Dannebrogsordenens Ridderkors til Kirsten og Doris

VESTHIMMERLAND: Her til eftermiddag i forbindelse med årets sidste byrådsmøde, blev der uddelt medaljer af den fornemme slags, nemlig Dannebrogsordenens Ridderkors.

Borgmester Per Bach Laursen overrakte medaljerne i Byrådssalen på vegne af dronningen. Ridderkorset kan gives til Byråds-/kommunalbestyrelsesmedlemmer, når de har siddet i Byråd/kommunalbestyrelse i 5. perioder. Det er Vesthimmerlands Kommune der har sendt ansøgningerne til Hendes Majestæt Dronningen, som hun altså har sagt god for.    

Dannebrogordenens Ridderkors blev overrakt til byrådspolitikerne Kirsten Moesgaard og Doris Lauritzen. Da begge har gjort/gør en stor politisk indsats i såvel de ”gamle” kommuner som i Vesthimmerlands Kommune, har Vesthimmerlands Kommune valgt at hædre og takke dem for den ekstraordinære indsats for Vesthimmerland og kommunens mange lokalsamfund med tildelingen af Dannebrogordenens Ridderkors.

Om Kirsten Moesgaard lød det bl.a.:  – Med sine foreløbige 17 år i kommunal- og regionspolitik har Kirsten Moesgaard gjort en ekstraordinær indsats for demokratiet og for lokalsamfundet i Farsø og Vesthimmerlands Kommune. Kirsten Moesgaard er meget aktiv i lokalområdet og har meget fokus på at fremme sager der vedrører udviklingen i kommunen.

Kirsten Moesgaard er byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune for VesthimmerlandsListen, hvor hun i indeværende byrådsperiode også er næstformand for Teknik & Miljøudvalget.

Om Doris Lauritzen lød det bl.a.: – Med sine foreløbige 17 år i kommunalpolitik har Doris Lauritzen gjort en ekstraordinær indsats for demokratiet og for lokalsamfundet i Aalestrup/Gedsted og Vesthimmerlands Kommune.

Doris har altid sat en ære i at møde velforberedt til alle møder og været meget bevidst om den demokratiske forpligtigelse der ligger i også at tale mindretallets sag. Ordentlighed, lighed og retfærdighed for alle borgere er hendes varemærke.

Doris Lauritzen er byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune for Socialdemokratiet, hvor hun i indeværende byrådsperiode også er medlem af Børne- & Familieudvalget og Sundhedsudvalget.

Stort tillykke og kæmpe respekt for den ekstraordinære indsats, som Kirsten og Doris har lagt i området og kommunen.



Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: