt på Vester Hornum Skole, Ranum Skole og Ullits Skole. Skoler der enten er lukket ellers lukkes fra kommende skoleår.

Man har derfor anbefalet Børne- og Familieudvalget at træffe den formelle beslutning, at midler der skulle have været brugt på renoveringer på Vester Hornum Skole, Ranum Skole og Ullits Skole nu bl.a. bruges til opkøbet af Væksthuset. Det har Børne- og Familieudvalget nu endelig godkendt.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: