HVALPSUND: Selvom Hvalpsund lige nu lyser op med nisser, julekæder og anden julebelysning, som den lokale borgerforening står bag, så har byen også fået en anden nyhed, nemlig et suttetræ.
Igen er det borgerforeningen der står bag initiativet. Til sutterne har borgerforeningen plantet et egetræ ved byens populære legeplads. Man finder træet ved rutsjebanen, og den første sut er naturligvis allerede på plads, for at fortælle hvad træet er til.
Grethe Østergaard fra Hvalpsund Borgerforenings PR-udvalg fortæller, at der skulle lidt overtalelse til blandt de øvrige medlemmer af bestyrelsen, for de havde ikke hørt om suttetræer.
Men der findes altså mange suttetræer rundt omkring i Danmark, særligt i storbyers parker og i dyreparker, hvor børnefamilierne kommer. Traditionen omkring suttetræer stammer faktisk fra Danmark – og er altså nu kommet til Hvalpsund.
For dem som ikke kender suttetræer, så er det et træ, hvorpå børn hænger deres sut, når de er vokset fra sutten eller når barnets forældre gerne ser barnet afgive sin sut. Handlingen er en form for overgangsritual, som hjælper barnet med at acceptere at det er vokset fra at bruge sut.
Selvom suttetræet er plantet lige nu, har det ikke noget med jul at gøre, det gør nytte hele årets rundt. Så håbet er, at rigtig mange børn vil kigge forbi suttetræet i Hvalpsund sammen med deres forældre for at tage afsked med deres sut. Og de er naturligvis velkomne til at vende tilbage – og holde øje med at sutten stadig hænger der. Efter nogen tid i vejr og vind vil sutten naturligvis forgå, men det vil barnets trang til sut jo også være.
/cf