AALESTRUP: Fra i fredags og frem til og med torsdag i næste uge er Aalestrup Skole lukket for fremmøde for både elever og lærere.
Det sker efter at en lærer på Aalestrup Skole torsdag aften blev konstateret smittet med hvad der viste sig at være den nye corona-variant “Omikron”. Derfor blev Aalestrup Skole ud fra et forsigtighedsprincip, straks nedlukket.
Lærere og forældre med børn på skolen blev straks orienteret via AULA torsdag aften.
Nedlukningen skete efter aftale med Styrelsen For Patientsikkerhed og omkring kontakt til mulige nærkontakter, der i Omikron variantens tilfælde går ud i 3.led.
Alle nærkontakter og dermed alle med tilknytning til skolen blev derfor opfordret til at blive PCR-testet lørdag og mandag, fordi det er 4 og 6 dagen efter sidste mulige kontakt med den smittede lærer.
Siden er tre elever blevet smittet – dog er det uvist, om det også er med den nye variant.
Skolen vil holde lukket indtil torsdag, og fundet af varianten har stor betydning i lokalsamfundet, fortæller direktør i kommunens børne- og arbejdsmarkedsforvaltning, Morten Lund.
– Det, der gør det svært, er, at vi er helt ude i tredje led. Nogle gange er det håndboldtrænere, som også skal lade sig isolere. Det betyder, at vi per automatik kommer til at lukke dele af vores samfund ned, hvis der kommer ret mange flere Omikron-tilfælde.
Flere nedlukninger er fulgt efter
Søndag var Vesthimmerlands Corona-beredskab samlet for at håndtere de nye udviklinger i smitten.
Kort overblik fra Vesthimmerlands Kommune:
▪På Aalestrup Skole blev alle medarbejdere og elever hjemsendt i fredag, og her forventes en genåbning fra torsdag med en negativ test.
▪ Vestermarksskolen i Aars vil forblive lukket til og med onsdag. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, da en nærkontakt til skolen er nærkontakt til en bekræftet omikron-smittet person.
▪Vestrup Skole, Vester Hornum Skole, Farsø Skole og Løgstør Skole har alle en eller anden form for handling og opmærksomhedspunkt som eks. test i forhold til smittekilder, som selvfølgelig også bliver håndteret.
▪Højgårdens Børnehave i Farsø har formodentligt et smittetilfælde med Omikron-varianten. Alle børn og voksne er enten anden eller tredje led i smittekæde. Derfor er alle hjemsendt i isolation til og med onsdag. Forventning om genåbning torsdag.
▪Center for Børne- og Ungesundhed starter genåbning fra tirsdag efter at være lukket ned fredag.
▪Center for Pædagogik og Psykologi (CPP) holdes lukket frem til og med onsdag. Åbner fra torsdag.
Meget smitsom coronavariant
Omikron er en ny og meget smitsom variant coronavirus.
Den 2. december var i alt er fundet 14 tilfælde af Omikron i Danmark. 11 af de foreløbigt 14 tilfælde har forbindelse til udlandsrejser.
Mandag den 6. december melder Statens Serum Institut officielt ud at der nu er 253 påviste tilfælde med Omikron i Danmark.
Varianten blev først fundet i det sydlige Afrika i slutningen af november. Siden har den spredt sig til flere lande i Europa.
Sidste torsdag lød det fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at varianten i løbet af de næste få måneder kan udgøre over halvdelen af smittetilfældene i Europa.
Man kan blive smittet igen
Den sydafrikanske sundhedsstyrelsen, NICD, har desuden oplyst, at Omikron-varianten giver større risiko for at blive smittet igen.
Risikoen er større, fordi varianten er mindre følsom over for de antistoffer, der bliver dannet, når man har været smittet og bliver rask igen.
Risikoen for at blive smittet igen er tre gange så høj som for Beta- og Delta-varianten, viser data fra NCID.