Grønne Uger i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Nu går det snart løs. Sæt kryds i kalenderen, når Vesthimmerlands kommune i uge 41 og 42 holder Grønne Uger, hvor der rundt omkring i kommunen bliver sat fokus på et grønnere Vesthimmerland gennem spændende, sjove, lærerige tiltag og arrangementer.

Igen i år sættes der fokus på bæredygtighed, klima, natur og miljø. Sidste år blev Grønne Uger kick-startet med fokus på grøn omstilling i børnehøjde. I år er der skruet helt op for opmærksomheden med arrangementer for alle. Formålet med Grønne Uger er at inspirere hinanden til en grønnere hverdag, og hvordan vi i fællesskab kan mindske klimaeffekten af vores handlinger.


En fælles indsats
– Kun sammen kan vi skabe et grønnere Vesthimmerland, og derfor er Grønne Uger noget vi holder i fællesskab. Alle kan være med, om end man er borger, virksomhed, forening, institution, fortæller Gitte Vestergaard, Klimakoordinator i Vesthimmerlands Kommune, der ligeledes er begejstret for den store opbakning til konceptet.

Vi har oplevet en stor opbakning, og mange har meldt sig på banen med arrangementer og tiltag, og det vil vi gerne have lov til at sige mange tak for.

Mere end 30 spændende arrangementer og tiltag

Programmet for Grønne Uger vidner om en fælles indsats, og bag programmet er både foreninger, erhvervet, ildsjæle, borgere og kommunen. Blandt hovedarrangørerne er Vesthimmerlands Biblioteker, Erhverv Væksthimmerland, Naturekspeditionen, Vesthimmerlands Forsyning og Vesthimmerlands Kommune.

-Vi håber på, at vi i fællesskab kan nå ud til og inspirere så mange borgere som muligt, lyder det fra Gitte Vestergaard Christensen.

Under de Grønne Uger kan man blandt andet besøge ”Hannes vilde have” og lære om biodiversitet, tage et smut forbi Aalestrup biblioteks reparationscafé, komme med til rundvisning på genbrugspladsen i Løgstør og Vesthimmerland Biogasanlæg i Holme, tage en tur i skoven med ”Klima Karla” og Naturekspeditionen, finde genbrugsguld til ”Lopper Hos Forsyningen” og deltage til åbningsarrangementet med foredrag ved livsstilsekspert Anne Glad – og det er bare nogle af de mange arrangementer man kan komme med til.

Under Grønne Uger er der også arrangementer for erhvervet og især ungdommen er med til at sætte dagsordenen for et grønnere Vesthimmerland, når der afholdes paneldebat mellem Vesthimmerlands Gymnasium og HF´s Det Grønne Råd og Kommunens Klimaudvalg.

En del af et større klimaarbejde

Grønne Uger en af mange indsatser, der skal understøtte Vesthimmerlands Kommunes klimaplans ambitiøse mål om at opnå 88 % klimaneutralitet inden 2030. Der kræver en stor klimabevidsthed, og at alle bidrager til at gøre en indsats og bryder med nogle af de vaner, der præger vores hverdag, hvor selv små vanebrud gør en forskel. Grønne Uger skal blandt andet være med til at skabe grobund for at tage mere bæredygtige valg.

SE PROGRAMMET FOR GRØNNE UGER HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: