Frivillig Fredag i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: I dag er det Frivillig Fredag og det bliver en fest for de vesthimmerlandske frivillige. Vesthimmerlands Kommune markerer den nationale frivillighedsdag med et arrangement i Lanternen i Løgstør med deltagelse af over 200 af kommunens mange frivillige.

Frivillig Fredag skal ses som en anerkendelse af det enorme frivillige arbejde, der udføres i Vesthimmerland.

I forbindelse med markeringen af Frivillig Fredag uddeles kommunens Frivillig-, Fritids- og Unglederpris. Det er Frivilligrådet og Fritidsrådet, der behandler indstillingerne og udvælger prismodtagerne.

Blandt indstillingerne ser man bl.a. Jørgen Ørnskov som indstilles til fritidsprisen for sit store engagement i foreningen Vandaksen. På samme liste ses også Anne Grethe Sørensen for sin kæmpe indsats for håndbold i Gedsted og Fjelsø, hvor især børn har været omdrejningspunktet og Morten Lyngby for hans store indsats i Farsø Flok og Trop, hvor Morten har været med i mange år. Morten er bl.a. primusmotor på sommerlejr.

Udover prisuddeling byder dagen også på foredrag med Lisbeth Zorning Andersen underholdning af Sangkraft Vesthimmerland, spisning og sidst men ikke mindst en hædring af årets idrætsambassadører, som er en anerkendelse af de idrætsudøvere der har opnået en særlig titel eller mesterskab.

Allerede i søndags, hvor formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Per Nyborg, var på Hessel i forbindelse med Efterårets Dag, gjorde han reklame for uge 39 som er fritidsfestival uge, som kun er mulig takket være rigtig mange frivillige.   

-Der skal lyde en rigtig stor tak til jer frivillige som gør en indsats for at få tingene til at lykkes. Også her på Hessel. I brænder for at vise jeres interesse frem og dele den viden der er jeres store passion. Uden jer ville dagen i dag ikke kunne lykkedes.         

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: