Svar til Josefine Buus Christensen

Inger Schroll-Fleischer

Inger Schroll-Fleischer

Af: Inger Schroll-Fleischer, direktør i Nikotinbranchen

Ulovlige engangs-ecigaretter – puff bars – er desværre udbredte i alle egne af Danmark. Det gør Josefine Buus Christensen helt korrekt opmærksom på under overskriften ”Farvestrålende afhængighed” i sit læserbrev i Farsø Avis den 23. oktober.

LÆSERBREV: Farvestrålende afhængighed af Josefine Buus Christensen

Men lad nu være med at sammenblande problemerne; unges afhængighed af ulovlige nikotinprodukter er skidt – voksne kan til gengæld have gavn af at udskifte cigaretter med lovlige røgfri produkter. Røgfrie nikotinprodukter udgør et betydeligt mindre skadeligt alternativ til rygning, fordi nikotin ikke er kræftfremkaldende, og fordi der ikke sker afbrænding af tobak, som er det, der udløser de talrige skadelige stoffer ved rygning.

Nikotin er ikke sundt, men det reducerer skaden for de rygere, der lægger cigaretterne og røgen på hylden til fordel for røgfrie nikotinkilder. 

Puff bars er ulovlige produkter, der findes på det illegale marked og markedsføres via SnapChat og Instagram til mindreårige, handles i skolegården og ingen aner, hvad de indeholder. Puff bars har intet med den legale branche og budskabet om skadesreduktion at gøre.

Jeg er helt enig; det er skammeligt, at forhandlere af puff bars har frit spil og mindreårige alt for let adgang. Senest er en 47-årig mand sigtet for at sælge til skolebørn via sociale medier og levere produkterne i poser skjult tæt ved skolens område. Her er ikke tale om helbredsgevinster ved at skifte fra cigaretter til røgfrie nikotinprodukter – her er kyniske bagmænd på spil på et nyt, lukrativt marked.

Der er brug for reel indsats mod et marked, der er ude af kontrol og langt hen ad vejen politisk selvforskyldt, idet det opstod lige efter smagsforbuddet i e-cigaretter trådte i kraft.

Rundt om hjørnet venter endnu flere regler som bl.a. et smagsforbud for nikotinposer, og man tør dårligt forestille sig konsekvenserne – og jublen på det illegale marked, der nok en gang får en konkurrencefordel over det legale.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.