FARSØ/STRANDBY: Omkring 15 træmaster i den kommunale vejbelysning i Farsø og Strandby er blevet så gamle, at flere er begyndt at rådne, og dermed øges risikoen for, at de kan vælte under kraftigt vejr og kan udgøre en alvorlig fare.
Udskiftningen handler ikke kun om selve masterne. Samtidig skal de eksisterende el-førende luftledninger fjernes og erstattes af kabler, der graves ned i jorden.
Det skal både øge sikkerheden og mindske risikoen for kortslutninger.
440.000 kroner i 2026
Som en del af budgetaftalen for 2026 har kommunen afsat 440.000 kroner til projektet. Der er desuden afsat yderligere 340.000 kroner i 2027 til samme formål.
Kommunens trafikafdeling har allerede indhentet et tilbud på udskiftningen på Søndergården i Farsø. Her lyder prisen på 257.800 kroner.
Arbejdet omfatter udskiftning af træmasterne, fjernelse af luftledningerne og genetablering af gadelys med stålmaster samt jordlagte kabler.
Mulighed for også at komme til Strandby
De konkrete forhold på stedet kan betyde, at der bliver behov for mindre ekstraarbejder, blandt andet oprydning efter de gamle fundamenter. Kommunen forventer dog, at projektet kan holdes inden for den afsatte ramme på 440.000 kroner eksklusive moms.
Hvis der bliver penge til overs, kan restbeløbet bruges til at påbegynde en tilsvarende udskiftning af vejbelysningen i Strandby.
Sagen har været behandlet i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, som har godkendt anlægsbevillingen på 440.000 kroner og frigivet det beløb, der er afsat i budgettet for 2026.
/cf
