VESTHIMMERLAND: Fra årsskiftet indførte Byrådet i Vesthimmerlands Kommune gratis busruter for alle børn under 16 år på de lokale ruter i Vesthimmerland. Det initiativ har Byrådet fra august 2024 besluttet at udvide, så det gælder både de lokale og de regionale busruter indenfor kommunegrænsen. En yderligere investering på 300.000 kr.
Udvides med 8 regionale ruter fra august
Beslutningen betyder, at alle børn under 16 år i kommunen vil have adgang til gratis buskørsel på samtlige ruter indenfor kommunegrænsen fra og med august 2024. En ændring som skal sikre øget tilgængelighed og mobilitet for børnene, hvilket kan gøre det lettere for dem at deltage i skoleaktiviteter og fritidsaktiviteter. Det vil samtidig skabe en mere sammenhængende og inkluderende transportservice for alle børn under 16 år i Vesthimmerlands Kommune – især i landdistrikterne.
Indtil august 2024 er de lokale ruter selvfølgelig gratis, hvilket var den oprindelige beslutning fra Budgetforliget 2024.
Nogle børn fik ikke nytte af gratis bus
Inger Nielsen, Formand for Børne- og Familieudvalget, er glad for udvidelsen:
-Vi har fået en del henvendelser, som vi har lyttet til. De lokale ruter kører ikke overalt i Vesthimmerland, og dermed har nogle børn ikke kunnet komme rundt i hele kommunen. Derfor udvider vi nu de 17 lokale ruter med 8 regionale ruter, så alle børn under 16 år kan køre på alle ruter i kommunen. Det er en stor serviceudvidelse, og i det forløb vil jeg gerne sende en stor cadeau til vores forvaltning og Nordjyllands Trafikselskab, som har været samarbejdsvillige i processen, siger Inger Nielsen, som også ser andre gode perspektiver i de mange gratis busruter:
God læring for børn at benytte offentlig transport
-Det er en rigtig god læring for vores børn og unge, når de på egen hånd skal benytte sig af offentlig transport – om det gælder skole, fritidsaktiviteter eller noget helt tredje. Så hermed en opfordring til at få brugt de mange gratis busruter rundt i vores kommune.
Gedsted Skole gjorde opmærksom på problem
Baggrunden for at udvide det allerede gratis tilbud, som gælder de lokale busruter til også at gælde regionale ruter sker blandt andet i det lys, at flere forældre og skoler heriblandt Gedsted Skole har udtrykt et behov for en udvidelse, idet deres busruter til Farsø, Aars, Hvalpsund og Ullits primært foregår på de regionale buslinjer.
Det gælder disse ruter fra 1. august
Fra 1. august 2024 gælder tilbuddet på følgende ruter på ture indenfor kommunegrænsen:50, 52, 57, 67, 68, 100, 110, 111, 112, 113, 520, 521, 522, 523, 530, 531, 540, 541, 542, 543, 544, 551, 552, 950X og 951X.
For de ruter, der også kører udenfor Vesthimmerlands Kommune, gælder tilbuddet kun indenfor kommunens egne grænser. Der skal købes en billet til eller benyttes Skolekort/Rejsekort på den del af rejsen, der ikke er i Vesthimmerlands Kommune.
Tilbuddet gælder i køreplanernes tidsrum – uanset om børnene rejser alene, sammen med familie og venner, eller om de skal på tur med skolen eller fritidsordningen.
Indtil august er det ”kun” de 17 lokalruter børnene kan køre med gratis