Endelig godkendelse af budget 2026

VESTHIMMERLAND: På sidste uges Byrådsmøde var der endelig godkendelse af Vesthimmerlands Kommunes samlede budget for 2026 og overslagsårene frem til 2029.

Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen (V) lagde ud: Siden vi var samlet her i byrådsalen sidst, har vi været på et prioriteringsseminar hvor vi har forhandlet med hinanden om et budget, der nu ligger til 2. behandling.

Jeg vil gerne sige tak for en god forhandling til samtlige partier. Alle er med i vores budget denne gang. Alle har skrevet under, og der er ikke indkommet ændringsforslag.

Aldrig før afdraget så meget gæld
Det er et historisk budget, fordi vi aldrig har afviklet så meget gæld som vi gør denne gang, ca. 120 mio. Nogle af de mindreforbrug, som vi har kunnet fremlægge her i byrådssalen i indeværende år, bliver brugt til at få 2026 budgettet til at hænge sammen.

Herefter gennemgik partierne deres aftryk på budgettet:

David Rathjen, SF
Et godt budget der ikke giver serviceforringelser. Fokus på grøn omstilling, by og land og velfærd. Vi fik ført grundvandsbeskyttelse igennem fra 2027. Vi fik ikke ændret normering i børnehaverne til den samme som i vuggestuerne. Kvinder kan få 3 mdr. vederlagsfri fysioterapi efter graviditets og fødselsgener som den første kommune i Danmark. Et ønske om solceller på tagene fik vi igennem, som vi kan lagre i batteriet som en del af det grønne kriseberedskab.

Asger Andersen, Socialdemokratiet
Et realistisk budget i forhold til vores økonomi og de velfærdsbehov vi har fremover. I 2026 tilføres der penge til to-lærerordning og støtte til stærke inkluderende fællesskaber. Opgradering af udstyr til EUD light. Vi er enige om en Aars byskole i stedet for en Aars vest, så derfor renovering for 40 mio. kr. Vi tror på byfortætning og liv i midtbyen som en skole også er med til.  4 mio. kr til implementering af ældrereformen. Vi er også på forkant med afsatte midler til et kommunalt aflastningshotel i relation til den nye sundhedsreform fra 2027. Det er vigtigt at vi kører Farsø i stilling til de regionale tilbud vi skal ind og forhandle om. Vi investerer i rammer omkring bosætning. Det er bymidterne i de største byer og områdefornyelse i landdistriktet. I denne byrådsperiode er områdefornyelse steget fra 3 mio. kr. til langt over 100 mio. kr. Pengene stammer fra uforbrugte puljer fra andre kommuner. Tak til administrationen for at se det. Og særligt tak til borgerene for deres engagement og indsats. Tidligere har vi ”kun” støttet handlen i de fire store byer, nu får vi også 250.000 ud til oplandsbyerne, så de også får en mulighed for at styrke handlen. Ikke mindst dagligvarebutikkerne som kan mindske fraflytningen og styrke bosætningen.

Med Aggersborgs udpegning har Vesthimmerland en unik mulighed for at udvikle turisme. Den investerer vi 0,5 mio. i om året. Der er også penge til et seniorfritidspas med mulighed for at søge kontingentstøtte til deltagelse i foreningslivet.

Signe Nøhr, Konservative
Vi tror mange borgere kommer til at mærke en forskel på mange områder. Vi glæder os over den stærke familiepolitik som budgettet afspejler. Vi styrker skolen med 6 mio. kr. særligt med 2 lærerordningen på mellemtrinet. Længere tid i børnehaven i stedet for at starte i mini SFO. Børnehavebørn kan nu også komme med kulturbussen. Vi får renoveret Aars skole, ligesom de øvrige skoler er blevet det.

Det er også blevet til projektering af en Hal 3 i Aars, foreningslokaler i Farsø og Folkets hus i Løgstør. Der er også afsat flere penge til at vedligeholde og pleje de grønne områder og byrum i kommunen. I Farsø kommer der en opgradering af Søanlægget, som er tiltrængt når der kommer rigtig meget vand. Der afsættes også en frivilligpulje til at vedligeholde grønne områder.

Der blev også lidt penge til Barnets Blå Hus.

Vi skal være endnu bedre på sagsbehandlingstiden. Der er der afsat penge til at ansætte flere byggesagsbehandlere og et bedre IT system. Det skal gerne hjælpe bosætningen på vej i Vesthimmerland.

Kurt Friis, Venstre
Det er budget der giver tryghed både blandt borgere og medarbejdere. Budget har været en holdindsats men et par nedslag er styrkelse af folkeskolen med  faglokaler, trivsel og indlæring. Vi er i gang med at sætte solceller på de offentlige bygninger. Et engangs tilskud til Barnet Blå Hus så de kan finde andre løsninger. Der er afsat ekstra penge til cykelstier og grundkapital. Der er nu 16 mio. i ledig grundkapital, hvor de 3,5 er reserveret til oplandsbyerne. Mange af de øvrige ting i budgettet er allerede nævnt.  

Liselotte Lynge, Danmarksdemokraterne
Råderummet i år er taget rent på regnskabserfaringer, hvilket er positivt. Ombygning af Aars skole. Folkeskolen får et løft på trivsel og kvalitet. Kørsel på specialområdet er bibeholdt trods takststigninger. 2,5 årsværk mere til byggesagsbehandling. Der er sat lidt mere af på cykelstipuljen. Solceller på tagene, det er lige ned i vores politik. Seniorboliger, så vi får nogle fremtidsboliger til de ældre.

Lars Rem, Liberal Alliance
Alt er jo stort set sagt. Ud over et godt budget handler det også om vedligehold. Jeg er godt tilpas med at vi som byråd lægger rammer for områdefornyelse men lader de lokale udfylde rammerne.

Kirsten Moesgaard, VesthimmerlandsListen
fremhævede trafiksikkerhed. Opgradering af veje og hvide striber. Styrkelse af folkeskolen. Renoveringen af Aars Skole betyder, at man beholder skolen inde i byen og styrker bymidten. Vi skal heller ikke bygge administration ude i Oudrup, for vi har brug for den aktivitet inde i vores byer. Godt vi har taget fat på byggesagsbehandlingen, for der har været nogen kritik for at det er gået for langsomt. Det er også noget vores erhvervsliv kommer til at mærke.

Der var en særlig tak fra Inger Nielsen (V) fra Børne og Familieområdet, for at man har haft særligt fokus på skoleområdet og styrker folkeskolen med 6. mio. kr.

Borgmester Per Bach Laursen (V) nævnte afslutningsvis også erhvervsservice, hvor der kommer mere manpower ind i Erhverv Vesthimmerland. Der er også blevet til en beredskabsplanlægger i samarbejde med Rebild kommune i den usikre tid vi står i.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.