Frivilligt arbejde i foreninger for seniorer m.m.

Willy Møller

Willy Møller

Af: Willy Møller, Postbakken 18, Farsø

Sætter lovgivningen en bremser for at få flere frivillige ind i diverse bestyrelser, og er dermed med til at lukke nogle foreninger? Det korte svar er ja.

EU har vedtaget hvidvaskningsloven og persondataloven og er ratificeret af Folketinget og dermed gældende lovgivning i Danmark.

Hvor meget hvidvask kan Aars Skakklub udføre med en omsætning på ca. kr. 50.000 pr. år? Hvor meget hvidvask kan Farsø Pensionistforening udføre med en omsætning på ca. kr. 145.000 pr. år?

På begge spørgsmål kan jeg svare ingen, hvilket jo ganske enkelt ikke er muligt for så små foreninger og hvor der også er to revisorer på begge foreninger.

Vesthimmerlands Kommune gør meget for foreningslivet og også for foreninger, der henvender sig til seniorer, men de kan jo ikke ændre lovgivningen. Jeg har haft en mailkorrespondance med borgmester Per Bach Laursen og formand for Kultur og Fritid Per Nyborg. Der gik ikke lang tid inden Per Nyborg fik en aftale i stand med Aars Bibliotek, der gerne ville være behjælpelig. De har også allerede hjulpet en i Aars Skakklub, som er på plads nu.

Hvidvaskningsloven, persondataloven og den øgede digitalisering i det danske samfund har gjort det meget besværligt samt arbejdskrævende, specielt for kassererjobbet og i diverse seniorklubber.

Jeg har igennem flere år været kasserer i Aars Skakklub og min ægtefælle Karin har igennem flere år været kasserer i Farsø Pensionistforening, men det kræver efterhånden ret meget energi samt kendskab til IT. Igennem mit tidligere arbejde som skatterevisor og registreret revisor har jeg haft nogenlunde styr på det.

Lige inden julen 2023 fik såvel Aars Skakklub som Farsø Pensionistforening en mail fra Vestjysk Bank, at de havde indgået et samarbejde med Unioo, hvor alle bestyrelsesmedlemmer skulle registreres (digitalt). Selvom Vestjysk Bank har legitimation på alle bestyrelsesmedlemmer i begge foreninger (sygesikringsbevis og kørekort/pas), så måtte de ikke videregive det til deres nye samarbejdspartner Unioo grundet persondataloven.

Aars Skakklub er nu på plads. Vedrørende Farsø Pensionistforening har jeg haft de fleste bestyrelsesmedlemmer hos mig flere gange, hvor jeg skulle hjælpe dem. En del er +80 og en del ingen mail eller PC.

Vi var startet inden generalforsamlingen og en del var godkendt, men så skulle vi igennem det hele igen, idet der blev valgt to nye bestyrelsesmedlemmer.

Har modtaget en mail i dag fra Unioo, at Aars Skakklub er godkendt, men her skriver de også at efter hver ordinær og ekstraordinær generalforsamling skal alle igennem det igen, uanset om der bliver valgt nye bestyrelsesmedlemmer.

Ovenstående er nok også en af grundene til at Farsø Seniorklub ikke kunne få valgt en bestyrelse og måtte lukke foreningen, hvilket jeg synes er meget trist, idet de har haft mange aktiviteter og gjort et stort arbejde for seniorer i Farsø, hvilket betyder meget socialt. Af private årsager, men bestemt også grundet ovenstående, var jeg også nødsaget til at trække mig som kasserer i Røde Kors, Farsø.

Vi kan ikke ændre lovgivningen, men kan måske bruge diverse kontakter i det politiske liv til at få lempet lidt på reglerne for de små foreninger.

Ser vi på Klubhuset i Farsø, hvor der deltog 8 foreninger (tidligere 9), men nu kun syv, kunne vi måske samle alle foreninger der henvender sig til brugerne i Klubhuset, under èn forening og med èn bestyrelse. Der kunne så være nogle udvalg, der havde ansvaret for de forskellige aktiviteter.

LÆS OGSÅ: Bureaukrati skræmmer bestyrelsesmedlemmer væk

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: