Gundestrupgaard fyldes nu med medarbejdere

VESTHIMMERLAND: I sidste uge lød en overskrift på Vesthimmerlands Kommunes hjemmeside: “Èn indgang” melder klar til at slå dørene op.

Det drejer sig om, at lokationen Gundestrupgaard på Gl. Roldvej udenfor Aars, nu bliver en ny administrativ indgang for virksomheder til Vesthimmerlands Kommune.

Som det fremgår af Gundestrupgaards hjemmeside vil mange medarbejdere blive tilknyttet stedet, enten som fast base eller som såkaldte ”fly-in” medarbejdere.

Erhverv Væksthimmerland er som de første, netop nu, ved at flytte ind med sine 5 medarbejdere. Destination Himmerland har netop søgt om mulighed for at flytte ind i stuehuset på Gundestrupgaard med sine 10 medarbejdere. Som omtalt andetsteds her i avisen, skal der dog først en vedtægtsændring til.

Også CKA (Jobcenter Vesthimmerland) vil snart være at finde på Gundestrupgaard. Ifølge borgmester Per Bach Laursen vil nogle medarbejdere fra afdelingen i Hornum rykke til Gundestrupgaard, grundet pladsmangel i Hornum. Dog ikke alle 13 medarbejdere, som figurerer på Gundestrupgaards hjemmeside. 

Det samme gælder de 14 medarbejdere fra Teknik og Miljø i administrationsbygningen i Farsø. Ifølge borgmesteren er der tale om en såkaldt fly-in ordning, hvor medarbejdere fra Farsø vil blive kaldt til Gundestrupgaard, når der brug for deres ekspertise. Der vil således blive etableret to kontorarbejdspladser til dette formål på Gundestrupgaard.

For at understrege hvor mange medarbejdere, der vil have sin tilknytning til Gundestrupgaard og gøre brug af hinandens fagligheder, blev der i sidste uge taget et fællesfoto sammen med udmeldingen, hvor der står: ”Over de næste sommermåneder kommer vi løbende til at flytte ind i stuehuset på gården”.

Vesthimmerlands Kommune købte Gundestrupgaard i 2022 for 9. mio. kr. inkl. jordanliggende på 20,6 HA. Det er endnu ikke gjort endeligt op hvor mange mio. kr., det alene, har kostet at bygge stuehuset om til kontorarbejdspladser.  

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: