HORNUM: Planerne om en ny legeplads ved stationsbygningen i Hornum har udviklet sig til en politisk diskussion om, hvor meget jord der skal fjernes fra området.
Forurening fundet i fire felter
Undersøgelser af området viser, at jorden overskrider grænseværdien for forurening i fire ud af de ti undersøgte felter.
Ifølge kommunens forvaltning kan der dog også være forurening i de øvrige felter. Derfor anbefaler teknik- og miljøforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune den mest omfattende løsning: At al jord på det undersøgte område bliver udskiftet.
Den løsning er beregnet til at koste 380.000 kroner.
Billigere løsning var tidligere i flertal
Et alternativ er alene at fjerne den jord, hvor der er konstateret forurening, og lægge ny jord på de berørte felter.
Det vil ifølge beregningerne koste 189.000 kroner.
Det var denne løsning, der først på sommeren havde flertal i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget.
Nye oplysninger ændrede beslutningen
Sagen blev efterfølgende sendt tilbage til udvalget af Byrådet, efter at der var kommet nye oplysninger.
Ved den fornyede behandling i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har et flertal nu anbefalet den mere omfattende løsning, hvor jorden udskiftes på hele det undersøgte område.
/cf
