Af: Josefine Buus Christensen, Grønnerupvej 58, Farsø
E-cigaretterne har taget verden med storm, og nikotinproduktet er som bekendt også landet tungt på det danske marked. De skulle efter sigende være et sundere alternativ til traditionelle cigaretter, men er de nu også så ”sunde”, som nogle går og bilder sig ind? Det er på tide, vi åbner øjnene for, hvad de populære e-cigaretter virkelig er: en sundhedsfare forklædt i et uskyldigt slør af damp, der lokker som slangen i Paradis.
På sociale medier indfanges de unge, lokket af farverige fristelser og glitrende reklamer, som skjuler de mørkere konsekvenser. E-cigaretter er designet som et alternativ til traditionelle cigaretter og markedsføres netop ofte som en måde at reducere eller helt stoppe rygning på. Men kan vi virkelig stole på det?
En traditionel cigaret brænder tobak og skaber røg, fyldt med tjære og andre kemikalier, mens en e-cigaret er en batteridrevet enhed, der opvarmer en væske, kaldet e-væske, til damp, som brugeren derpå inhalerer. E-væsken indeholder typisk nikotin, smagsstoffer og andre kemikalier.
Det betyder dog ikke, at e-cigaretter er sikre – de indeholder som nævnt stadig nikotin og andre kemikalier, som kan være skadelige. Vi ved, at de kan skade lungernes udvikling, svække immunforsvaret og øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Journalist Jacob Kragelund kunne i DR-programmet ”Kontant” sidste år afdække, hvordan de afhængighedsskabende og skadelige e-cigaretter sælges ulovligt til børn.
En 15-årig testperson kunne uden problemer gå ind i en butik i Aarhus og købe en ulovlig e-cigaret. I programmet konfronterer Kragelund ekspedienten, som blot konstaterer, at det jo sker overalt. Denne situation viser tydeligt, at vi som samfund svigter.
Hvis ikke vi snart vågner op og tager de nødvendige skridt for at håndhæve lovgivningen og beskytte de unge mod denne voksende sundhedsfare, risikerer vi snart at se en ny generation af nikotinafhængige. Vi kan ikke længere ignorere farerne eller lade os forføre af løfterne om ”sundere” alternativer.
2.g-elev på Vesthimmerlands Gymnasium
Josefine Buus Christensen,
Grønnerupvej 58, Farsø
LÆSERBREV: Svar til Josefine Buus Christensen af Inger Schroll-Fleischer, direktør i Nikotinbranchen