FARSØ: Den 20. juni stemte en flertal i Vesthimmerlands Byråd for at nedlægge forbud efter planlovens § 14 på ejendommen Holmevej 2 i Farsø med henblik på at tilvejebringe en ny lokalplan eller et lokalplantillæg, der ikke muliggør detailhandelsbutikker.
Men I forbindelse med udsendelse af varslings- og partshøringsbreve om den påtænkte nedlæggelse af § 14-forbud, skete der en fejl, som har betydet, at ikke alle høringsberettigede har modtaget brev.
Det drejer sig rent faktisk om den ene af Holmevej 2 ejere, Christian Elkjær. Den anden ejer er Herbert Kristensen. De to er netop i forhandlinger med Netto om at opføre en dagligvarebutik på området, hvor kommunen ønsker at nedlægge § 14 forbuddet mod detailhandel.
Det blev kendt i sommerferien, hvor kommunaldirektør Henrik Kruse ringede formand for Teknik- og Miljøudvalget, Uffe Bro op.
– Jeg blev ringet op af kommunaldirektør Henrik Kruuse, der var på ferie i Italien, som kunne meddele, at Christian Elkjærs advokat havde gjort kommunen opmærksom på, at Christian Elkjær ikke var blevet partshørt, selvom han er ejer en del af arealet.
Det betød, at Uffe Bro som formand for Teknik- og Miljøudvalget straks tilbagekaldte det vedtagne forbud, for at få rette op på fejlen og få sidste høringsberettigede hørt og varslet.
– Det er selvfølgelig rigtig træls. Men der sker jo fejl engang imellem – og der var ikke andet at gøre end at trække forbuddet tilbage på grund af fejlen og starte op på ny, da vi fik kendskab til problemet, siger Uffe Bro.
Derfor er sagen nu ved at gå om i det politiske system.
Uffe Bro er temmelig overbevist om, at udfaldet af den nye politiske behandling af forbuddet vil blive det samme i byrådet som før sommerferien.
De nye høringssvar – fra blandt andre Christian Elkjær er foreløbigt gået igennem teknisk udvalg. I dag havner sagen i Økonomiudvalget, før byrådet tager endelig stilling 29. august.