FARSØ: Tale v. formand for Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet, Hans Støttrup i forbindelse med fejringen af Johs. V. Jensens 150-års fødselsdag, den 20. januar 2023 på museet:
Vi er tæt på gerningsstedet. Johs. V. blev født d. 20. januar 1873 i det lille hvide hus ud mod hovedgaden – også kaldet smedehuset eller mere poetisk huset med de syv lindetræer – som i dag er en del af muset.
Så Johs. V.’s runde fødselsdag skal naturligvis fejres her i Farsø.
LÆS OGSÅ: Starten på Johs. V. 150-året fejret med Jensens fødselsdag – FOTOS & VIDEO
Der er ikke mange byer i Danmark, der kan bryste sig af at være fødested for en nobelprisvinder i litteratur.
Kun Fredericia og Roholte v. Præstø, hvor henholdsvis Pontoppidan og Gjellerup blev født, har samme status. Men for begge de byer gælder det, at de var – om man så må sige – mere tilfældige fødesteder, der ikke fik nogen større betydning for Pontoppidans og Gjellerups forfatterskaber.
Noget helt andet med Johs. V. og Farsø.
Farsø og Himmerland har sat sig dybe spor i hans forfatterskab – der blæser en frisk himmerlandsk blæst gennem alle hans tekster. Og som han selv udtrykte det, så er ”hele mit Liv er en Himmerlands Beskrivelse”
Den runde fødselsdag kan derfor give anledning til en kort refleksion over forholdet mellem den berømte forfatter og hans fødeby.
Som mundheldet siger er en profet sjældent agtet i sin hjemby. Det gælder i nogen grad også for Johs. V.
Ingen tvivl om at han følte sig dybt forbundet med sin hjemegn – og heller ingen tvivl om, at byen var stolt af den store forfatter. Men alligevel var forholdet mellem de to parter til tider noget anstrengt og noget akavet.
Han var byens berømte søn kendt og anerkendt som forfatter både nationalt og internationalt. Men det var søsteren Thit, som beherskede opinionen hjemme i Farsø.
Hun var som ung pige reservemor i dyrlægehjemmet og kom senere på hyppige besøg hos sine gamle forældre, mens Johannes V. – ikke mindst pga. det anspændte forhold til sin søster – var en mere sjælden gæst i byen.
Og her mente mange i øvrigt også, at han med sine himmerlandshistorier havde udleveret sin hjemegn til nationens latter. Dyrlægens gamle kusk, Lassen Stephansen, sagde om disse historier, at det meste var løgn og latin – og det var vistnok ikke ment som en hyldest til digterens fantasi.
Og Johannes V. kunne være skarp i sin karakteristik af samtidens Farsø og Himmerland, der omkring forrige århundredskifte blev ramt af moderniseringen, ramt af fremskridtet og de store tekniske landvindeger, som Johs. V. normalt priste i høje toner.
Fremskridtet – manifesteret i byens nye andelsmejeri, Johs. V. deltog selv sammen med sin far i indvielsen af mejeriet i 1888 – skabte velstand og tog toppen af bøndernes umenneskelige slid. Men alligevel var det smerteligt for Johs. V. at se, hvad der skete når udviklingen ramte hans egen hjemegn.
Han brød sig ikke om det nye Farsøs stationsbyagtige præg – med, som han sagde, et gnidder af røde huse der bredte sig som udslet i landskabet – med en lang, lang gade der prangede med skilte og butikker, så det næsten kunne skære i øjnene – og med et missionshus som arret efter en vækkelsesperiode. Bondebyens gamle kultur var efter hans opfattelse blevet afløst af en tarvelig provinsialisme, som havde forvandlet bøndernes hjem til stilistiske rædselskabinetter.
Forholdet mellem Farsø og Johannes nåede sit lavpunkt i 1937, hvor byen holdt et stort erhvervsstævne, som skulle krones med, at den berømte forfatter kom hjem og holdt festtalen. Men på selve festdagen sendte Johs. V. afbud gennem fru Else. Han var ikke nogen folketaler – og han havde måske heller ikke lyst til at blive konfronteret med sit publikum i Farsø. Ingen tvivl om, at den episode gav ridser i lakken.
Men med tiden er gamle uoverensstemmelser gået i glemmebogen. I 1944 fik Johs. V. Nobelprisen. Dermed placerede han Himmerland og Farsø på det litterære verdenskort – og efterhånden har Farsø da også taget sin store søn til sig.
I 1960 rejste man en mindesten for ham syd for byen, og i 1991 fik han – med opbakning fra Lions Club og en bred kreds i Farsø – sit eget museum i byen. Det er et museum, som siden er blevet udvidet adskillige gange og i dag er et af de markante omdrejningspunkter for kulturlivet i Farsø og i Vesthimmerland.
Og det vil Johannes V. nok anse for at være ganske rimeligt. For som han sagde til sin gode ven, maleren Albert Nauer: ”Himmerland – det har aldrig eksisteret – det er noget jeg har fundet på”.
Så et stort til lykke til Johannes V. i hans Elysium med 150-års dagen og med et eminent forfatterskab, som fortsat holder sig friskt og læseværdigt.
